Politik

Ansatte skal selv finde relevante sms'er til Minkkommissionen

Medarbejdere i Justitsministeriet bestemmer selv, hvilke sms'er der er relevante for Minkkommissionen.

Medarbejdere i Justitsministeriet, der skal indlevere sms'er til Minkkommissionen, skal selv gennemgå deres telefoner for at finde, hvad der er relevant for kommissionen.

Det fremgår af et svar til Folketingets Retsudvalg fra justitsminister Nick Hækkerup (S). Spørgsmålet er stillet af politisk leder i Liberal Alliance Alex Vanopslagh.

Det er aftalen med Minkkommissionen, at samme fremgangsmåde skal gælde, hvis politiet lykkes med at genskabe slettede sms'er fra medarbejdere i Justitsministeriet, lyder det i svaret.

Alex Vanopslagh (LA) mener ikke, at den fremgangsmåde er i orden.

- Politiet skal selvfølgelig indlevere det slettede bevismateriale direkte til kommissionen, skriver han på Twitter.

Det fremgår dog også af svaret, at Minkkommissionen har mulighed for at indkalde de pågældende medarbejdere til et møde, hvis kommissionen gerne vil kontrollere alle deres sms'er.

Fem har haft auto-slet sat til

Minkkommissionen bekræfter over for Ritzau, at fremgangsmåden er ens for samtlige ministerier og styrelser.

Departementschefen i Justitsministeriet er en af de personer, som har haft sin telefon indstillet til at slette sms'er.

De andre fire er topfolk i Statsministeriet. Blandt andet er det kommet frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) har slettet alle sine sms'er automatisk efter 30 dage.

Ud over Mette Frederiksen er det også Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.

Sms'erne er blevet et omtalt emne, efter at det kom frem, at det ikke var muligt for Minkkommissionen at indhente sms'er fra flere embedsfolk og statsministeren, fordi de var blevet slettet.

Minkkommissionen undersøger forløbet omkring aflivningen af alle danske mink sidste år.