Statsminister om barske sms'er: Lev med det
En medarbejder i Statsministeriet har undskyldt for at brugte udtrykket "luk lortet" om minkbranchen.
Kommunikationen i krisesituationer kan være barsk, og det må danskerne lære at leve med.
Det var et af statsminister Mette Frederiksens (S) budskaber på et pressemøde onsdag aften om minksagen, hvor hun blandt andet kommenterede på, at Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, har formuleret sig i en meget barsk tone overfor kolleger i sms'er.
- Der kan ryge en finke af panden. Lev med det. De steder, hvor man ikke kom hurtigt ud af startboksen, døde folk af corona. Så hvis der har været brugt et direkte sprog, skyldes det, at embedsmændene ikke har siddet og tænkt over formuleringerne. Det er jeg taknemmelig for. For det var ikke det, de skulle bruge deres tid på, siger Mette Frederiksen.
Hækkerup: - Jeg har også et sprog, nogen sikkert vil blive stødt over
Også justitsminister Nick Hækkerup (S) advarede mod, at diskussionen om sms'erne bliver "nypuritansk".
- Jeg har også et sprog, når jeg er sammen med mennesker, som nogen sikkert ville blive stødt over. Det bliver lidt nypuritansk underligt, det her med at vi alle skal tale nyklassicistisk og bibelsk til hinanden, siger han.
Mette Frederiksen sagde desuden, at hun ikke har skrevet "luk lortet" om minkbranchen.
Det er kommet frem i Minkkommissionen, at Mette Frederiksens tætte medarbejder, departementsråd i Statsministeriet Pelle Pape, har brugt netop det udtryk om minkbranchen.
- Det har den pågældende medarbejder undskyldt for, siger Mette Frederiksen.
Kritikken af den hårde tone i sms'erne handler specifikt om en sms-kommunikation mellem Barbara Bertelsen og daværende departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard i november sidste år.
Bad dem "lægge sig fladt ned"
9. november skrev Barbara Bertelsen i en sms til Henrik Studsgaard:
- Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte), skrev Bertelsen til Studsgaard.
Kort efter svarede Studsgaard:
- Lige om lidt - vi skal lige have godkendt præciseret brev til minkavlerne.
Blot tre minutter senere skrev Bertelsen igen til Studsgaard, at daværende fødevareminister Mogens Jensens eneste chance var at tage skylden på sig selv med ”max ydmyghed”.
- Jeres ministers eneste chance for at vende denne er imidlertid at tage den oprigtigt og helhjertet på sig, skrev Barbara Bertelsen.
Hun "passede sit arbejde"
Til onsdagens pressemøde lød det fra statsminister Mette Frederiksen, at departementschefen blot "passede sit arbejde", da hun skrev de pågældende sms'er.
- Jeg kommer ikke til at bruge min tid på at kritisere ordlyden. Jeg vil advare mod, at man i dag på afstand for noget, der var så voldsomt for hele vores samfund, går ind i en diskussion af ordlyd. Jeg har 100 procent tillid til Barbara Bertelsen, sagde Mette Frederiksen.