Kommunalvalg

Da drukskandaler væltede ned over bykongen, læssede John Brædder grisene af og gik efter magten

John Brædder havde efter otte år i lokalpolitik besluttet at stoppe. Men et afgørende opkald fik ham til at gå efter borgmesterposten i stedet.

Det var nærmest kun den svage sitren fra lysstofrørene, man kunne høre i kælderen under rådhuset. De fem mænd havde siddet om bordet i et stykke tid uden at sige et ord. Mødet var gået i hårknude.

Så rejste John Brædder sig og strakte hånden frem mod manden, der sad overfor. Men Venstres spidskandidat blev siddende og kiggede bare på hånden.

Det var omkring midnat, og stemmerne til kommunalvalget i 2009 var talt op.

John Brædder havde for første gang stået i spidsen for lokallisten Nyt Guldborgsund i de seneste tre ugers valgkamp. Han anede intet om, hvordan man bliver borgmester. Hvordan man lukker en konstitueringsaftale. Han havde aldrig siddet med til et økonomiudvalgsmøde.

Men han ville være borgmester for Guldborgsund Kommune og tænkte, at det var knald eller fald nu.

Hvis ikke de fik en aftale, ville gruppen efter alt at dømme forlade lokalet, og så ville alt være ude af kontrol. Gruppen der, ud over Venstre-manden og John Brædder, talte spidskandidaterne fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og den anden lokalliste Borgernes Liste Guldborgsund.

I et lokale oven over dem sad den rutinerede socialdemokrat Kaj Petersen sammen med sine partifæller og de loyale samarbejdspartnere fra SF. Kaj Petersen havde været borgmester i 32 år og var landets længst siddende bykonge.

Han vidste om nogen, hvordan man indgår konstitueringer og bliver borgmester.

John Brædder følte det som en evighed, da han som den eneste stod op ved bordet i kælderen og ventede på Venstre-mandens reaktion.

Hellere grise end politik

Godt et halvt år tidligere havde John Brædder besluttet, at han helt ville forlade politik. Efter otte år i byrådet i Guldborgsund for lokallisten Nyt Guldborgsund. Der var meget længere fra tanke til handling, end hans tålmodighed kunne klare.

Stifteren af Nyt Guldborgsund, Poul-Henrik Pedersen, gik under navnet Lange på grund af hans statur. Lange havde flere gange forsøgt at overtale Brædder til at blive spidskandidat for lokallisten. Men John Brædder havde hver gang konsekvent afvist ham og fortalt, at han slet ikke ville stille op igen.

I stedet fokuserede han på sit landbrug, hvor han var gået i gang med at ansætte mere personale. Kræfterne skulle bruges på grisene og dyrkning af jorden i stedet for salg af kommunens ejendomme i udvalget for fast ejendom, hvor han var formand. Et udvalg, der på det nærmeste var blevet oprettet for, at der skulle være formandsposter nok at fordele fire år tidligere.

Beskeden fra Lange

Alt ændrede sig dog en tidlig mandag morgen i foråret 2009, da hans Nokia-telefon ringede fra brystlommen i overallsene.

John Brædder sad i sin lastbil på vej for at hente et nyt hold smågrise. Det var fast rutine hver mandag, at han kørte nyfødte grise fra de 700 søer på gården i Stubbekøbing på Falster til gården i Nysted på Lolland, hvor de skulle gå til de vejede 30 kilo.

Han var netop kørt ud fra gården og havde sat kursen mod Nysted, da han kunne se i telefondisplayet, at det var Lange, der ringede.

Han var klar over, at det måtte være vigtigt, så han kørte lastbilen ind til siden.

John Brædder havde længe set op til Lange.

Ikke alene havde han en fortid som journalist – et fag, som Brædder godt kunne tænke sig selv at prøve, hvis ikke han var landmand. Lange havde også været borgmester i Nykøbing Falster Kommune og gjort det glimrende. Først som socialdemokrat og siden i spidsen for sin egen liste Nyt Guldborgsund.

- Han har et godt humør og er et meget politisk menneske. Han stiftede listen og forlod Socialdemokratiet, fordi det hele skulle styres så centralt. I stedet samarbejdede han meget med Konservative i mange år, siger John Brædder i dag til TV 2.

- Lange havde fundet ud af, at det ikke betød så meget, om man var blå eller rød. I stedet gik han op i at finde sammen om at tale vores lokalområde op. Det kunne jeg rigtig godt lide.

Selv mine egne børn kunne ikke komme væk hurtigt nok. De tog ikke engang deres sabbatår her, men skyndte sig til København. Det kunne jeg ikke holde ud

John Brædder

Fra bonde til borgmesterkandidat

Efter en halv time i vejkanten, ville John Brædder ikke længere forlade lokalpolitik. Han ville gå efter borgmesterposten. Også selvom det virkede som et projekt uden realistiske perspektiver.

Lange havde fortalt John Brædder, at han ville stoppe som spidskandidat for Nyt Guldborgsund. Og der var ikke andre end John Brædder til at tage over. Så hvis også han stoppede, ville det blive endestationen for lokallisten, fortalte Lange.

På det tidspunkt var John Brædder ganske liberal og havde også haft sit udspring i Venstre, inden han stillede op for lokallisten. Tanken om endnu en årrække med en ”ræverød kommune og Kaj Petersens gammeldags holdning til topstyring” var tung.

Men det værste var, at der så ikke ville være nogen til at fortsætte den dedikerede kamp for egnen. Han var træt af, at den eneste omtale af Lolland og Falster var social armod, og at det var en flok bønder, der ikke kunne finde ud af noget.

- Selv mine egne børn kunne ikke komme væk hurtigt nok. De tog ikke engang deres sabbatår her, men skyndte sig til København. Det kunne jeg ikke holde ud.

Det gjorde naturligvis indtryk, at ikke engang min far troede på det

John Brædder

Min egen far sagde, at det var håbløst

På vej mod næste hold smågrise voksede tanken i John Brædders hoved. Og da han en håndfuld timer senere havde kørt de sidste smågrise på plads, følte han sig overbevist om, at det var den rigtige beslutning.

Men han var vant til at vende store sager med sin far, der selv var landmand og havde en fortid for Venstre i Nysted Kommune, før det blev en del af Guldborgsund Kommune ved kommunalreformen i 2007.

Derfor ringede han om aftenen til sin far.

- Det kan du godt opgive. Hvad har du også tænkt dig, at der skal ske med gården? Nej, det kan i virkeligheden være lige meget. Du bliver alligevel ikke borgmester, sagde faderen til ham.

Reaktionen var på sin vis forventelig. Faderen havde selv opgivet det politiske liv, fordi det tog for meget tid fra driften af landbruget.

- Det gjorde naturligvis indtryk, at ikke engang min far troede på det. Han vidste, hvad han talte om, siger John Brædder.

- Men der er jo noget i forholdet mellem far og søn. Så samtidig gjorde det mig kun endnu mere opsat på at vise ham, at det kunne lade sig gøre, når han sagde, at det var håbløst.

Mest lyst til at blive væk

John Brædder kunne mærke hjertet banke i brystet. Han havde mest af alt lyst til at blive siddende nede i salen blandt de næsten 300 fremmødte.

Lokalavisen Lolland-Falsters Folketidende havde arrangeret et stort vælgermøde 5. november – 12 dage før valgdagen. Panelet i Kulturforsyningen midt i byen bestod af alle spidskandidaterne i Guldborgsund. Tilstrømningen var så stor, at arrangementet i Kulturforsyningen midt i byen måtte flyttes til en større sal.

John Brædder var nervøs forud for debatterne frem mod valget. Som spidskandidat var han den person i Nyt Guldborgsund, der skulle kunne svare på det hele. Det havde han aldrig prøvet før, og det var direkte grænseoverskridende.

- En ting er at sige til en journalist, at det "der kan jeg ikke lige svar på. Det må jeg finde ud af og så vende tilbage'" Det kan man jo ikke, når man er midt i en valgdebat.

Han vidste, at emnerne strakte sig fra ældre og sygepleje over skattestigninger til uddannelsessituationen i kommunen. Og han havde forsøgt at forberede sig grundigt.

Men de mange spørgsmål fra dirigenten og salen var for overvældende. John Brædder kunne ikke være særlig konkret i sine svar. Han måtte svare kort og fokusere på at undgå at sige noget, der var forkert.

Efter valgmødet var han i tvivl, om han var i stand til at fuldføre opgaven som spidskandidat.

- Der var mange ting, jeg ikke vidste. Og jeg tænkte, at de andre vidste mere, for der var flere sværvægtere i panelet, som havde prøvet det mange gange.

Velkommen på forsiden

Året før valget havde Ekstra Bladet i artikelserier sendt borgmester Kaj Petersen på forsiden med historier om misbrug af skatteydernes penge i Guldborgsund Kommune.

Artiklerne handlede kort og godt om, at borgmesteren bad Indenrigsministeriet om ekstra penge til at holde kommunen kørende, samtidig med at han stod i spidsen for en studietur for byrådspolitikere og embedsfolk, hvor alkoholindtaget var ganske højt. Og betalt af borgerne.

Avisen var i al hemmelighed fulgt med, da Guldborgsund Kommune var taget på studietur til Tyskland og kunne berette om sene og meget våde byture, hvor Kaj Petersen opfordrede byrådskollegerne og embedsfolkene til at drikke og kaldte dem ’møghunde’, hvis de ville tilbage til hotellet.

De lokale medier tog historien op, og op til valget i 2009 rejste Ekstra Bladet med journalister og Side 9-pige fra København til Guldborgsund for at overrække Kaj Petersen et trofæ, fordi han havde vundet en afstemning på avisen for ’Bedste byrådsskandale’.

Historierne betød, at man for første gang talte om noget, der bare mindede om spænding i Guldborgsund. Men selvom borgmesteren offentligt måtte forsvare sine handlinger, lod det ikke til at påvirke ham synderligt, da han få dage inden valgdagen mødtes med sin politiske kolleger.

Når Kaj bliver borgmester

Mødet fandt sted hjemme hos den konservative spidskandidat Hans Aage Pedersen i Marielyst på Falster og var en slags forberedelse for konstitueringen af byrådets udvalgsposter efter valget.

Allerede da Hans Aage Pedersens kone havde taget imod John Brædder i døren, kunne han mærke, at han skulle tisse. Snakken var allerede i gang, da han ankom, så han spurgte ikke efter toilettet, men tog i stedet plads ved siden af Hans Aage Pedersen i den brune lædersofa i stuen.

Ud over den konservative spidskandidat ved siden af ham, var det primært borgmester Kaj Petersen ved den anden side af sofabordet, der talte på mødet. Han virkede meget selvsikker, tænkte John Brædder.

Han sagde selv kun noget, når han blev spurgt og lyttede ellers mest. Det passede ham sådan set meget godt. Det hele var nyt for ham, og på den måde kunne han suge til sig af de andres erfaring.

- Mødet handlede allermest om, at Kaj ville finde ud af, hvordan landet skulle ligge, når han blev genvalgt som borgmester.

- Det var slet ikke et tema for ham, at han ikke ville fortsætte som borgmester, så han talte mest om, hvad han kunne tilbyde os andre, når han var genvalgt.

John Brædder kunne mærke indholdet presse på i blæren. Men han blev siddende i sofaen og lyttede.

Da mødet var slut, forlod John Brædder det konservative hjem sammen med de andre uden at have været på toilettet. Han gik ud i den mørke novemberaftens småregn og satte sig ind i sin sorte Kia Carnival for at køre de godt 20 kilometer hjem til Grænge på Østlolland.

Endelig et træ

Da han nåede et skovstykke, holdt han ind til siden for at tisse bag et træ. Men før han åbnede døren, hørte han, at P4 Sjælland i bilradioen bød velkommen til redaktøren for den lokale avis Lolland-Falsters Folketidende.

John Brædder besluttede sig for at holde sig lidt endnu, så han kunne høre redaktørens vurdering af udfaldet af valget.

- Redaktøren talte om, at Socialdemokratiet formentlig ville gå tilbage, men at det stadig med al sandsynlighed ville være Kaj Petersen, der var borgmester efter valget.

- Og hvis der endelig skulle findes en anden borgmester end Kaj Petersen, ville det blive hos Venstre, fordi partiet på landsplan stod til fremgang, og det forventede han ville smitte af på resultatet hos os i Guldborgsund.

John Brædder hørte ikke sit navn nævnt i analysen en eneste gang.

Men han kunne endelig finde et træ at stille sig bag.

Måtte gå før tid

Valgdagen i 2009 begyndte, som John Brædder kendte det fra tidligere valg. Han var valgtilforordnet på en nedlagt skole og udleverede dagen igennem stemmesedler og tjekkede id på lollikker på vej i stemmeboksen. Som sædvanligt kunne han ikke lade være med at tænke på, om den person, han nu gav stemmesedlen, ville sætte kryds ud for John Brædder.

Alligevel var dagen også helt anderledes. Han var for første gang spidskandidat og fik derfor også lov til at gå lidt, inden valgstedet lukkede klokken 20. Han kunne på den måde nå hjem at hente sin kone, inden de sammen kørte på rådhuset for at deltage i de afgørende timer.

Denne aften kunne han i stedet følge resultaterne af optællingen på en stor skærm, der var sat op i byrådssalen. Det havde han aldrig prøvet. Tidligere ville han være blevet på valgstedet for at tælle stemmer op i flere timer efter lukketid.

Nogle gange får man mest ud af at holde kæft.

John Brædder

Det stod hurtigt klart, at Nyt Guldborgsund med ham i spidsen stod til at gå tilbage. Ud over at kigge på skærmen var John Brædders øjne rettet mod de andre politikere, der enten var i byrådssalen eller i de lokaler, partierne og listerne havde fået stillet til rådighed.

De to lokallister, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti havde holdt flere møder i løbet af valgkampen, hvor de havde lovet hinanden, at de på valgaftenen skulle samles, inden de mødtes med andre, for at forsøge at finde en borgmester, der ikke var Kaj Petersen.

John Brædder holdt dog særligt øje med Venstres spidskandidat Flemming Jantzen for at se, hvem han talte med i løbet af aftenen. På skærmet stod Venstre til en solid fremgang og en klar plads som det største parti i blokken. Dobbelt så store som Nyt Guldborgsund, der stod til at gå fra fem til tre mandater.

- Så det var spændende at se, om de holdt fast i, at vi skulle tale sammen som det første, eller om de kiggede andre steder hen.

Kælderen

Venstre og Flemming Jantzen holdt ord. Da klokken nærmede sig 23.30, bevægede de fem spidser fra de tre partier og to lokallister sig hen mod trapperne til kælderen. De var blevet tildelt et it-undervisningslokale, hvor der var sat nogle rokokostole og et matchende bord ind mellem printere og computere.

John Brædder var mut, og optimismen havde fået et alvorligt knæk, da han gik ved siden af Dansk Folkepartis Rene Christensen. Brædders eneste tanke var, hvem Rene Christensen ville pege på som borgmester. Men han spurgte ham ikke.

- Nogle gange får man mest ud af at holde kæft. Og jeg vurderede, at det var bedst, at vi kom ned i lokalet og fik rystet den tætte stemning af os.

De fem mænd gik ad den smalle gang i kælderen, forbi en stor kopimaskine og ind i it-undervisningslokalet, hvor Flemming Jantzen og John Brædder satte sig over for hinanden.

John Brædder fortalte de fire andre spidskandidater, at han gerne stillede sig til rådighed som borgmester. Han vidste, at Det Konservative Folkeparti og den anden lokalliste ville pege på ham. Men selv med Nyt Guldborgsunds egne tre kandidater ville de kun være lige akkurat så store som Venstre. Flemming Jantzen mente derfor, at han burde være den, der væltede Kaj Petersen og indtog borgmesterkontoret.

John Brædder rettede blikket mod den femte og sidste mand i kælderlokalet, Dansk Folkepartis Rene Christensen. Det samme gjorde de øvrige tre.

Rene Christensen var et par år tidligere blevet valgt til Folketinget og ville derfor ikke selv gå efter borgmesterposten, fortalte han.

Dermed stod valget mellem John Brædder og Flemming Jantzen. Og Rene Christensen foretrak John Brædder, fordi Jantzen ikke havde siddet i byrådet før. Brædder havde trods alt den erfaring.

Men Flemming Jantzen ville ikke give sig.

- Han holdt fast i, at han havde fået flest mandater og derfor burde være borgmester, hvis det ikke skulle være Kaj Petersen. Stemningen var noget trykket på det tidspunkt.

De næste minutter kørte argumenterne i ring, og det gik op for John Brædder, at han ikke havde en plan for mødet. Ingen strategi for forhandlingerne.

Han kunne kun gentage sit ønske om at blive borgmester, gøre Flemming Jantzen til viceborgmester og i øvrigt overøse Venstre med formandsposter for udvalgene. Men det rykkede ikke noget.

Jeg vidste, at det var knald eller fald. Hvis ikke han rejste sig, kunne vi næppe blive enige.

John Brædder

Knald eller fald

Så sænkede stilheden sig i lokalet. Til sidste rejste John Brædder sig og rakte hånden frem mod Flemming Jantzen.

- Jeg vidste, at det var knald eller fald. Hvis ikke han rejste sig, kunne vi næppe blive enige.

- Men vi var nødt til at komme videre, inden nogen forlod lokalet og kunne lave aftaler med Kaj Petersen. Det var jo bare én af os, der skulle skifte, så ville han have et flertal med SF.

Lettelsen var derfor stor, da Flemming Jantzen endelig rejste sig. Han så ud til nærmest at skulle tvinge sin arm fra hoften og op til John Brædders, inden han gav et hårdt håndtryk.

- Der vidste jeg, at vi havde en aftale. For vores børn har gået på samme skole, hvor han sad i forældrebestyrelsen, og jeg vidste, at han holdt sit ord.

I januar 2010 indtog John Brædder derfor borgmesterkontoret på Guldborgsund Kommunes rådhus. Noget af det første, han fortalte til Lolland-Falsters Folketidende, var, at han ikke mener, at en borgmester bør sidde mere end to – højst tre – perioder. Så har man haft tiden til at sætte den nødvendige retning.

Om tre dage håber John Brædder igen at kunne samle de nødvendige 15 mandater bag sig, så han kan fortsætte i spidsen for byen. Han vil i givet fald tage fat på sin fjerde periode som borgmester.

- Ha ha, ja… Men nu har jeg endelig mulighed for at være med til at udvikle kommunen. Det vil jeg ærligt talt gerne være med til, fordi jeg har brugt så mange år på at spare og vende udviklingen til noget positivt.