Politik

Støjberg-vidne i tårer under afhøring: - Jeg gjorde mit allerbedste

Tydelig berørt chefkonsulent sagde i Rigsretten tirsdag, at hun gerne ville have partshørt asylpar før adskillelse.

Margit Sander Rasmussens stemme knækkede, og en af anklagerne rejste sig for at give hende en pakke servietter til de våde øjne.

Det skete, da Nicolai Mallet, Inger Støjbergs ene forsvarer, under afhøringer i Rigsretten tirsdag spurgte chefkonsulenten i Udlændingestyrelsen ind til hendes pligt til at sige fra som embedsmand.

- Jeg gjorde mit allerbedste i en utrolig vanskelig situation, lød det fra Margit Sander Rasmussen, inden hun tydeligt berørt måtte tage en kort pause, inden hun fortsatte:

- Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg rigtigt gerne gøre noget andet. Men det kan man ikke. Men det er, som det er, og det blev, som det blev.

Diskussionen om undtagelser

I februar 2016 meddelte daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i en pressemeddelelse et stop for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever.

Hun nævnte ikke undtagelser og er tiltalt for at give en ulovlig instruks.

Ifølge Margit Sander Rasmussen fik de i Udlændingestyrelsen at vide, at de skulle adskille alle parrene - hvoraf mindst den ene var mindreårig - uden at gøre undtagelser.

De fik pressemeddelelsen og et opkald fra en afdelingschef fra ministeriet. Ifølge afdelingschefen fik styrelsen besked på, at der skulle være undtagelser, mens styrelsen mener, at de fik det modsatte at vide.

Udfordret på sin faglighed

Margit Sander Rasmussen fortæller, at hun sagde fra over sine nærmeste chefer, og at de holdt igen med at adskille alle de pågældende par, i håb om at der alligevel kunne komme undtagelsesmuligheder.

- Jeg var i hvert fald i tvivl om, hvorvidt jeg overholdt de forvaltningsretlige grundsætninger. Jeg ville rigtigt gerne have partshørt først, siger hun.

Hun adskilte dog nogle par, som hun vurderede kunne adskilles.

- Det, vi fik at vide, var, at vi var blevet bedt om at skille alle ad straks uden undtagelser, og det kunne kun gå for langsomt, siger hun og fortæller videre med en rystende stemme.

- Jeg var voldsomt udfordret på min faglighed, og jeg vil mene, at de her par burde være partshørt.

Lyn-analyse

Margit Sander Rasmussens udsagn er vigtigt, fordi alle er enige om, at Støjberg ikke har givet en direkte ordre. Men Instrukskommissionen konkluderede populært sagt, at det kunne hun næsten lige så godt have gjort, fordi der var et udtrykt ønske fra ministeren og et pres for at skille alle ad. 

Derfor var det vigtigt for anklagerne via Margit Sander Rasmussen at fortælle, at sådan blev det også opfattet i styrelsen. Forsvareren gik den anden vej ved dels at spørge ind til kodeks syv (tjenestepligten til at sige fra over for ulovlige ordrer, red.). Hvorfor gjorde Margit Sander Rasmussen ikke det? Og hvorfor rettede ingen i styrelsen henvendelse til ministeriet og spurgte, om det her virkelig kunne være rigtigt? Der var hendes svar nok mest til anklagerens tilfredshed. 

Ville ikke "flage" med undtagelser

Støjberg har selv fortalt, at hun ikke ville "flage" med undtagelser i pressemeddelelsen.

Hun har dog lagt vægt på, at hun også godkendte et notat, der tilsagde, at der var undtagelser.

Rigsretssagen fortsætter onsdag, hvor TV 2 igen vil liveblogge fra retslokalet.

Vil du læse mere om dagens afhøringer, hvor også vicedirektøren i Udlændingestyrelsen, Anni Fode, samt tidligere presse- og kommunikationsrådgiver Sarah Andersen blev afhørt, finder du tirsdagens liveblog her.

Der forventes at blive afsagt dom i sagen inden jul.