Politiet skal genskabe slettede sms'er i minksagen
De slettede sms'er er kommet til at spille en central rolle i afdækningen af, hvad der skete, da minkbranchen blev aflivet i november 2020.
Justitsministeriet har bedt politiets teknikere om hjælp til at genskabe slettede sms'er i minksag.
Det skriver Justitsministeriet på Twitter.
- Justitsministeriet har efter aftale med Statsministeriet bedt politiets teknikere om bistand til at søge at genskabe sms-beskeder fra de telefoner i Justitsministeriet og Statsministeriet, som har været indstillet til automatisk at slette sms-beskeder efter en bestemt periode, lyder det.
Den udmelding kommer i kølvandet på, at justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag afviste at bede politiet om at efterforske sagen, da han blev opfordret til at gøre det af Venstre.
- Jeg mener ikke, at der på baggrund af Venstres opfordring er grundlag for at rette henvendelse til politiet. Hvis Venstre ønsker at indgive en politianmeldelse, så står det jo Venstre frit for, sagde Nick Hækkerup i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Toppen af Statsministeriet slettede sms'er
Statsministeriet har dog tidligere meldt ud, at man ville forsøge at få genskabt netop de sms'er, som har vist sig at spille så stor en rolle i afklaringen af, hvad der skete i de dage i november 2020, hvor den skelsættende beslutning om at aflive hele det danske minkerhverv blev truffet.
I forbindelse med minkkommissionens arbejde er det kommet frem, at flere personer i toppen af Statsministeriet har slået deres telefoner til at slette alle sms'er efter 30 dage. Det gælder for både statsminister Mette Frederiksen (S), departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.
Derfor har kommissionen ikke kunnet undersøge den del af kommunikationen, som foregik over sms.
Det har udløst kritik fra både politikere og eksperter.
Sms'er kan nemlig være underlagt den såkaldte journaliseringspligt, som handler om, at dokumenter skal journaliseres og gemmes, så de på et senere tidspunkt kan indgå i undersøgelser.
Afviser målrettet sletning
Flere partier fra begge sider af Folketingssalen har bedyret, at de slettede sms'er må og skal findes, så de kan indgå i kommissionens undersøgelse.
Statsministeren sagde torsdag til TV 2, at hun var blevet rådgivet til at indstille sin telefon til automatisk at slette alle sms'er efter 30 dage.
- Jeg er blevet rådgivet i Statsministeriet af blandt andet sikkerhedshensyn til at have automatisk sletning, og det har jeg valgt at efterleve, sagde Mette Frederiksen.
Overfor TV 2 har Statsministeriet ligeledes understreget, at der ikke har været tale om målrettet sletning af sms'er.
Desuden har Statsministeriet erkendt, at der er behov for at udarbejde generelle retningslinjer for opbevaring og sletning af sms-beskeder på tjenestemobiler i staten.
- Det arbejde vil Justitsministeriet nu igangsætte, har Statsministeriet skrevet til TV 2.
Af de fem ministre, der skal afhøres i kommissionen, er statsminister Mette Frederiksen den eneste, der har fået slettet sine sms'er, har kommissionen oplyst til TV 2.
Manglede lovhjemmel
I øjeblikket er Granskningskommissionen - i folkemunde kendt som Minkkommissionen - i gang med at undersøge forløbet omkring regeringens beslutning om at slå alle mink i Danmark ned i november sidste år.
Det viste sig nemlig sidenhen, at der ikke var lovhjemmel til den beslutning. Derfor bliver det nu undersøgt, hvordan det kunne ske, at en umiddelbart ulovlig ordre blev ført ud i livet, samt hvem der på hvilke tidspunkter blev bevidst om, at ordren om aflivning var ulovlig.
Kommissionen har ikke til opgave at placere ansvar eller skyld, men blot at skabe klarhed om, hvem der vidste hvad hvornår.