Politik

Det mangler vi svar på inden Mette F.'s pressemøde

Mette Frederiksen lovede mandag, at Statsministeriet ville besvare alle spørgsmål, der relaterer sig til ministertelefonen. I aften er der pressemøde.

Nøjagtig et år efter regeringen besluttede at aflive alle mink i Danmark, har statsminister Mette Frederiksen indkaldt til pressemøde klokken 20 i Statsministeriet.

Denne gang er pressemødets emne sms'er - eller rettere de manglende sms'er.

For statsministeren og tre andre personer i Statsministeriets absolutte top har ifølge Minkkommissionen haft deres telefoner indstillet til automatisk at slette samtlige sms'er efter 30 dage fra starten af september til slutningen af december 2020.

Med andre ord også i perioden, hvor det blev besluttet at aflive alle mink.

Siden er spørgsmålene haglet ned over Frederiksen og ministeriet, hun sidder i spidsen for. Men ingen er indtil videre blevet ret meget klogere - indtil i aften formodentlig.

I indkaldelsen står der, at det handler "om de spørgsmål, der er rejst i relation til sms’er m.v.".

Mens vi venter, kan du her få et overblik over, hvad vi mangler svar på, men også hvad vi allerede ved i sagen.

Det mangler vi stadig svar på:

  1. Hvem rådgav de fire i Statsministeriet til automatisk at slette sms’er?
  2. Hvornår blev statsministeren rådgivet til at slette sms'er?
  3. Hvornår blev funktionen på statsministeren og rådgivernes telefon slået til?
  4. Hvorfor har rådgivningen ændret sig i forhold til tidligere statsministre?
  5. Hvorfor gik Statsministeriet ikke straks i gang med at journalisere sms’erne, da det stod klart, at der var flertal for at nedsætte en kommission?
  6. Hvorfor gik der 132 dage, fra Minkkommissionen bad om sms’er, der kan være relevante for deres arbejde, til Statsministeriet oplyste, at sms’erne fra statsministeren og rådgiverne var slettet?
  7. Hvorfor reagerede Statsministeriet ikke, da Minkkommissionen fem dage senere bad om at få sms’erne genskabt?
  8. Hvornår blev Mette Frederiksen, Martin Justesen, Barbara Bertelsen og Pelle Pape hver især opmærksom på, at Minkkommissionen ville have indsigt i deres sms’er?
  9. Er de fire telefoner stadig indstillet til at slette sms'erne automatisk?

Det ved vi:

Der er også en række spørgsmål, som vi allerede kender svaret på.

Hvem mangler minkkommissionen sms'er fra?

Minkkommissionen har oplyst til TV 2, at der kun er fire af de vidner, de har bedt om sms'er fra, som har vist sig at have den automatiske slettefunktion aktiveret:

  1. Statsminister Mette Frederiksen.
  2. Martin Justesen, stabschef i Statsministeriet
  3. Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet
  4. Pelle Pape, departementsråd i Statsministeriet

Hvorfor slettede Mette Frederiksen sine sms'er?

Dagen efter afsløringen forklarede statsministeren, at hun var blevet rådet af Statsministeriet til at slå den automatiske sletning til - blandt andet af sikkerhedshensyn.

Statsministeriet har afvist, at sletningen af sms'er skulle være sket målrettet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev rådgivet til at slette sine sms'er. Det fortæller hun torsdag formiddag. Statsministeren vil dog ikke svare på, hvornår i sin tid som statsminister hun har slået funktionen til.

Hvor længe har Statsministeriet vidst, at Granskningskommissionen gerne ville se sms'erne?

Allerede 29. april blev Statsministeriet bedt om at udlevere sms-beskeder, der kunne være relevante for kommissionens arbejde.

Men som B.T. mandag kunne afsløre, oplyste ministeriet først 132 dage dage senere, at sms'erne var slettet og derfor ikke kunne udleveres.

Hvornår bad kommissionen om at få genskabt slettede sms'er?

Fem dage efter, at Statsministeriet oplyste til kommissionen, at sms'erne var slettet, vendte Granskningskommissionen tilbage med en ny forespørgsel. Her bad de ministeriet forsøge at genskabe de tabte sms'er.

Kommissionen oplyser til TV 2, at ministeriet aldrig svarede.

Først 46 dage senere - og efter at sagen var kommet frem i pressen - meldte Justitsministeriet ud, at politiet nu var blevet bedt forsøge at gendanne sms'erne.

Er det almen praksis, at ministre automatisk sletter sms-beskeder?

Det korte svar er nej.

TV 2 har samlet svar fra en række tidligere og nuværende ministre fra forskellige partier og skiftende regeringer for at afklare, om de har gjort brug af samme praksis under deres ministertid.

49 ud af i alt 51 ministre svarer, at de ikke har slettet sms'er. Kun social- og ældreminister Astrid Krag og tidligere V-minister Søren Pind siger, at de har.

Heller ikke i Statsministeriet tyder det på, at det under tidligere regeringer har været praksis. Hverken Noa Redington, der var særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, eller tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen erindrer, at de skulle være blevet rådgivet om at slette sms'er.

Tidslinje over sms-forløbet

  1. 2020

    1. Uvildig undersøgelse vedtages

      Et flertal i Folketingets Udvalg for Forretningsorden beslutter, at der skal laves en uvildig undersøgelse af hele minkforløbet. Men ikke hvilket format.

    2. Enighed om kommission

      Folketinget bliver enige om at lave en såkaldt Granskningskommission. En helt ny type kommission, som skal arbejde hurtigere og mere afgrænset end de klassiske.

      Alle partier bakker op. 

  2. 2021

    1. Kommissionen beder om sms'er

      Statsministeriet bliver af Granskningskommissionen bedt om at udlevere sms-beskeder, der kunne være relevante for kommissionens arbejde.

    2. Svar fra Statsministeriet

      Der er gået 132 dage, siden kommissionen bad om at få udleveret relevante sms'er.

      Statsministeriet skriver nu til kommissionen, at sms’er er slettet.

    3. Ny forespørgsel fra kommission

      Nu, hvor kommissionen har fået oplyst, at de relevante sms'er i Statsministeriet - herunder Mette Frederiksens - er blevet slettet, beder de ministeriet forsøge at genskabe dem. 

      De får intet svar. 

    4. Politiet involveres

      Justitsministeriet beder efter aftale med Statsministeriet politiet om hjælp til at forsøge at genskabe de slettede sms'er. 

      Det er først her, at kommissionen hører, at Statsministeriet nu vil forsøge at genskabe beskederne. 

    5. Sms'er kan ikke genskabes

      Justitsministeriet meddeler i en pressemeddelelse, at politiet ikke kan genskabe sms-beskeder fra Statsministeriet og Mette Frederiksen.

      Til gengæld har et "meget begrænset antal sms-beskeder” fra Justitsministeriets departementschefs enheder kunnet genskabes.

       

Tidslinje af Maiken Brusgaard Christensen.