Mink-sagen

Sms-afsløring er alvorlig - men hvem står i skudlinjen?

ANALYSE: Ordren om at aflive mink kan blive alvorlig for de øverste lag i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om der overhovedet kan placeres et ansvar.

På tærsklen til den fjerde uge med afhøringer trækker minkkommissionen igen store overskrifter.

De seneste dage er det kommet frem, at statsminister Mette Frederiksen (S), hendes departementschef Barbara Bertelsen og to andre centrale embedsmænd automatisk har slettet sms-beskeder fra de afgørende dage, hvor regeringen besluttede at aflive alle mink.

Uanset hvad der står i de slettede beskeder, giver det næring til spekulationerne, om at Statsministeriet forsøger at skjule oplysninger om sagens kerne: Var Mette Frederiksen og hendes toprådgivere advaret om, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink ihjel, da regeringen traf den beslutning?

Det skorter ellers ikke på opsigtsvækkende indblik i magtens maskinrum ved afhøringerne i minkkommissionen.

De første seks afhøringsdage har afsløret, at flere embedsfolk i en række ministerier var klar over, at man ikke kunne beordre alle mink slået ned uden først at få lovgrundlaget på plads.

Var regeringstoppen advaret på forhånd?

Beslutningen om at aflive alle mink blev truffet på et møde i regeringens koordinationsudvalg.

Koordinationsudvalget er det absolut mest centrale udvalg i regeringen. Det er her, at alle væsentlige politiske beslutninger træffes på baggrund af rådgivning og faglige vurderinger fra embedsapparatet.

I materialet til mødet i koordinationsudvalget var der forberedt to modeller for fremtidens minkavl: En dvalemodel, hvor avlsdyrene bevares, og en decideret afvikling af erhvervet.

Ifølge de afhørte embedsfolk stod det i resumeet, at der var udfordringer med lovgrundlaget i begge modeller.

Det ligner altså, at regeringstoppen fik en klar advarsel. Og når den er skrevet ind i en sag til koordinationsudvalget, så er det svært at forestille sig, at topfolkene i Statsministeriet og de andre nøgleministerier ikke bemærker det.

En ubeskrevet model

Men regeringen valgte en helt tredje model, hvor man besluttede at aflive alle mink. Tilsyneladende uden at embedsværket advarede om, at der ikke var hjemmel til den ordre.

Ifølge kilder i regeringstoppen blev der på mødet tegnet et billede af, at landet var i en nødsituation, hvor virussen nærmest spredte sig med vinden, og hvor avlernes ægtefæller trak den med ud i samfundet.

Fra afhøringerne i kommissionen ved vi, at diskussionerne på mødet hovedsageligt handlede om folkesundheden og truslen mod vaccinerne, hvis man ikke greb ind overfor smittespredningen blandt mink.

Derfor skulle smitteudbruddene hos minkene stoppes for enhver pris. Alligevel er det besynderligt og uforståeligt, at statsministeren og resten af regeringstoppen ikke sikrede sig, at lovhjemlen var på plads.

Pres fra Statsministeriet

Afhøringerne i minkkommissionen afslører også, at Statsministeriet og departementschef Barbara Bertelsen har spillet en nøglerolle i beslutningen om at aflive alle mink.

Da smitten på minkfarmene begyndte at stige hastigt i september, blev hun i et internt mødereferat fra Erhvervsministeriet beskrevet som en ’hardliner’.

I en mailkorrespondance mellem embedsmænd i Finansministeriet fra slutningen af september står der, at det var ’meget tæt på, at Statsministeriet sendte militæret ind for at gasse alle mink’.

Og på et forberedelsesmøde mellem flere departementschefer op til det skæbnesvangre møde i koordinationsudvalget afviste Barbara Bertelsen en række indsatser for at inddæmme smitten.

Hun mente, at oplægget fra Sundhedsministeriet var for lempeligt, og hun udtrykte samtidig bekymring, for at mødedeltagerne "slet ikke har forstået, hvor stor en potentiel katastrofe det er, vi står over for".

Med andre ord: Det var departementschefen i Statsministeriet, der pressede på for hurtigere og hårdere handling.

Er Bertelsen gået over stregen?

Der er ikke noget odiøst i, at statsministerens departementschef er handlekraftig. Det er en del af hendes jobbeskrivelse.

Men i dele af regeringen er der en opfattelse af, at Barbara Bertelsen er gået langt over grænsen i minksagen og har bevæget sig ud af rollen som embedsmand og ind på den politiske banehalvdel.

Både fordi det ligner, at der har været en meget aktiv indblanding fra Statsministeriet. Men også fordi hun måske har mast så meget på, at der er truffet forhastede beslutninger uden styr på det juridiske grundlag.

Meget på spil for embedsfolket

Det er endnu for tidligt at sige, om den ulovlige ordre til at aflive alle mink får konsekvenser for andre end Mogens Jensen. Han trak sig som minister, kort efter at det kom frem, at der ikke var lovhjemmel.

Det er sandsynligt, at rapporten fra minkkommissionen vil være farligere for embedsværket med Barbara Bertelsen i spidsen, end den vil være for regeringen.

Minkkommissionen skal nemlig ikke tage stilling til ministrenes ansvar. Det er alene op til Folketinget. Men kommissionen skal vurdere, om der er embedsmænd, der kan stilles til ansvar.

Konklusionen på det er virkelig interessant. For kan der overhovedet placeres et ansvar, når en politisk beslutning uden lovhjemmel bliver skubbet gennem systemet?

Er det de embedsmænd, der rent praktisk udfører ordren, der har ansvaret? Eller er det deres overordnede?

Og har den øverst ansvarlige embedsmand – Barbara Bertelsen – et medansvar, hvis kommissionen mener, at hun har været en drivende kraft i at træffe en ulovlig beslutning?