Politik

Støtteparti støtter borgerkrav om at stoppe Syrien-hjemsendelser

Med 50.000 underskrifter vil forslag om at hjemsende flygtninge blive stillet, og Enhedslisten støtter det.

Et borgerforslag om at stoppe "hjemsendelser af syriske flygtninge til farlige og usikre forhold", som har rundet 50.000 underskrifter, får støtte af Enhedslisten.

- Vi støtter selvfølgelig borgerforslaget. For situationen i Syrien er ekstremt alvorlig. Det er rigtig, rigtig farligt at sende folk dertil, siger udenrigsordfører Eva Flyvholm (EL).

Når et borgerforslag runder 50.000 underskrivere, skal Folketinget tage stilling til det. Kun medlemmer af Folketinget og ministre kan fremsætte forslag.

Som hovedregel er det de politiske ordførere fra de partier, der støtter ordningen om borgerforslag, der i fællesskab fremsætter forslaget.

Borgerforslaget om syriske flygtninge er fra 22. april i år. Forslaget vil ændre en lov fra 2015, der giver danske myndigheder mulighed for at sende flygtninge tilbage til Syrien.

"Basher al-Assads torturfængsler"

Med loven bliver det muligt at gøre en asylansøgers beskyttelsesstatus midlertidig.

Ifølge Enhedslistens ordfører er der meget stor risiko for, at flygtninge ender i et af præsident "Basher al-Assads torturfængsler".

- Det er ekstremt voldsomt, hvad der bliver dokumenteret, også fra Damaskus-området. Så det er fuldstændig uforsvarligt at sende dem til Syrien. Også til Damaskus, siger Flyvholm.

Regeringens støttepartier har blandt andet i et samråd med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) tidligere lagt pres på regeringen.

Socialdemokratiet har ikke signaleret, at partiet vil ændre holdning til spørgsmålet.

- Jeg håber stadig, at regeringen kan nå til at sted, hvor de selv kan se, at denne politik er helt uholdbar, siger hun.