Kommunalvalg

Politiker fremhævede møde med handicappet i tale, men har aldrig mødt ham

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Familien føler sig misbrugt af den lokale kandidat, som de mener har brugt Victor i sit politiske spil. Nu har han undskyldt.

10-årige Victor Giliamsen har en sjælden muskelsvindssygdom, som han kæmper for at få den rette medicin til at behandle.

For få dage siden blev han ufrivilligt hovedperson på Nye Borgerliges årsmøde i Vejle.

- I Nordjylland har vi en knægt, der hedder Victor. Victor han har muskelsvind, og Victor han bor i min kommune. Og jeg har mødt Victor. Han er et livstykke.

Sådan indledte Kim Edberg Andersen, der er en af Nye Borgerliges kandidater til regionsrådet i Region Nord og kandidat til byrådet i Rebild Kommune, sin fortælling om Victor fra Terndrup.

I mere end otte minutter af sin 16 minutter lange tale til årsmødet fortalte han, hvordan han vil prioritere penge anderledes, så han kan kæmpe for, at Victor kan få lov til at få det dyre lægemiddel Spinraza, som Medicinrådet har afvist at give ham.

I talen gav Kim Edberg Andersen udtryk for, at han havde et indgående kendskab til Victor. Han beskrev blandt andet Victors ønsker i livet:

- Han vil gerne have Spinraza, så han kan få så meget styrke, at han kan slå sin far i at lægge arm. Og Victor vil rigtig gerne have så meget kontrol i sin krop, at han stadig kan holde sin controller. For når Victor spiller computerspil online, så er Victor ligesom alle andre.

- Usmageligt

Der er bare lige et problem. Kim Edberg Andersen har aldrig talt med Victor – og hverken Victor eller hans far har bedt politikeren om at gå ind i sagen.

Jeg har ikke snakket eller mødt Victor. For mig er det mere et følelsesmæssigt bånd

Kim Edberg Andersen, kandidat til regions- og byrådet i Rebild Kommune for Nye Borgerlige

- Det er faktisk meget irriterende, fordi han står bare og kæmper sin egen kamp med min kamp, og det er jo ikke rigtig fair, siger Victor til TV 2 NORD.

Heller ikke Victors far, der er byrådskandidat for Den Sociale Fællesliste i Rebild Kommune, er begejstret.

- For mig der virker det bare som en usmagelig måde at bruge en handicappet dreng til at føre sin egen valgkamp, og det bliver jeg harm over som Victors far, siger Niels Peter Giliamsen.

Han nævner selv Victor som en af grundene til, at han er gået ind i politik.

Føler han har talt med Victor

Nye Borgerlige-politikeren erkender også, at han ikke har mødt Victor, som han ellers giver udtryk for i talen.

- Nej, jeg har ikke talt med eller mødt Victor. Jeg har fulgt Victors sag rigtig længe, og jeg har været på torvet i Terndrup, hvor jeg har set ham. For mig er det mere et følelsesmæssigt bånd, siger Kim Edberg Andersen.

Hans indgående kendskab til Victors historie skyldes, at han i mange år har fulgt den i både lokalmiljøet og i medierne. For nylig har TV 2 blandt andet bragt en dokumentar om Victor og hans forældres kamp for det dyre lægemiddel.

Hvorfor giver du så indtrykket af, at du kender ham personligt i talen?

- Det følte jeg egentlig ikke, at jeg gjorde. Jeg følte Victors smerte. Jeg er bare et menneske, som mærker det her inde i mig selv. Jeg ser bare en dreng, som har det svært, fordi der er nogle tåbelige regler, siger Kim Edberg Andersen.

Hvad skal TV 2 skrive om?

Er der noget, du gerne vil have, at TV 2 skal skrive om under valgkampen?

Så skriv til 1234@tv2.dk.

Indvandrere prioriteres højere end Victor

I talen fastslog Kim Edberg Andersen, at der ifølge ham bliver brugt for mange penge på ikke-vestlige indvandrere og frås i kommunerne. Penge man i stedet kunne bruge på Victors medicin, som koster to millioner kroner om året. Og det vil han have lavet om på.

- Vi importerer terrorister fra Syrien for at få lov til at betale for dem i al evighed. Vi tager deres 15 børn med. Det koster kassen. Vi har ikke råd til Victor, sagde Kim Edberg Andersen til årsmødet.

Otte minutter og 40 sekunder inde i talen var politikeren fra Rebild tæt på at fælde en tåre efter at have nævnt, hvordan ”Victor og 26 andre børn er ved at sygne hen uden grund”.

Nye borgerlige brugte handicappet dreng i tale, men har aldrig mødt ham Video: Anders Masannek Jørgensen

Har ikke haft dialog

Victor og hans familie føler sig misbrugt af den lokale kandidat.

- Vi har ikke haft nogen dialog med Kim overhovedet omkring Victor. Det er det, der gør mig harm, at han så udstiller det på den måde, som nu ordner vi hele verden, siger Niels Peter Giliamsen.

Kim Edberg Andersen fortæller, at han ikke har haft i sinde at bruge Victor i et politisk spil eller såre Victor og hans familie.

- Jeg har aldrig brugt Victor i en valgkamp. Jeg har ikke nævnt ham med et ord, hverken til kommunal- eller regionsvalg. Jeg har brugt Victor til at få politikerne på banen. Han er ikke valgkampspolitik for mig. Han er politik på den måde, at der et system, hvor folk kommer i klemme for peanutspenge, siger han og fortætter:

- For mig var det for at illustrere, at det er tudetosset at bruge pengene sådan. Det var for at få Nye Borgerliges medlemmer til at forstå problematikken.

Kim Edberg Andersen har efterfølgende ringet til Victors far og mor og undskyldt for situationen.

Tidligere DF’er

Det er første gang Kim Edberg Andersen stiller op for Nye Borgerlige. I januar forlod han Dansk Folkepartis gruppe i Rebild Byråd, hvor han var formand for teknik- og miljøudvalget.

I år er ligeledes første gang Nye Borgerlige stiller op med kandidater til kommunalvalg i Rebild Kommune.

Til kommunalvalget 2017 blev Leon Sebbelin fra Det Radikale Venstre valgt ind som borgmester i Rebild Kommune. Det er den eneste kommune i Danmark med en borgmester fra liste B.