Politik

EU-sokker, spin og sejren, han aldrig fik – i dag fylder Ellemann 80

Den tidligere formand for Venstre og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fylder 80 år 1. november.

Når snakken falder på Uffe Ellemann-Jensen, vil mange formentlig tænke på en mand, der ikke just putter med ordene.

Det gjorde han ikke under sin tid som udenrigsminister og formand for Venstre. Eller som forfatter til et tocifret antal bøger om alt fra storpolitik, fiskeri og sig selv.

I løbet af nu otte årtier er Uffe Ellemann-Jensen gået fra en ung, fynsk politikersøn i starten af 1940'erne til journalist, chefredaktør, folketingsmedlem, udenrigsminister og partiformand til langt op i 90’erne.

Først efter knap 25 år i tinget forlod Uffe Ellemann-Jensen Christiansborg, og formandsposten har siden skiftet hænder tre gange. Senest til sønnike Jakob Ellemann-Jensen, som det er svært at komme udenom, at fødselaren kan tage det halve af æren for.

Sejren, der ikke var hjemme

De af Uffe Ellemann-Jensens ord, der for mange formentlig vil være det mest ikoniske, faldt i 1998. Eller det var i hvert fald, hvad man dagen før folketingsvalget måtte forstå på Ekstra Bladets forside.

V-formanden kæmpede dengang mod den socialdemokratiske Poul Nyrup Rasmussen om nøglerne til Statsministeriet, og meningsmålingerne antydede, at Ellemann lå ganske lunt i svinget.

Derfor mente Ellemann allerede, at Nyrup havde tabt. Det gjorde han allerede den dag, han udskrev valget, sagde Ellemann ud på de sene nattetimer til en journalist fra Ekstra Bladet.

Journalisten var budt hjem til whisky i V-formandens Hellerup-hjem efter en af valgets sidste valgdebatter.

Da han tog derfra, var det med konklusionen: Ellemann mener, at "den er hjemme". En konklusion, som prydede avisens forside dagen derpå – sammen med et billede af den whiskydrikkende statsministerkandidat.

Selvom det altså ikke var et direkte citat, avisen valgte at bringe, og at hovedpersonen siden hårdnakket har benægtet, endte ordene med at klæbe sig til ham.

Og statsminister blev han – som en af de eneste V-formænd gennem tiden – ikke.

- Jeg bandede den forside langt væk. Og det var der også mange andre, der gjorde, har Uffe Ellemann-Jensen siden sagt til DR.

En historisk opvisning i spin

Trods ordene op til valget i 1998 roligt kan kaldes uheldige, er Ellemann også kendt som en mand med ordet i sin magt.

En mand, som om nogen forstår at bruge sine talegaver foran de mange diktafoner og kameraer, der så ofte har stået linet op de steder, han lægger vejen forbi.

Den egenskab fremviste han på fineste manér, da han i 1992 leverede et nøje udtænkt stykke spinhistorie i forbindelse med et møde i Det Europæiske Råd i Lissabon.

If you can’t join them, beat them

Uffe Ellemann-Jensen

Mødet fandt sted få uger efter, at et snævert dansk flertal havde stemt nej til en afstemning om Maastricht-traktaten. Nu ville skæbnen, at Danmark samme aften som mødet med den europæiske top skulle møde Tyskland i finalen ved EM i fodbold.

Den danske V-formand, som dengang var udenrigsminister og noget så nødigt ville tale om det danske nej, mødte den fremmødte verdenspresse med et rød-hvidt tørklæde viklet om nakken og ordene:

- If you can’t join them, beat them.

Den danske udenrigsminister var i 1992 i højt humør på dagen for EM-finalen mellem Danmark og Tyskland. Video: Redaktionen

Roligan-forklædningen såvel som ordene, der kom ud af munden på Uffe Ellemann-Jensen, var nøje orkestreret, har han siden afsløret. Og citatet, som desuden viste sig at være lånt, gik verden rundt.

Det danske nej til Maastricht fik til gengæld ikke tilnærmelsesvis den plads i spalterne, der var forventet.

Det var spin i ”sin klassiske form,” som Ellemann kaldte det i et interview med DR i 2012.

Rekordmange "hædersnæser"

Uffe Ellemann-Jensen endte med at være formand for det gamle landmandsparti i 14 år og udenrigsminister i 11, før han efter valget i 1998 gav formandsposten videre og altså i 2001 forlod Folketinget.

I løbet af sin politiske karriere nåede han at inkassere intet mindre end 80 næser, hvilket gør ham til rekordindehaveren på området. En titel, som Ellemann tager meget nonchalant.

- Jeg har så stor en samling af næser i forvejen, så én fra eller til gør såmænd ikke stort, lød det en af de gange, han er blevet det høje antal foreholdt.

Trods at modtage en næse er betegnelsen for, at ens politiske kollegaer har udtrykt kritik, har Ellemann betegnet langt de fleste af sine som ”hædersnæser”. De er nemlig givet, fordi et flertal i Folketinget i sin tid pålagde ham at tage forbehold i NATO-samarbejdet, hvilket han bestemt ikke brød sig om.

Ellemann indhentede særligt mange af sine næser, da et rødt flertal i en årrække tvang regeringen til at føre en sikkerheds- og forsvarspolitik stik imod dens egne synspunkter. Det betød blandt andet, at Danmark måtte tage afstand fra en række af NATO’s politikker.

Når ræsonnementet deraf diskuteres, er det svært at komme udenom det faktum, at netop Ellemann kæmpede imod, da han med sin fortid i militæret var stor NATO-fortaler.

Han ville samarbejdet. De åbne grænser, EU og NATO. Uden de forbehold, som det alternative sikkerhedspolitiske flertal påduttede ham og resten af den siddende regering gennem det, der blev døbt fodnoterne.

De famøse strømper

Det mest tydelige symbol på den udenrigspolitik, ministeren dengang ønskede at føre, så man, når han løftede op i buksebenet og fremviste sine mørke sokker med gyldne EU-stjerner på siden.

Dengang kritiserede daværende formand for Socialdemokraterne, Poul Nyrup Rasmussen, Uffe Ellemann-Jensens strømper og sagde, at der var for meget "business class" over ham.

- Så spurgte jeg ham, hvad min påklædning ragede ham, huskede Uffe Ellemann-Jensen i 2017 tilbage.

Dengang fandt den tidligere udenrigsminister anledning til at finde et spritnyt par EU-strømper frem fra skuffen, da han så flere tegn på, at vinden igen var ved at vende til fordel for unionen.

- Da jeg fyldte 70 år for snart mange år siden, fik jeg foræret dem her, lød det i den forbindelse fra Uffe Ellemann Jensen, som vittigt tilføjede:

- De er håndbroderet af – og hold dig nu fast – Margrethe Vestager.