Kommunalvalg

23-årig gider ikke at stemme: - Ville få mere ud af at banke hovedet ind i en dør

I kommunen med Danmarks laveste valgdeltagelse fremhæver de unge især tre grunde til, at de ikke bruger deres ret til at stemme.

Nicklas Hansen går op i mange ting. Men kommunalpolitik er ikke en af dem.

Faktisk kunne det nærmest ikke interessere ham mindre, og derfor har han heller ikke tænkt sig at stemme ved kommunal- og regionsrådsvalget 16. november.

- Jeg føler, at jeg ville få mere ud af at banke hovedet ind i en dør. Jeg tror ikke, der er noget, der kunne få mig til at stemme. Nogensinde. Jeg synes, det er meningsløst, siger han til TV 2 ECHO.

Og 23-årige Nicklas Hansen er langtfra den eneste, der har det sådan.

Unge fravælger valget

Ved seneste kommunalvalg var det kun 54,9 procent af de 22-29-årige, der stemte. Langt under den samlede valgdeltagelse på 70,6 procent.

I hele 35 af landets kommuner var det mindre end halvdelen af de unge, der tog del i kommunalvalget i 2017, og værst stod det til i Ishøj, hvor kun lidt over en tredjedel i aldersgruppen valgte at stemme.

Derfor har TV 2 ECHO de seneste fem uger været flyttet ind i kommunen på den københavnske vestegn for at blive klogere på de unges manglende lyst til at deltage i demokratiet.

Det er her, nærmere bestemt i Ishøj Ungdoms Motorcenter, at vi møder Nicklas Hansen.

- Du kan bede mig om mange ting, men ikke om at stemme. Det tror jeg ikke er teknisk muligt. Det kan slet ikke lade sig gøre. Der er så mange andre ting, jeg kunne bruge min tid på, siger han.

Føler sig ikke relevante

Én af de ting, Nicklas Hansen hellere vil bruge sin tid på, er motorcenteret.

Her kan de unge komme og køre motocross og gokart, ligesom de selv kan få olie på fingrene og blive klogere på teknikken i maskinerne.

Nicklas Hansen føler ikke, at byrådets arbejde er relevant for ham. Men centeret, der er et gratis tilbud til de unge, bliver netop udbudt af kommunen.

- Jeg er da taknemmelig for, at stedet er her, og det skal de have kredit for, anerkender Nicklas Hansen.

- Men der er mange andre ting, hvor man godt kunne oppe sig lidt, tilføjer han.

Som 23-årig efterlyser han, at politikerne tog sig mere tid til at komme ud og snakke med de unge og udviste interesse for, hvad der ifølge de unge kan blive bedre i kommunen.

- Men de kommer ikke ned og spørger os, hvad vi kunne bruge. Jeg tror kun, at det var til vores 40-års jubilæum, at borgmesteren vist var her. Han kommer måske hvert tiende år, siger Nicklas Hansen.

Tre forklaringer går igen

Forklaringerne varierer hos de mange andre af kommunens unge, som TV 2 ECHO over de seneste uger har talt med.

Men især tre temaer går igen, forklarer journalist Amalie Rud Seerup, der er flyttet ind i kommunen.

Den ene er den udbredte holdning, som blandt andre Nicklas Hansen repræsenterer. Det er dem, der slet ikke interesserer sig for politik, og som ikke føler, at valget er relevant for dem.

En anden gruppe er de unge, der ikke føler, at de har tid til at sætte sig ordentligt ind i kandidaterne, partierne og deres politik.

- De fortæller, at hvis de skal stemme, skal det være velbegrundet. Men de er allerede presset på grund af studiet, nyt arbejde, eller at de lige er flyttet hjemmefra, og så nedprioriterer de valget, siger Amalie Rud Seerup.

Den tredje gruppe er den, der er kommet mest bag på hende.

Ishøj Kommune har en høj andel af borgere med anden etnisk baggrund end dansk, og mange har de seneste uger fortalt, at de slet ikke vidste, at de måtte stemme, når de ikke havde dansk pas.

Hvem kan stemme til kommunalvalg?

Modsat folketingsvalg, hvor man skal være statsborger for at stemme, er det ved kommunalvalg tilstrækkeligt at have boet mindst fire sammenhængende år i Danmark. 

Derudover skal man være fyldt 18 år og have fast bopæl i den kommune, man vil stemme.

Kilde: Borger.dk

- Det er en simpel information om valget, som mange tilsyneladende ikke har været klar over, siger Amalie Rud Seerup.

TV 2 ville gerne have talt med Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten om den lave valgdeltagelse blandt de unge og de årsager, der fremhæves. Men han er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.