Sundhedsordfører efter dokumentar: - På et tidspunkt braser tingene sammen

Billederne i TV 2-dokumentaren ‘Opråb fra sygehuset’ overrasker hverken Venstres eller SF’s sundhedsordfører.

En patient svarer med overbærende stemme, da sygeplejersken spørger, om hun har fået sonde.

Det har hun.

- Du har sikkert haft travlt med noget andet, lyder det fra patienten, før sygeplejersken ti sekunder efter løber ud af stuen igen.

Scenen fra dokumentaren 'Opråb fra sygehuset' er én blandt mange, der viser, hvordan sundhedspersonalet løber rundt på hospitalet, for at nå at tilse alle patienter.

Men billederne overrasker hverken Venstres eller SF’s sundhedsordfører.

- Vi har faktisk vidst tæmmelig længe, at hvis man ikke gjorde noget i det danske sundhedsvæsen, så ville der ske det her, lyder det fra Martin Geertsen, der er Sundhedsordfører i Venstre.

På et tidspunkt braser tingene sammen

Kirsten Normann Andersen, Sundhedsordfører i SF

Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører i SF, tilføjer:

- Der har været besparelser over en meget, meget lang periode, og der er kommet flere og flere ældre. Det er altså en kombination, der betyder, at tingene på et tidspunkt braser sammen.

Saltvand eller struktur?

For Kirsten Normann Andersen er den første løsning på det pressede hospitalsvæsen en økonomisk saltvandsindsprøjtning til at afhjælpe den akutte situation.

Og Martin Geertsen er enig i, at der skal tilføres penge.

Men ifølge sundhedsordføreren fra Venstre er det hovedsageligt et strukturelt problem i det samlede sundhedsvæsen, der presser lægerne og sygeplejerskerne.

For mange behandles nemlig på hospitalerne, lyder det.

- Derfor bliver vi simpelthen nødt til at styrke det nære sundhedsvæsen. Det, der foregår ude i kommunerne. Det, der foregår hos den praktiserende læge, for ellers bliver sygehusene overbelastede med patienter, forklarer han.

Men Kirsten Normann Andersen er ikke enig i, at mere behandling skal foregå i kommunerne.

- Helt ærligt, så tror jeg ikke, der er en eneste patient på sygehusene i dag, som ikke også skal være der i fremtiden, lyder det.

Mangler personale

Ifølge en TV 2-rundspørge mener syv ud af otte læger, at der mangler personale på sygehusene, mens otte ud af ti sygeplejersker må nedprioritere pleje på grund af travlhed.

Og det skyldes ikke, at hospitalerne ikke vil ansætte mere personale. Det skyldes, at det er svært at rekruttere.

Her ønsker både Kirsten Normann Andersen og Martin Geertsen at se på andre faggrupper.

- Vi skal ud på charmeoffensiv hos nogle af de faggrupper, som er blevet sparret væk over de seneste ti år og spørge, om de vil komme tilbage og være hjælpepersonale, lyder det fra Kirsten Normann Andersen.

Vi har en kæmpe lang kø af læger, som gerne vil ind og bidrage

Martin Geertsen, sundhedsordfører i Venstre

Martin Geertsen ser også positivt på at ansætte eksempelvis SOSU- hjælpere og -assistenter på hospitalerne, men han peger ligeledes på udlandet som en løsning.

- Vi har en kæmpe lang kø af læger, som gerne vil ind og bidrage i det danske sundhedsvæsen, så der er noget, der skal strukturelt ordnes, forklarer han.

Vil have regeringen på banen

Begge sundhedsordførere mener, at der er ledelsesmæssige problemer på hospitalerne, som der skal ses på, eksempelvis når det kommer til medarbejdernes arbejdstider.

Martin Geertsen opfordrer regeringen til at komme på banen, så problemerne kan blive drøftet hurtigst muligt.

Det vidner om, at man ikke taget personalet med på råd

Kirsten Normann Andersen, Sundhedsordfører i SF

Kirsten Normann Andersen efterspørger i denne sammenhæng, at hospitalspersonalet i højere grad kommer med på råd for blandt andet at gøre stillingerne på hospitalerne mere attraktive.

- Noget af det, der bekymrede mig mest, da jeg så udsendelsen i går aftes, var, at der var så mange af medarbejderne, der ønskede at optræde anonymt, og det er for mig et ganske alvorligt advarselstegn, fordi det vidner om, at man ikke tager personalet med på råd, lyder det.

Se debatten mellem Kirsten Normann Andersen og Martin Geertsen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.