Kan billige boliger give blandede byer? Boligområdet er blevet en ny politisk kampplads

Statsminister Mette Frederiksen (S) lød næsten som en ejendomsmægler, da hun præsenterede regeringens planer om at bygge nye almene boliger i de store byer.

De maleriske beskrivelser af familieboligerne er som taget ud af en salgsopstilling: De er bygget i høj kvalitet og med solidt håndværk. Og selvom den arkitektoniske værdi er stor, så er huslejen stadig lav.

Udspillet er et forsøg på at gennemtvinge flere almene boliger. Og med det går regeringen nu fuldtonet ind i det værdipolitiske opgør på boligmarkedet.

Et opgør og en ideologisk fejde, hvor regeringen er villig til at bryde med den markedsdrevne udvikling. Det giver en klar skillelinje til de borgerlige partier.

Værdipolitik for fuld udblæsning

Socialdemokraterne har ikke tiltro til, at markedet selv løser problemet med mangel på ordentlige boliger, hvor huslejen ikke er tårnhøj.

De mener, der skal politisk vilje til at investere i billige boliger og blandede byer, hvor der også er plads til dem med små indtægter.

På den anden side af den politiske midte mener blå blok, at der i stedet skal gives lov til at bygge langt flere ejerboliger. Her er logikken, at kommer der flere ejerboliger på markedet, så vil det få priserne ned på et niveau, hvor flere har råd til at købe og ikke bare leje en bolig.

Boligpolitik er blevet en politisk kampplads og har potentiale til at blive et af de store temaer i dansk politik de næste mange år, fordi debatten taler ind i diskussionerne om land og by, retfærdighed, omfordeling og ulighed.

Kan det mærkes i bybilledet?

Forhandlingerne om regeringens udspil starter fredag. Her skal boligminister Kaare Dybvad (S) formentlig lave en aftale med de røde støttepartier, hvis ideen om at bygge flere almene boliger skal realiseres.

Skal man tro regeringens udspil, vil bankdirektøren og cykelsmeden nu igen bo dør om dør i en af de store byer, sende børnene til fodboldtræning i den samme klub og hilse på hinanden ved køledisken i Netto.

Men det store spørgsmål er, om det overhovedet gør en forskel, at der bygges flere almene boliger.

Alene i København bor der godt 640.000 indbyggere. 22.000 almene boliger bygget over de næste 15 år ændrer ikke meget ved de grundlæggende strukturer i byerne. Der skal langt flere boliger til for at forandre bymiljøerne og mætte efterspørgslen på billige husleje.

Opgør med uretfærdighed

En anden udfordring med de dyre adgangsbilletter til boligmarkedet er, at det særligt går ud over de unge, der er født og opvokset i områderne, hvor prisstigningerne er størst.

Hvis de ikke får et vellønnet job, risikerer de at måtte vinke farvel til det lokalsamfund, hvor de føler sig hjemme og har deres sociale tilknytning.

Det er også dem, regeringen kærer sig om, når der skal bygges flere billige boliger. Dem, der nervøst skæver til prisskiltene i ejendomsmæglerens vindue og spørger sig selv, om de har råd til at blive boende.

Boliggevinster skaber ulighed

De højoktane prisstigninger på boligmarkedet har skabt en ulighedsmotor, hvor nogle boligejerne kan inkassere store skattefrie gevinster. Og som giver stor politisk forargelse.

Det skaber en geografisk ulighed. Særligt i hovedstadsområdet og i Nordsjælland stiger boligpriserne år for år. Det giver høje omdrejningstal for dem, der pludselig har millionstore friværdier, der ikke beskattes. Sælger de huset, kan de tjene flere penge på ét hussalg end på flere års arbejde.

Omvendt er gassen næsten gået af boligmarkedet i yderområderne. Her er udviklingen diametral modsat med lange liggetider og lave salgspriser. Her har boligejerne ikke udsigt til milliongevinster men frygter i stedet at blive stavnsbundet.

Samtidig skaber de store prisstigninger ulighed mellem generationer. Jo højere boligpriserne er, desto sværere og dyrere er det for unge familier at købe deres egen bolig. Og jo mere priserne stiger, jo større ubeskattede formuer sidder de ældste i samfundet på.

De dilemmaer accelererer energi ind i hele boligdebatten. Den diskussion dør først ud, hvis et politisk flertal tør tage fat, hvor det virkelig gør ondt og beskatte boliggevinster.

Boliger kan afgøre valg

Boligpolitikken har før afgjort valg og var med til at sikre, at Socialdemokratiet mod alle meningsmålinger bevarede regeringsmagten i 1998.

På samme måde kan boligdebatten igen få en afgørende rolle, de næste gange danskerne skal til valg. Hvis priserne på ejerboliger fortsætter himmelflugten og de nye ejendomsvurderinger ikke formår at gøre boliger til hjem frem for handelsvarer med høj fortjeneste, kan diskussionen igen blive den perfekte valgstorm.

Boligminister Kaare Dybvad mener selv, vi kan se de første resultater af regeringens ønske om at få flere almene boliger om tre-fire år. Men boligpolitikken vil med garanti fylde endnu længere i den politiske debat og være definerende for mange af de valg, der skal træffes på Christiansborg.