Dansk Folkeparti bad Mette Frederiksen om hjælp på historisk aften – svarene overraskede partitoppen
Før kommunalvalget i 2017 havde Dansk Folkeparti vadet i sejre. Borgmesterkæder var der dog ingen af endnu, men det skulle laves om denne aften.
Kristian Thulesen Dahl rakte venstre arm ind over Danmarkskortet og stak endnu et blåt knappenålshoved i Læsø.
Han drejede hovedet og kiggede smilende ind i mobiltelefonens kamera, inden han knyttede hånden.
“Sådan! On our way. Læsø here we come”, udbrød partiformanden, mens han med en strittende pegefinger atter henledte kameraets opmærksomhed mod de to blå knappenålshoveder, han netop havde plantet på øen ude i Kattegat.
Hans partifælle Peter Skaarup førte kameraet og kunne ikke holde sin begejstring tilbage.
“Wuhu, skide godt!” råbte han.
Valgstederne var blot lukket for en time siden, men Dansk Folkepartis ledelse havde allerede fået en perfekt start på kommunalvalgsaftenen i 2017.
Først med steak og pommes frites fra en nærliggende restaurant. Og nu med resultatet fra landets første færdigoptalte kommune, Læsø.
Noget stort kunne være på vej.
Inde på Kristian Thulesen Dahls kontor på Christiansborg stod et stort Danmarkskort, som Dansk Folkeparti havde fået speciallavet.
Knappenålshovederne på Læsø symboliserede en fordobling af Dansk Folkepartis mandattal fra et til to, og gruppeformand Peter Skaarup havde medbragt en hel æske med knappenåle. De var klar til masser af fremgang.
I ledelsen både håbede og troede de, at aftenen var kommet, hvor Dansk Folkepartis massive landspolitiske succes omsider skulle omsættes til det store gennembrud ude i kommunerne.
Den første rigtige borgmesterpost i partiets historie var indenfor rækkevidde, og ledelsen havde udset sig flere steder i landet med gode muligheder.
De kommende timer ville afgøre, om aftenen skulle blive en succes eller fiasko.
Store forventninger hos sejrsvante DF
Da Kristian Thulesen Dahl gik ind på kontoret den aften, havde han aldrig tabt et valg som formand.
Han overtog for Pia Kjærsgaard i 2012 og var frontfigur, da Dansk Folkeparti i juni 2015 fik et historisk godt folketingsvalg med mere end hver femte stemme og blev blå bloks største parti.
Denne aften var spørgsmålet, om danskerne igen ville søge mod Dansk Folkeparti og følge opfordringen på Kristian Thulesen Dahls speciallavede Danmarkskort, hvor der med stor skrift stod “Stem dansk - også lokalt”.
I Dansk Folkepartis ledelse troede de på det.
Men Kristian Thulesen Dahl havde været forsigtig med at tale forventningerne op i medierne. Hvis blot partiet fik mere end de 10,6 procent af stemmerne fra valget i 2013, var han tilfreds, lød det.
Det var dog ikke dækkende for de reelle forventninger i Dansk Folkeparti.
Når partiets mangeårige pressechef Søren Søndergaard op til valget som vanligt gik rundt og sludrede med journalister på Christiansborgs gange, var ambitionerne væsentlig højere. Og det smittede af på mediernes dækning. Blandt andet hos Politiken, hvor “kilder i partiet” kort før valget kaldte alt mellem en og tre borgmesterposter for “et godt og realistisk resultat”.
Kommandocentral på kontoret
Forventningerne var store, men i ledelsen vidste de, at borgmesterkæderne langt fra ville komme af sig selv.
Dansk Folkeparti var fortsat et forholdsvist ungt parti ude i kommunerne. Og de var oppe mod gamle partier som Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti, der både havde sikre bastioner i mange kommuner samt rutinerede politikere, der var vant til at sno sig rundt i de ofte komplicerede og meget taktiske konstitueringsforhandlinger på valgnatten.
Derfor var Kristian Thulesen Dahls kontor på valgaftenen omdannet til en kommandocentral, hvor partiformanden og Peter Skaarup havde samlet rutinerede kræfter som pressechef Søren Søndergaard, udlændingeordfører Martin Henriksen og den mangeårige partisekretær Poul Lindholm.
Bag lukkede døre sad de klar ved telefonerne til at rådgive og vejlede partiets kommunalpolitikere rundt om i landet, hvis det spidsede til. De havde også forbindelseslinjer til de andre partiledere, som måske kunne hjælpe med at tale uregerlige lokalkandidater til rette.
Lige ude foran Kristian Thulesen Dahls kontor stod journalister med tv-kameraer klar. De havde fået indtryk af, at ledelsen løbende ville opdatere dem.
Der skulle imidlertid komme til at gå lang tid, før døren ind til formandskontoret gik op.
Den helt store favorit
René Christensen stod og kiggede ned i sin telefon, da der fra studiet blev stillet direkte ud til ham i byrådssalen på rådhuset i Nykøbing Falster.
Valgstederne var 47 sekunder fra at lukke, og lige om lidt ville de første resultater begynde at tikke ind på displayet. Men de var der ikke endnu.
René Christensen stak derfor hurtigt telefonen i lommen og kiggede smilende på TV 2s reporter.
Ville alt andet end en borgmesterkæde være en skuffelse, lød spørgsmålet.
- Ja, jeg har sat næsen op efter det her, svarede den tidligere automekaniker, der denne aften stod klædt i mørkt jakkesæt, hvid skjorte og et stramt bundet slips.
Det var en stor dag for den 47-årige DF’er. Nok den største i hans politiske liv, som ellers langt fra havde skortet på oplevelser.
Som sit partis finansordfører på Christiansborg havde René Christensen i mange år spillet en afgørende rolle, når der skulle forhandles finanslov med de andre borgerlige partier og gives indrømmelser til Dansk Folkeparti.
Den rutinerede folketingspolitiker var glad for sit job, men ville hellere hjem til fødebyen Nykøbing Falster og være borgmester i Guldborgsund Kommune.
Det var han storfavorit til at blive.
Ved kommunalvalget i 2013 opnåede Dansk Folkeparti over 22 procent af stemmerne, og med over 6000 personlige stemmer var René Christensen rasende populær hos vælgerne. Det var suverænt flest af alle og over dobbelt så mange som nummer to.
Derfor var Guldborgsund også klart den af de på forhånd tre udpegede kommuner, som DF-toppen havde størst forventninger til denne aften.
Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup havde med stor tilfredshed noteret sig, at René Christensen i årene frem mod valget ved flere lejligheder var lykkedes med at skabe flertal i byrådet uden om den siddende borgmester, Guldborgsundlistens John Brædder.
Alliancen bestod foruden Dansk Folkeparti af Socialdemokratiet og Venstre, og ledelsen på Christiansborg så samarbejdet som en farbar vej til at sikre partiets første borgmesterpost.
Den opfattelse delte pressechef Søren Søndergaard, og med René Christensens personlige popularitet in mente var han på forhånd nærmest religiøst overbevist om, at sejren var hjemme.
Bookmakerne havde det næsten på samme måde, og gav kun spillefuglene deres penge 1,75 gange igen, hvis René Christensen vandt.
En pludselig opstået udfordring
Men for DF’s spidskandidat var der 14 dage før valget alligevel opstået et problem.
I lokalavisen Folketidende afviste Socialdemokratiets spidskandidat Bo Abildgaard 8. november pludselig, at hans parti ville være med til at gøre René Christensen til borgmester.
Umiddelbart en alvorlig udfordring for Dansk Folkeparti, der sammen med Venstre næppe kunne mønstre flertal uden Socialdemokratiet. Alligevel var René Christensen ret rolig.
Han havde længe haft et tæt samarbejde med Bo Abildgaard, som han også kendte personligt og havde været bryllupsgæst hos året forinden. Derfor var han også overbevist om, at han kunne tale sig til rette med socialdemokraten i løbet aftenen.
Af samme årsag havde René Christensen heller ikke behov for at tage kontakt til Christiansborg her ved 20-tiden.
Det skulle senere ændre sig.
SMS til storebror
Kristian Thulesen Dahl havde interesseret fulgt med på TV 2 NEWS, da han tog telefonen frem og skrev en sms til sin storebror, Jens Henrik.
Klokken var 20.08, og kommandocentralen på Christiansborg var ved at starte op.
På rådhuset i Assens blev Jens Henrik Thulesen Dahl interviewet i sin egenskab af spidskandidat for Dansk Folkeparti i den vestfynske kommune. Han fortalte, at han senere på aftenen håbede at komme til at stå med de afgørende mandater, og skulle det ske, troede Kristian Thulesen Dahls storebror også, at han kunne blive den første DF-borgmester nogensinde.
Da interviewet var forbi, svarede han på sin lillebrors sms.
Assens var også en af de byer, som DF-toppen havde udset sig.
Den var måske ikke den største forhåndsfavorit, men bookmakerne spåede Jens Henrik Thulesen Dahl næsten lige så gode chancer som den siddende borgmester, Venstre-manden Søren Steen Andersen.
I løbet af dagen havde Jens Henrik Thulesen Dahl, der havde siddet i Folketinget siden 2011, været rundt på flere valgsteder i kommunen og fornemmet god opbakning til Dansk Folkeparti.
Lokalmedierne gav ham også meget opmærksomhed, og han følte det helt “statsminister-agtigt”, da TV 2 Fyn filmede ham aflevere sin stemmeseddel i boksen på Salbrovadskolen nord for Assens.
- Det kommer jeg nok aldrig til at opleve igen, tænkte han.
Det gule Danmark vakler
Det var ikke nogen god følelse, Søren Søndergaard sad med i maven inde på Kristian Thulesen Dahls kontor her ved 21.30-tiden.
De havde godt nok lige fejret fremgang på Læsø, men pressechefen havde i løbet af dagen fået flere ildevarslende beskeder. De kom fra lokale partifæller ude ved valgstederne, der kunne berette om en stemning, der ikke var nær så positiv over for Dansk Folkeparti, som ved de foregående valg.
Beskederne fik Søndergaard blandt andet fra ellers normalt stærke DF-områder på Vestsjælland og i det sydjyske, og det fik ham til at tvivle.
Pressechefen sagde også til Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, at han over for journalister nok havde talt forventningerne for meget op. De gav ham ret. Det havde været bedre at underspille det som Venstre, der blot håbede på et “så godt valg som muligt”, enedes de om.
Det kunne de dog ikke lave om på nu, hvor de foreløbige valgresultater på tv’et inde på kontoret bekræftede Søndergaards dystre meldinger fra baglandet:
Der var langt fra brug for så mange af Peter Skaarups knappenålshoveder, som de håbede. Vestsjælland og Sydjylland, der ved folketingsvalget i 2015 blev gult, så ud til at ændre farve til rød.
Meget kunne dog ske endnu, tænkte de, men et sted ikke langt fra Christiansborg var håbet allerede ude.
Kæberasler på soveværelset
I hjemmet i Hvidovre sad Mikkel Dencker alene på sengen inde i soveværelset og forsøgte at samle sin kæbe op. Han kunne ikke tro, hvad han lige havde fået at vide i telefonen.
To partifæller, der som tilforordnede var med til at tælle stemmer op i Hvidovre, havde her lige efter partiledelsens fejring af Læsø netop ringet til DF’s borgmesterkandidat. De varslede ham om resultater fra et par valgsteder, der ville blive offentliggjort lige om lidt. Det så rigtig skidt ud. Dansk Folkeparti gik markant tilbage.
Det var slet ikke det, Mikkel Dencker havde regnet med.
Hvidovre var traditionelt en stærk DF-kommune, og derfor den tredje, som partiledelsen havde udpeget.
Mikkel Dencker var allerede viceborgmester samt folketingsmedlem, og ligesom sine René Christensen og Jens Henrik Thulesen Dahl håbede han at blive Dansk Folkepartis første borgmester nogensinde. En prognose fra Altinget havde få uger før valget tilmed bestyrket troen ved at spå DF-fremgang fra de nuværende fem til seks mandater.
Men den tro var væk nu.
Mikkel Dencker gik tilbage til stuen i sit hjem, hvor familien øjeblikkeligt kunne læse skuffelsen i hans ansigt. Han behøvede dårligt nok at sige noget.
Derefter skrev Mikkel Dencker en kort besked til Martin Henriksen på kontoret på Christiansborg. Det så ikke godt ud. Dansk Folkeparti mistede to af sine fem mandater.
Partiets drømme om guldkæder i Hvidovre var allerede punkteret, inden borgmesterkandidaten nåede at køre ind på rådhuset, og det tog Mikkel Dencker meget personligt.
Han troede, at det kun var i Hvidovre, at Dansk Folkeparti gik tilbage. Sådan var virkeligheden dog langt fra.
- Det er ikke for godt det her
De første resultater fra kommunens landdistrikter var begyndt at poppe op på den store skærm i kantinen på rådhuset i Assens. Jens Henrik Thulesen Dahl stod foran den og fulgte nøje med.
- Det må blive bedre, når vi kommer ind til de større byer, tænkte han.
I Assens havde et flertal uden om Venstre-borgmester Søren Steen Andersen i løbet af valgperioden besluttet at lukke mindre skoler i kommunen. Dansk Folkeparti var en del af flertallet. Men i takt med at valgresultaterne kom ind, kunne Jens Henrik Thulesen Dahl godt se, at det måske ikke var så taktisk smart i et valgår.
Resultaterne fra de større byer gik heller ikke Dansk Folkepartis vej, og inde på rådhuset begyndte flere af partiets kandidater at blive nervøse for at miste deres pladser i byrådet.
- Det er ikke for godt, det her, hørte Jens Henrik Thulesen Dahl en af partifællerne sige, kort inden det endelige valgresultat lå klar.
Og han fik ret.
21.58 var alle stemmer talt op, og det stod klart, at Dansk Folkeparti gik tilbage og mistede et af sine fire mandater. Det var bestemt ikke, hvad Jens Henrik Thulesen Dahl havde regnet med.
Kort tid efter satte han sig på en stol for sig selv i et mødelokale og skrev en besked til sin lillebror på Christiansborg.
De besluttede at ringe sammen for at drøfte partiformandens spørgsmål nærmere. Men her fik Jens Henrik hurtigt forklaret, at borgmester Søren Steen Andersen slet ikke ville have ham med til konstitueringsforhandlinger, fordi DF’s mandater var ligegyldige for Venstres flertal.
Og så var aftenen stort set forbi for Jens Henrik Thulesen Dahl. Han ønskede ikke at optage mere af sin lillebrors sparsomme tid.
Der var andre steder i landet, hvor Kristian bedre kunne hjælpe til, mente han.
- Mette F taler med dem, ro på!
René Christensen kiggede forvirret rundt i byrådssalen.
Pludselig stod kun ham og Venstres spidskandidat, Ole K. Hansen, tilbage foran skærmene, hvor resultaterne løbende kom ind.
- Er John og Bo smuttet, spurgte René Christensen sin tætte samarbejdspartner fra Venstre.
Han nikkede.
- Så var dét det, sukkede René Christensen, mens en journalist fra Jyllands-Posten overhørte samtalen.
Borgmester John Brædder og Socialdemokratiets Bo Abildgaard var forsvundet fra byrådssalen, uden René Christensen havde opdaget det, og de sad nu bag en lukket dør i et mødelokale på rådhuset for at dele magten.
Uret viste 22.42, og det helt store magtspil var i gang. Dansk Folkeparti var ikke inviteret med. Det var lige præcis det, der ikke måtte ske.
René Christensen havde ellers været rimelig fortrøstningsfuld indtil nu.
Med næsten alle stemmer optalt stod hans parti til fremgang. Og trods et kanonvalg til rivalen, borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten, havde Dansk Folkeparti flertal i det nye byråd sammen med Socialdemokratiet og Venstre, selvom de to partier mistede mange stemmer.
Spørgsmålet var dog, om Socialdemokratiet ville bryde det tætte samarbejde, de tre partier hidtil havde haft. René Christensen var i løbet af aftenen begyndt at frygte det.
Ved ankomsten til rådhuset i Nykøbing Falster tidligere på aftenen var håndtrykket mellem ham og Bo Abildgaard mere stift og formelt end vanligt. Den normalt gnidningsfri småsnak hakkede også.
De bange anelser havde René Christensen luftet i en sms til Kristian Thulesen Dahl en halv time tidligere.
Nu var den imidlertid helt galt. Bo Abildgaard og John Brædder var væk.
René Christensen fandt derfor igen mobilen frem fra baglommen. Det var telefonlinjen, han ikke havde lyst til at bruge, for den var til for at løse problemer, og dem havde han håbet at holde sig ude af.
Men der var ingen vej udenom at bede om hjælp fra partiformanden.
Med sin besked håbede René Christensen på hjælp til at få presset Bo Abildgaard ud af John Brædders favn og ud til Dansk Folkeparti og Venstre, hvor de tre partier med samlet 16 mandater havde flertal udenom borgmesteren.
På Christiansborg havde Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet de senere år fået et stadigt tættere samarbejde. Og René Christensen satsede på, at Kristian Thulesen Dahl med sit udmærkede forhold til Mette Frederiksen kunne få hende til at kontakte Bo Abildgaard.
Den socialdemokratiske formand havde denne aften - ligesom DF-toppen - også indrettet en kommandocentral på Christiansborg, og Kristian Thulesen havde allerede inden beskeden fra René Christensen taget telefonisk kontakt til hende.
Et sidste desperat forsøg
Her kort før klokken 23 gjorde DF-toppen alt, hvad de kunne for at få Socialdemokratiets ledelse til at lægge pres på Bo Abildgaard.
Foruden Kristian Thulesen Dahl kontaktede Peter Skaarup Socialdemokratiets magtfulde gruppeformand Henrik Sass Larsen, og pressechef Søren Søndergaard hev fat i Mette Frederiksens nære rådgiver Martin Rossen.
Socialdemokratiet måtte forstå, at vælgerne i Guldborgsund ønskede en ny borgmester. For de tre samarbejdspartier Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre havde jo flertal, lød beskeden igen og igen.
Ifølge TV 2s oplysninger var der kontakt mellem Socialdemokratiets partitop og Bo Abildgaard. Tilbagemeldingerne til Dansk Folkepartis ledelse var, at de i Socialdemokratiets øverste lag også undrede sig over Bo Abildgaard, men at de ikke kunne bestemme over ham.
Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup sad inde på kontoret og rystede på hovedet, hver gang de hørte fra Socialdemokratiet. De kunne ikke forstå, at der ikke blev rettet ind, når der fra centralt hold på Christiansborg blev taget kontakt til en lokal kandidat.
En sådan form for ulydighed var utænkelig i Dansk Folkeparti, tænkte de, og begyndte samtidig at tvivle på, hvor meget Socialdemokratiets top reelt pressede Bo Abildgaard.
På rådhuset i Nykøbing Falster sad René Christensen alene på et kontor med Venstre-manden Ole K. Larsen. Der kom ikke den store hjælp udefra, så her klokken 22.59 skrev DF’eren selv til Bo Abildgaard for at få ham til at forlade forhandlingerne med John Brædder.
Men Bo Abildgaard kom ikke, og René Christensen ringede til Kristian Thulesen Dahl for rådslagning.
Den efterhånden slagne borgmesterkandidat forklarede partiformanden, at Bo Abildgaard ikke ville tale med ham. Og selvom han på ingen måde havde lyst til det, så han ikke andre udveje end at gøre et sidste desperat forsøg: Tilbyde Bo Abildgaard borgmesterposten.
Med det tilbud håbede René Christensen selv at blive viceborgmester og samtidig sætte John Brædder uden for indflydelse.
Men Kristian Thulesen Dahl var ikke helt overbevist. “Er du nu helt sikker på, at det er den rigtige løsning”, spurgte han flere gange sin store borgmesterfavorit i telefonen. Det var René Christensen, og efter telefonsamtalen skrev han igen til Bo Abildgaard.
Men minutterne gik, og René Christensen så ikke noget til Bo Abildgaard, som han skrev til igen.
Men Bo Abildgaard ville ikke være borgmester, svarede han til sidst. Tilbuddet kom for sent, og han betegnede det efterfølgende som en “ren skinmanøvre”.
René Christensen kapitulerede. Drømmen om at blive borgmester var slukket.
- Vi har tabt kampen om byrådspladserne. Der er nogle, der er løbet på målstregen, sagde han til TV 2 News’ kamera kort efter midnat, hvor det stod klart, at John Brædder ville fortsætte som borgmester med Bo Abildgaard som viceborgmester.
- Det kunne godt have været bedre
Journalisterne havde stået der i timevis uden at høre et ord, og på de sociale medier havde Dansk Folkeparti ikke givet lyd fra sig siden fejringen af Læsø lidt efter 21.
Men klokken 00.27 gik døren til Kristian Thulesen Dahls kontor endelig op.
Det var dog ikke partiformanden, men i stedet Peter Skaarup, der kom ud for at sætte ord på resultatet.
Dansk Folkeparti var samlet gået tilbage fra 10,1 procent af stemmerne i 2013 til nu 8,8 og havde dermed ikke opfyldt målsætningen om at gå frem. Partiet havde heller ikke vundet de gyldne kæder i en eneste kommune, og i København mistede DF’eren Carl Christian Ebbesen tilmed sin post som borgmester for kultur- og fritidsområdet.
Alligevel var der ikke tale om et nederlag, forklarede Peter Skaarup pressen.
- Men det kunne godt have været bedre, erkendte han dog.
Anderledes bramfri var næstformand Søren Espersen, da han næste formiddag betegnede valgresultatet som “en syngende øretæve”. Samme billede gik igen i medierne.
Kristian Thulesen Dahl kaldte det dagen derpå også “åbenlyst”, at Dansk Folkeparti ikke havde fået det kommunalpolitiske gennembrud, som de havde håbet på. Og han langede samtidig ud efter Bo Abildgaard, som afviste René Christensen.
Ifølge DF-formanden var det et klart eksempel på, at der i Socialdemokratiet fortsat var en rodfæstet modvilje mod Dansk Folkeparti.
- Der er ikke nogen steder i det kommunalpolitiske, hvor det ser ud som om, socialdemokrater har været ivrige efter at støtte Dansk Folkeparti, lød den tørre konklusion.
Efter meget langstrakte forhandlinger lykkedes det dog fem dage senere for Karsten Nielsen på Læsø at sikre Dansk Folkeparti sin første rigtige borgmesterpost.
Den mistede Dansk Folkeparti dog igen i juni 2021, hvor Karsten Nielsen skiftede til Venstre for ifølge ham selv at forbedre chancen for genvalg 16. november 2021.