Statsministeriet ignorerede Minkkommissionens besked om at genskabe sms'er
Minkkommissionen bad 13. september Statsministeriet om at forsøge at gendanne de slettede sms'er, men fik aldrig noget svar.
Minkkommissionen bad 13. september Statsministeriet om at forsøge at gendanne blandt andre statsminister Mette Frederiksens slettede sms'er, men kommissionen fik intet svar.
Det oplyser kommissionen til TV 2.
Kommissionen havde allerede 29. april bedt Statsministeriet udlevere sms'er fra perioden omkring mink-beslutningen, men som B.T. tidligere mandag kunne fortælle, gik der 132 dage, før Statsministeriet svarede, at beskederne var slettet.
Statsministeriet sendte nemlig først 8. september et brev til kommissionen, hvor de oplyste, at statsministerens telefon var indstillet til at slette alle sms'er, der er mere end 30 dage gamle.
Tiden er afgørende
Da kommissionen efter forespørgslen 13. september ikke hørte fra Statsministeriet, gik den selv i gang med at forsøge at genskabe sms'erne. Det er dog endnu ikke lykkedes, oplyser kommissionen til TV 2.
Først 29. oktober bad Justitsministeriet efter aftale med Statsministeriet politiets teknikere om hjælp til at genskabe de slettede sms'er.
Ifølge it-ekspert Niels Elgaard Larsen, som er ph.d. i datalogi fra Københavns Universitet, falder chancen for at genskabe sms'er, så længe man bruger telefonen.
- Jo større er chancen for, at de slettede sms'er bliver overskrevet, siger Niels Elgaard Larsen til TV 2.
Nægtede at svare
Foruden statsminister Mette Frederiksen har yderligere tre højtstående personer i ministeriet haft den automatiske slettefunktion slået til. Det drejer sig om stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og departementsråd Pelle Pape.
Torsdag forklarede statsministeren, at hun var blevet rådgivet af Statsministeriet til at slette sine sms'er. Hun nægtede dog at svare på "tekniske spørgsmål", som for eksempel hvilken medarbejder i ministeriet anbefalingen kom fra, og hvornår hun satte indstillingen til.
Mette Frederiksen fastholder, at rådgivningen er sket på baggrund af sikkerhedshensyn.
Venter på svar fra Statsministeriet
TV 2 forsøgte under klimakonferencen i Glasgow mandag at få Mette Frederiksen til at svare på, hvorfor der skulle gå 132 dage, før Statsministeriet oplyste Minkkommissionen om, at sms'erne var slettet, og hvorfor de aldrig svarede på forespørgslen om gendannelse.
Det afviser Mette Frederiksen at svare på.
Hun siger i stedet, at "alle spørgsmål, der relaterer sig til telefonen, vil ministeriet besvare" og minder om den "meget, meget alvorlige" situation, landet stod i.
- Jeg sagde fra starten i det her forløb, at vi ville komme til at begå fejl. Og der var en fejl i forhold til en manglende hjemmel, viste det sig, og det har vi nu en kommission, som undersøger.
Men hvorfor var det først i sidste uge, at I i Statsministeriet oplyser, at I vil forsøge at gendanne de her slettede sms'er, når Minkkommissionen har efterlyst dem siden 29. april?
- Der er rejst en række spørgsmål, og de vil selvfølgelig blive besvaret af Statsministeriet.
TV 2 har sendt en række spørgsmål til Statsministeriet, som endnu ikke er vendt tilbage. Herunder også hvornår den automatiske funktion blev slået til.