Kommunalvalg

Gyservalg, store opgør og uforudsigelige alliancer – hold øje med disse kommuner

ANALYSE: Kommunalvalget vil igen i år byde på dramaer og overraskelser. TV 2s politiske redaktør peger her på nogle af de mest spændende opgør.

Så er der blot få uger til, at Danmark går til valg.

16. november vil godt tre millioner mennesker sætte deres krydser og dermed sammensætte landets 98 kommunalbestyrelser og 5 regionsråd for de næste 4 år.

I en lang række kommuner på tværs af landet er der lagt op til spændende og uforudsigelige opgør om magten.

Her er nogle af dem, jeg vil holde et særligt vågent øje med på valgaftenen – og ikke mindst i timerne og dagene efter, når det i de ofte dramatiske og uforudsigelige konstitueringsforhandlinger bliver afgjort, hvem der ender med borgmesterkæderne:

Kolding – det uforudsigelige ”præsidentvalg”

Kampen om Kolding har alle ingredienserne til at blive en af de helt store historier ved dette kommunalvalg. Det tegner til at blive tæt. Uforudsigeligt. Og med to landspolitiske profiler i hovedrollerne.

De to tidligere ministre Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V) dyster nemlig om at overtage borgmesterkæden efter Jørn Pedersen (V), som efter tre perioder ikke genopstiller.

Eva Kjer Hansen kunne umiddelbart ligne en favorit, men hun har været i modvind, blandt andet fordi hun først for nyligt er flyttet til Kolding.

- Jeg bryder mig ikke om, at man flyver en person ind for stemmerne, som afgående borgmester og partifælle Jørn Pedersen, der ønskede en anden som spidskandidat for Venstre, tidligere har formuleret det.

Omvendt er det med Villy Søvndal, som både har boet og været aktiv lokalpolitisk i Kolding i årtier. Til gengæld fik SF blot to mandater valgt ind i Kolding byråd ved det seneste kommunalvalg, og Søvndal skal formentlig mangedoble dét resultat, hvis han skal kunne sætte sig i borgmesterkontoret.

Derudover skal man bestemt ikke glemme spidskandidaterne for Socialdemokratiet (Birgitte Munk Grunnet) og Det Konservative Folkeparti (Knud Erik Langhoff), der også begge drømmer om at spolere de politiske kendissers planer og selv snuppe borgmesterposten. Og hvem ved, hvilke aftaler det kan ende med, når partierne på valgnatten skal sætte sig sammen og forhandle?

Alt kan ske i Kolding.

Frederiksberg – de konservatives kronjuvel i fare

Det Konservative Folkeparti er grundlæggende godt kørende. Der er fremgang i de landspolitiske meningsmålinger, og partiet har mulighed for at snuppe en række nye borgmesterposter rundt om i landet ved dette valg.

Men udfaldet i en kommune truer med at spolere den valgfest, som partitoppen har sat næsen op efter. Nemlig de konservatives kronjuvel, Frederiksberg, hvor partiet har haft magten i intet mindre end 112 år.

Ved valget i 2017 manglede rød blok færre end 200 stemmer for at tippe flertallet. Siden da har Jørgen Glenthøj (K) overladt borgmesterposten til den unge partifælle Simon Aggesen (K), der i løbet af de seneste år blandt andet har været omdrejningspunkt i en række kritiske historier i Ekstra Bladet om en yderst lukrativ bolighandel.

Læg dertil, at befolkningssammensætningen på Frederiksberg er under hastig forandring i øjeblikket. Mange unge og børnefamilier flytter til kommunen – og stemmer de konservativt?

Socialdemokratiets spidskandidat, Michael Vindfeldt, håber at blive manden, der sætter en stopper for de konservatives epoke.

Der er lagt op til en gyser. Det ser svært, men bestemt ikke umuligt, ud for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg.

Esbjerg – Socialdemokratiets store håb

Socialdemokratiet drømmer om Esbjerg.

Kommunen, der er Danmarks 6. største målt på indbyggertal, har siden 1994 haft Venstre-mænd på borgmesterposten. Inden da var den gamle arbejderby en socialdemokratisk bastion, og partiets landspolitiske medvind kan meget vel betyde, at borgmesterkæden nu skifter hænder.

Lykkes Socialdemokratiets spidskandidat, Jakob Lykke, med sin mission, vil det være en af kommunalvalgets store historier.

Den nuværende borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), skal håbe på, at den aktuelle krise for Venstre på landsplan ikke smitter af på hans valg. Og så skal han krydse fingre for, at den såkaldte borgmestereffekt viser sig i Esbjerg denne gang: Borgmestre får ofte flotte personlige stemmetal, og han har som borgmester siden 2018 haft mulighed for at bevise sit værd hos esbjergenserne.

Ved valget i 2017 blev V og S lige store, og meget kommer til at afhænge af, hvor mange mandater de mindre partier får, og hvem eksempelvis Radikale Venstre ender med at støtte.

Det bliver tæt.

Slagelse – giftig stemning og utraditionelle alliancer

Slagsmålet i Slagelse var en af de helt store dramaer ved seneste kommunalvalg i 2017.

Efter lange og svære konstitueringsforhandlinger endte John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensen (LA) med at aftale at dele borgmesterposten mellem sig. De første to år til socialdemokraten, de sidste til LA’eren. Siden da blev den aftale ændret, så Dyrby Paulsen er forblevet på borgmesterkontoret i hele perioden.

Baggrunden for den mildest talt usædvanlige aftale var både politiske uenigheder og personlige stridigheder på kryds og tværs i Slagelse byråd. Og dét har også været tilfældet i denne valgperiode.

SF og Venstre er blandt andet voldsomt kritiske over for borgmesterens økonomistyring, mens borgmesteren har svaret hårdt igen og anklaget Venstre for at føre valgkamp i stedet for at medvirke til bredt samarbejde.

Samtidig er der blandt de borgerlige partier uenighed om, hvem der egentlig bør blive borgmester, hvis der er blåt flertal efter 16. november. Mest oplagte bud, hvis valget skulle ende sådan, er dog Venstres Knud Vincents.

John Dyrby Paulsen går benhårdt efter genvalg.

Der er igen lagt op til drama i Slagelse.

Rebild – R-borgmester skal prøve at gentage kunststykket

Rebild er på mange måder et godt eksempel på, hvordan utraditionelle alliancer og gode forhandlingsevner kan føre til overraskende resultater i kommunalpolitik:

Både Venstre, Socialdemokratiet, lokallisten Den Sociale Fællesliste og Det Konservative Folkeparti fik ved valget i 2017 flere stemmer end Radikale Venstre i den nordjyske kommune – alligevel lykkedes det Leon Sebbelin (R) at forhandle en aftale på plads, så han kunne fortsætte som borgmester. Blandt andet med støtte fra Dansk Folkepartis mandater.

Ja, kommunalpolitik er i sandhed noget andet end landspolitik.

Hvis ikke Sebbelin kan gentage kunststykket, mister de radikale deres eneste borgmesterpost. Et hårdt slag for partiet, der i forvejen er i problemer på landsplan.

Både Socialdemokratiet og Venstre stiller op med nye spidskandidater i Rebild. Og på forhånd kan det se svært ud for Leon Sebbelin at fortsætte.

Men kommunalpolitik er svært at forudsige – også i Rebild.

Overraskelser i vente

Det var således fem spændende kommunalopgør, men jeg kunne egentlig have valgt mange flere:

Hvad sker der i Tønder, hvor den nuværende borgmester, valgt for Venstre, blev vraget af sit eget bagland og nu stiller op for sin egen lokalliste? Kan de konservative erobre magten i Kerteminde? Hvordan reagerer vælgerne i Fredericiade skandaler om den nu forhenværende socialdemokratiske borgmester, der har rystet kommunen? Er der et jordskredsvalg på vej på Bornholm, som en måling for nylig har indikeret? Kan Socialdemokratiet generobre Vejle og Silkeborg? Og jeg kunne blive ved...

Læg dertil, at der uden tvivl også denne gang vil være overraskelser i kommuner, som ikke på forhånd har været udpeget som de mest interessante.

Der er al mulig grund til at følge med, når TV 2 og TV 2 Regionerne i de kommende uger sætter massivt fokus på kommunal- og regionsrådsvalget.