Blot 2 ud af 51 nuværende og tidligere ministre har behandlet sms’er som Mette Frederiksen

Nuværende minister Astrid Krag (S) og tidligere Venstre-minister Søren Pind siger, at de har slettet sms'er i deres ministertid.

Onsdag kom det frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) har slettet sine sms'er fra de afgørende dage, hvor regeringen besluttede at aflive alle mink i Danmark i november 2020.

Statsministeren - og tre topembedsfolk som blandt andre tæller Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, - havde alle fire slået en indstilling til på telefonen, som sletter sms'er, der er mere end 30 dage gamle.

Torsdag formiddag fortalte statsministeren, at hun blev rådgivet i Statsministeriet til at slette sine sms'er.

Mette Frederiksen siger selv, at rådgivningen er sket på baggrund af sikkerhedshensyn.

TV 2 har kontaktet en række tidligere og nuværende ministre fra forskellige partier og skiftende regeringer for at høre, om de har gjort brug af samme praksis under deres ministertid.

Nogle af de tidligere ministre har selv skrevet på Twitter, om de har slettet beskeder. Samlet har 51 tidligere og nuværende ministre angivet deres svar.

49 ud af de 51 ministre svarer, at de ikke har slettet sms'er. To af ministrene siger, at de har.

De ministre, TV 2 selv har haft kontakt til, har fået spørgsmålene:

  • Har du i din ministertid systematisk fjernet sms’er fra din telefon?

  • Har du hørt om, at det skulle være en kendt praksis?

Den nuværende regering

Nick Hækkerup

Nuværende justitsminister, Socialdemokratiet

Justitsministeriet oplyser i en mail til Ritzau, at Nick Hækkerups telefon ikke har været indstillet til automatisk at slette sms'er.

Ministeriet oplyser i samme ombæring, at indstillingen med automatisk sletning af sms'er har været anvendt på visse ansattes telefoner - heriblandt departementschef Johan Kristian Legarth.

I mailen fra ministeriet siger Nick Hækkerup desuden, at han ikke vil svare på, om han er blevet rådgivet til at slette sms'er efter 30 dage.

Jeppe Kofod

Nuværende udenrigsminister, Socialdemokratiet

I et mailsvar oplyser Udenrigsministeriet, at hverken Jeppe Kofod eller udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har indstillet deres telefoner til automatisk at slette sms’er og har ikke yderligere kommentarer hertil.

Trine Bramsen

Nuværende forsvarsminister, Socialdemokratiet

I en mail skriver Forsvarsministeriet, at forsvarsministerens telefon ikke er indstillet til automatisk at slette sms’er.

- Derudover kan det oplyses, at Forsvarsministeriet ikke har udarbejdet generelle retningslinjer for håndtering af sms’er, og der har ikke været en ensartet praksis for opbevaring af sms’er i ministeriet.

- Forsvarsministeriet lægger afgørende vægt på høj sikkerhed i forbindelse med brug af kommunikationsmidler og har løbende implementeret tiltag i den forbindelse, lyder det i det skriftlige svar.

Nicolai Wammen

Nuværende finansminister, Socialdemokratiet

Ministeriets presseafdeling oplyser i en mail til TV 2, at Nicolai Wammen ikke har indstillet sin telefon til at slette beskeder automatisk.

Magnus Heunicke

Nuværende sundhedsminister, Socialdemokratiet

- Sundhedsministeriet kan oplyse, at ministerens telefon ikke er indstillet til automatisk sletning.

Mattias Tesfaye

Nuværende udlændinge- og integrationsminister, Socialdemokratiet

- Ministeriet kan oplyse, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes telefon ikke er indstillet til at slette sms’er automatisk. Ministeriet og ministeren er ikke bekendt med en fast praksis for lagring og/eller sletning af sms’er.

Morten Bødskov

Nuværende skatteminister, Socialdemokratiet

Ministeriets presseafdeling oplyser i en mail til TV 2, at Morten Bødskov ikke har indstillet sin telefon til at slette beskeder automatisk.

Astrid Krag

Nuværende social- og ældreminister, Socialdemokratiet

Social- og Ældreministeriets presseafdeling oplyser i en mail til TV 2, at ministerens telefon, ligesom Mette Frederiksen (S), "ud fra reglerne er indstillet til kun at gemme beskeder i en vis periode."

- Det er gjort ud fra ønsket om informationssikkerhed, og ministeren er i den forbindelse opmærksom på journaliseringspligten. Social- og ældreministeren vil nu afvente generelle retningslinjer på området fra Justitsministeriet.

Flemming Møller Mortensen

Nuværende minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde

Flemming Møller Mortensen er ifølge Udenrigsministeriet omfattet af samme mailsvar som Jeppe Kofod.

Jesper Petersen

Nuværende uddannelses- og forskningsminister, Socialdemokratiet

Ministeriets presseafdeling oplyser i en mail til TV 2, at Jesper Petersen ikke har indstillet sin telefon til at slette beskeder automatisk.

Lea Wermelin

Nuværende miljøminister, Socialdemokratiet

I et mailsvar skriver Miljøministeriet, at der i Miljøministeriet ikke er særskilte politikker eller tekniske opsætninger relateret til sms’er.

Benny Engelbrecht

Nuværende transportminister, Socialdemokratiet

Ligesom flere andre nuværende ministre svarer Benny Engelbrechts ministerium også på vegne af ministeren i en mail. Her lyder svaret, at transportminister Benny Engelbrechts telefon ikke er indstillet til automatisk sletning af sms-beskeder.

Dan Jørgensen

Nuværende energi- klima og forsyningsminister, Socialdemokratiet

I et mailsvar oplyser ministeriet, at Dan Jørgensens telefon ikke er indstillet til automatisk sletning af sms'er. Samtidig oplyser de, at ministeriet har ikke retningslinjer for sletning af SMS’er.

Ane Halsboe-Jørgensen

Nuværende kultur- og kirkeminister, Socialdemokratiet

Ifølge Kulturministeriet er Ane Halsboe-Jørgensens telefon ikke indstillet til en automatisk sletning af sms-beskederm, oplyser de til TV 2. Samtidig oplyser de også, at ministeriet ikke har nogen politik, der tilsiger sletning af beskeder.

Kaare Dybvad Bek

Nuværende indenrigs- og boligminister, Socialdemokratiet

- Indenrigs- og boligministerens mobiltelefon er indstillet til tidsubegrænset opbevaring af sms’er, lyder det i et kort skriftligt svar fra ministeriet.

Pernille Rosenkrantz-Theil

Nuværende børne- og undervisningsminister, Socialdemokratiet

- Ministerens telefon er ikke indstillet til at slette sms’er automatisk, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en mail.

V/VLAK-regeringen:

Lars Løkke Rasmussen

Tidligere statsminister, Venstre

Lars Løkke Rasmussen har sagt til Ekstra Bladet, at han ikke blevet rådet til at slette sms-beskeder i sin tid som statsminister. Samtidig har har i et opslag på sociale medier givet udtryk for, at han stadig kan læse gamle beskeder 10 år tilbage i tiden.

Jakob Ellemann-Jensen

Nuværende formand for Venstre, tidligere miljø- og fødevareminister

- Nej, det har jeg ikke.

- Nej, det har jeg ikke hørt om.

Søren Pind

Tidligere justitsminister, Venstre

Søren Pind skriver på Twitter:

- Jeg kender ingen ministre, der har journaliseret deres sms. Ministre er myndighedspersoner - men uanset, så er det ikke kutyme. Jeg slettede mine sms'er per automatik-funktion løbende hver 14. dag. Dels på grund af sikkerhed. Dels fordi, det fyldt

Anders Samuelsen

Tidligere udenrigsminister, Liberal Alliance

Anders Samuelsen skriver på Twitter:

- Slettede ikke sms’er.

Sophie Løhde

Tidligere sundheds- og ældreminister og minister for offentlig innovation, Venstre

- Jeg vidste slet ikke, man kunne indstille ens telefon til slette alle sms'er automatisk, skriver Sophie Løhde på Twitter.

Merete Riisager

Tidligere undervisningsminister, Liberal Alliance

- Jeg har ikke systematisk fjernet sms’er, mens jeg var minister, og jeg er ikke bekendt med, at det skulle være en kendt praksis.

Thyra Frank

Tidligere ældreminister, Liberal Alliance

- Jeg har aldrig slettet sms’er, hverken manuelt eller automatisk og har heller aldrig hørt om dette

Eva Kjer Hansen

Tidligere socialminister og minister for ligestilling og senest minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Venstre.

- Aldrig og aldrig.

Karen Ellemann

Tidligere minister for flere områder, senest minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Venstre

- Jeg har ikke systematisk slettet mine sms’er i mine forskellige ministerroller.

Mai Mercado

Tidligere Børne- og socialminister, Det Konservative Folkeparti

- Jeg sletter ikke sms’er. Heller ikke nu her. Når jeg ikke gjorde det som minister, var det fordi, jeg havde en opfattelse af, at man ikke må slette korrespondancer, som senere kunne blive vigtige. Det kan jo godt være, at man senere har brug for det. Jeg tror, denne sag viser, at der er meget stor uvidenhed. Jeg troede, at det var alle beskeder, Messenger, Twitter, alt. Når jeg kommunikerede som minister, så gjaldt det på alle platforme.

- Har aldrig hørt om det før. Vi har aldrig drøftet det i den daværende regering.

Ole Birk Olesen

Tidligere transport-, bygnings- og boligminister, Liberal Alliance

- Jeg har aldrig slettet sms. Hverken som minister eller privatperson.

- Overhovedet ikke. Kendte slet ikke til funktionen. Da jeg hørte, at de skulle have sådan en funktion, så ville jeg tjekke, at den fandtes og fandt først ud af det der.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Tidligere økonomi- og indenrigsminister, Liberal Alliance, nuværende løsgænger

Simon Emil Ammitzbøll-Bille skriver på Twitter: - Jeg slettede ikke mine sms’er, da jeg var økonomi- og indenrigsminister.

Rasmus Jarlov

Tidligere erhvervsminister, Det Konservative Folkeparti

Rasmus Jarlov skriver på Twitter.

- Nej. Jeg gemte alle mine, så jeg altid kunne dokumentere, hvad jeg havde gjort.

Mette Bock

Tidligere kultur- og kirkeminister, Liberal Alliance

- Jeg slettede intet. Troede, det var ulovligt!, skriver Mette Bock i samme opslag på Twitter, som flere af de ovenstående.

Jørn Neergaard Larsen

Tidligere beskæftigelsesminister, Venstre

- Nej, det er først noget jeg er begyndt at tænke over efter denne debat kom. Det jeg kan huske, da jeg startede, er, at jeg fik jeg en iPad og en telefon. Dem afleverede jeg igen, da jeg sluttede. Har aldrig været inde i maskinrummet.

- Er ikke orienteret om, at der skulle være en praksis. Hvis der havde været en praksis, og jeg var omfattet af den, så burde jeg jo have vidst det.

Bertel Haarder

Tidligere minister for flere områder, senest kulturminister og kirkeminister, Venstre

- Svaret er aldrig, og jeg har heller ikke hørt om noget lignende.

Troels Lund Poulsen

Tidligere minister for flere områder, senest beskæftigelsesminister, Venstre

- Nej og Nej.

Lars Christian Lilleholt

Tidligere energi-, forsynings- og klimaminister, Venstre

- Jeg har aldrig oplevet, at der var en praksis om at slette sms’er. Jeg kan ikke mindes at have slettet nogen sms’er. Jeg har aldrig hørt om det, og jeg er dybt forundret over det. Det kan selvfølgelig ske, at man sletter en sms, der er dybt ubetydelige eller private, men ikke arbejdsrelaterede.

Ulla Tørnæs

Tidligere minister for flere områder, senest udviklingssamarbejde, Venstre

- Jeg har aldrig hørt om den praksis og har derfor aldrig benyttet den anvendte slette-metode.

Hans Christian Schmidt

Tidligere miljøminister og transport- og bygningsminister, Venstre

- Der var ikke nogen automatisk sletning på. Ikke mig bekendt. Så vidt jeg kan huske det, blev vores særlige rådgiver også informeret om, at de ikke må slette det.

SRSF/S-regeringen

Bjarne Corydon

Tidligere finansminister, Socialdemokratiet

- Nej, det har jeg naturligvis ikke – og jeg har heller ikke hørt om en sådan praksis før denne gang.

Holger K. Nielsen

Tidligere udenrigs- og skatteminister, SF

- Jeg har ikke selv gjort det. Jeg ved ikke, om det har været praksis andre steder..

Martin Lidegaard

Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, Radikale Venstre, tidligere udenrigsminister

- Det har jeg ikke, nej.

Sofie Carsten Nielsen

Tidligere uddannelses- og forskningsminister, Radikale Venstre

- Har aldrig hørt om funktionen. Men siger vist mest om mig og telefoner, skriver Sofie Carsten Nielsen på Twitter.

Uffe Elbæk

Tidligere kulturminister for Radikale Venstre, nuværende MF, Frie Grønne

- Jeg har aldrig slettet sms’er. Og har aldrig hørt om det før.

Rasmus Helveg Petersen

Tidligere klima-, energi- og bygningsminister, Radikale Venstre

- Nej, det har jeg ikke.

Marianne Jelved

Tidligere minister for flere områder senest kulturminister og kirkeminister, Radikale Venstre

- Svaret er nej til begge spørgsmål. Men jeg har usystematisk af og til fjernet sms’er, som jeg har fundet, var for grove til, at jeg ville se dem igen.

Christian Friis Bach

Tidligere udviklingsminister, Radikale Venstre

- Jeg har aldrig slettet sms’er og var egentlig overbevist om, at sms’er er sidestillet med mails og derfor skal journaliseres på lige fod med dem.

Manu Sareen

Tidligere minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold og minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde, Radikale Venstre.

- Det må man jo ikke, lyder det kortfattede svar fra Manu Sareen uden videre uddybning.

Annette Vilhelmsen

Tidligere social-, børne- og integrationsminister og erhvervs- og vækstminister, SF

- Jeg har ikke fjernet og kender ikke den procedure.

VK-regeringen

Lars Barfoed

Tidligere justitsminister, Det Konservative Folkeparti

- Nej. Det er først nu, at det går op for mig, at man kan gøre det. Men jeg har stort set heller ikke brugt sms til andet end korte, praktiske beskeder.

Lykke Friis

Tidligere klima- og energiminister og minister for ligestilling, Venstre

- Svaret på begge dine spørgsmål er nej.

Benedikte Kiær

Tidligere socialminister, Det Konservative Folkeparti

- Nej – jeg fjernede ikke systematisk sms’er. Vidste ikke, at man kunne lave sådan en automatisk sletning. Og nej – har ikke hørt om en sådan praksis.

Helge Sander

Tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling

- På et tidspunkt fik jeg besked på, at sms’er også indgik i agtindsigter. Ikke noget problem, jeg har aldrig slettet dem. Jeg kunne få en anden telefon til privat brug, hvis jeg ikke ville have alle beskeder skulle gemmes.

- Har aldrig hørt om det med automatisk sletning. Har dog heller ikke været statsminister. Ved ikke hvad det er for en sikkerhed. Men retfærdigvis var det ikke så vigtigt et tema indtil 2010.

Per Stig Møller

Blandt andet tidligere udenrigsminister, Det Konservative Folkeparti

- Nej aldrig, og jeg har heller aldrig hørt om, at man gjorde det eller kunne gøre det – før nu