Ministerier kæmpede om lov-aben i minksag
Fredagens afhøringer i Minkkommissionen afslørede, at forskellige ministerier pressede hinanden for at finde hjemmel til at aflive alle mink.
Der blev i dagene op til og efter regeringens beslutning om at aflive alle mink i Danmark kæmpet mellem forskellige ministerier, om hvem der stod for at finde et lovgrundlag for beslutningen.
Det fremgik af fredagens afhøringer i Minkkommissionen.
Her var blandt andre Dorthe Søndergaard, der var afdelingschef i Sundhedsministeriet, til afhøring.
Hun beskrev, at der, inden beslutningen blev truffet 3. november, var en række udvekslinger mellem det daværende Miljø- og Fødevareministerium og Sundhedsministeriet om, hvad de forskellige love kunne retfærdiggøre.
Strid mellem ministerier
Dysten nåede et klimaks om morgenen den 4. november.
Her skulle de forskellige ministerier samle op, efter at regeringen aftenen før havde besluttet, at alle mink skulle aflives.
På et møde mellem forskellige ministerier morgenen efter fremførte daværende afdelingschef Tejs Binderup fra Miljø- og Fødevareministeriet, at hans ministerium ikke mente at have lovhjemmel til at aflive alle mink.
Det erklærede Dorthe Søndergaard sig uenig i. Hun spurgte, om det ikke bare handlede om at stille de rette spørgsmål til sundhedsmyndighederne - så ville der være hjemmel i lovgivningen hos Miljø- og Fødevareministeriet.
- Og det kan de så alligevel
Af kommissionens udspørger blev Dorthe Søndergaard spurgt, hvorfor hun såede tvivl om vurderingen fra sin kollega i Miljø- og Fødevareministeriet.
Dorthe Søndergaard forklarede, at hun tidligere havde oplevet, at Miljø- og Fødevareministeriet kunne ombestemme sig.
- Jeg har ligesom lært, at deres første udgangspunkt er: Det kan vi ikke håndtere inden for vores rammer. Og det kan de så alligevel, sagde hun fredag.
Det blev kort efter i en mail fra Justitsministeriet til "arbejdstesen", at der var hjemmel på Miljø- og Fødevareministeriets område.
Den vurdering stod dog kun i omkring et døgn. Herefter måtte Justitsministeriet erkende, at det ikke havde grund til at tilsidesætte Miljø- og Fødevareministeriets vurdering.
Der blev herefter sat gang i at arbejde med at skrive et forslag til en ny lov med hjemmel til at aflive alle mink i Danmark.