Kommunalvalg

Ballade og dyb splittelse: - Det er århundredets mest spændende valg i kommunen

Fra at have været en sikker Venstre-højborg har dyb intern splittelse i partiet medført fornyet spænding om magtfordelingen i Tønder.

Alle vidste på forhånd, at det ville blive et tema.

Og der skulle kun gå få minutter af vælgermødet mandag aften mellem spidskandidaterne i Tønder, før svesken kom på disken.

"Ikke mere ondt blod", lød appellen fra Nye Borgerliges Allan Svendsen.

- Vi kan ikke være tjent med det, der foregår i dag, sagde han direkte henvendt til to af de andre i panelet.

To mænd, som begge vil være borgmester i den sønderjyske kommune, og to mænd, som indtil sidste år var en del af samme parti.

Men en dyb splid i Venstre har splittet partiet i to og medført stor uro og dårlig stemning i kommunalbestyrelsen.

Der er blevet gået til makronerne

Henrik Frandsen, borgmester, Tønder Listen

På den ene side står nuværende Tønder-borgmester Henrik Frandsen, der er valgt for Venstre, men siden har forladt partiet og stiftet Tønder Listen.

På den anden står det tilbageværende Venstre og borgmesterkandidat Martin Iversen, der vil tage magten tilbage fra den tidligere partifælle.

- Måske I skal booke et ophold hos Carl-Mar Møller og tage en tur i mudderet, foreslog Allan Svendsen.

Strid skaber uventet spænding

Allerede inden debatten gik i gang, var spændingen stor hos arrangøren Holger Wollesen, der er radiochef og ejer af Radio Tønder.

- Det er århundredets mest spændende valg i kommunen, siger han.

Tønder er normalt en stensikker Venstre-kommune, og ved seneste kommunalvalg fik Venstre næsten halvdelen af stemmerne og var kun et enkelt mandat fra at have absolut flertal.

Men balladen og splittelsen i Venstre har gjort situationen uforudsigelig i år. For vil de hidtidige Venstre-vælgere holde fast i partiet og støtte den nye spidskandidat, eller følger de borgmesteren over i hans nye partiliste?

- Det er en kæmpe strid, og blandt mange hernede er der en opfattelse af, at de to bare ikke kan fordrage hinanden, siger Holger Wollesen.

Så langt vil ingen af de to borgmesterkandidater selv gå til at sige, men Henrik Frandsen erkender, at de seneste fire år i Tønder Kommune har været et "specielt forløb".

- Det er vist ingen hemmelighed, at der har været splittelse. Støjniveauet har været højt, og der er blevet gået til makronerne allerede fra første møde, siger han.

"Under nedsmeltning"

Dramaet i Tønder strækker sig ganske rigtig helt tilbage til konstitueringen af den nye kommunalbestyrelse i Tønder i 2017.

Her blev Henrik Frandsen genvalgt som borgmester, men netop da han skulle til at lukke mødet, tog partifællen Jens Møller ordet, og for åben skærm meldte han sig ud efter 38 års medlemskab, da han følte sig dårligt behandlet.

De efterfølgende år voksede splittelsen i partiet, hvor særligt en sag om øget turismesamarbejde med nabokommuner bragte Venstre-folkene på intern kollisionskurs. Men også beskyldninger om vennetjenester og for dårlig kommunikation fra borgmesteren har medført kritik.

Der var derfor en dramatisk udvikling, da den ubeskrevne partifælle Martin Iversen sidste år udfordrede Henrik Frandsen som partiets borgmesterkandidat, og et flertal i partiet vragede den siddende borgmester.

Et opgør, som fik borgmesteren til at sige til TV Syd, at Venstre var "under nedsmeltning" i Tønder Kommune.

Fire måneder senere tog Frandsen konsekvensen, da han brød fri af Venstre sammen med seks andre og dannede den nye lokalliste Tønder Listen. Til gengæld vendte Jens Møller nu tilbage til partiet.

I april i år sagde endnu et af Venstres byrådsmedlemmer samt næstformanden i kommuneforeningen farvel og skiftede til henholdsvis Borgerlisten og Tønder Listen.

Venstres valggyser

Venstre er ifølge flere politiske analytikere det parti med mest på spil ved kommunalvalget 16. november 2021. 

Landspolitisk har partiet dårlige meningsmålinger efter år med interne opgør og profilflugt, og den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen står for første gang i spidsen ved et kommunalvalg.

Læg hertil, at Venstre-borgmestre gennem flere år i ti kommuner enten ikke genopstiller eller har skiftet parti, hvilket betyder farvel til over 36.000 personlige stemmer.

Senest har den tidligere Venstre-borgmester i Skærbæk Svend Ole Gammelgård smidt nyt brænde på bålet, da han i sidste uge meldte sig ud af Venstre i protest mod Martin Iversen, som ifølge Gammelgaard har ageret dobbeltmoralsk i flere sager.

Uro har fyldt

Ifølge de borgere, som TV 2 mandag mødte på gågaden i Tønder, har det været et opslidende forløb at følge.

- Det fylder en del, når sådan noget sker. Uroen ulmer hele vejen igennem, siger Preben Gaedt.

Trods kun en uge til valget virkede de fleste i den oppyntede gågade da også tættere på at være i julestemning end valgstemning.

Johannes Falk har altid stemt på Venstre, og det vil han blive ved med, men han synes, at de seneste fire års udvikling i kommunen har været "sørgeligt at se på".

- Det er ikke den vej, det skal gå. Uroen har fyldt meget i Venstre, og partiet står ikke længere så stærkt, som de burde gøre, siger han.

For Birte Teglskov har uroen ikke haft den store betydning, da hun vægter en god lokal kandidat over parti. Hun ved endnu ikke, hvem hun vil stemme på i år, men hendes fornemmelse er, at mange i Tønder vil følge borgmesteren med over i hans nye lokalliste.

Knækket parti?

Ved aftenens valgdebat i Tønder Kulturhus var der også træthed over den megen ballade og stridslyst.

Foruden opsangen fra Nye Borgerliges spidskandidat rakte også Liberal Alliances kandidat ud og opfordrede til at "lægge alt det ævl og bævl bag os".

Til det svarede borgmester Henrik Frandsen, at der "kun har været ét parti i indre splid".

- Og da det parti nu er knækket midt over, vil de næppe få samme problemer i næste valgperiode, tilføjede han.

Men Venstre er ikke "knækket midt over", fastslog Martin Iversen.

- Det var jo kun 6 (ud af 15, red.), der gik, sagde han.

Vil ikke pege på hinanden

Ingen af de 12 repræsenterede partier ville mandag aften afsløre, hvem de peger på som borgmester efter valget, hvis ikke det kan blive dem selv.

Men både fra salen og blandt de andre partiers kandidater blev det antydet, at det ikke var en selvfølge, at enten Venstre eller Tønder Listen skulle have borgmesterkæden.

- Med det opbrud, vi har set, kan det jo være, at det ender med en helt anden, påpegede SF's Bjarne Lund Henneberg.

En meningsmåling foretaget af Megafon for TV SYD og JydskeVestkysten antyder, at flest Tønder-borgere foretrækker Henrik Frandsen som borgmester, men det hele afhænger af, hvem der kan samle et flertal efter 16. november.

Selvom de tidligere har delt parti, er ingen af de to stridshaner dog umiddelbart klar til at levere støtte til den anden.

Der er således ingen tegn på opblødning fra hverken Venstre-kandidaten Martin Iversen:

- Venstre kunne ikke se ham (Henrik Frandsen, red.) som borgmesterkandidat, så jeg har lidt svært at se os pege på ham. Men vi må vente og se, når terningerne er kastet. Min målsætning er, at Venstre stadig er det største parti efter valget.

... eller fra den siddende borgmester Henrik Frandsen:

- Foreløbig peger jeg kun på mig selv. Efter valget må vi forsøge at samle et flertal blandt de stabile partier, og så kan man derefter se, om resten vil være med i den konstituering.