Politik

Ellemann beklager: - Jeg har haft vanskeligt ved at finde mig selv

Som nyudklækket formand havde Ellemann svært ved at indse, at han ikke behøvede at tage en anden formandskasket på end sin egen, siger han.

Det seneste år har været svært for Jakob Ellemann-Jensen personligt.

Det fortalte formanden som det sidste indslag, før han fløjtede partiets landsmøde af.

Jeg har haft vanskeligt ved at finde mig selv

Jakob Ellemann-Jensen (V), formand

Der har været morgener, hvor han har haft svært ved at rejse sig fra sengen, og hvor lysten til at tage på arbejde ikke har været der, fortalte Ellemann:

- Det har været en barsk omgang. Og det er noget, som har gjort ondt på os alle sammen.

Parti i krise

Siden Ellemann i 2019 overtog formandsposten fra Lars Løkke Rasmussen, kan man roligt sige, at der har været bump på vejen.

Både Løkke og næstformanden Inger Støjberg har forladt skuden, og meningsmålingerne er stort set kun gået én vej lige siden.

Ved den seneste Megafon-måling lavet for TV 2 i slutningen af august blev Venstre målt til 12,6 procent af stemmerne. Ved valget i 2019 fik partiet 23,4 procent.

Et par uger senere viste en ny Megafon-måling, at kun 17 af de adspurgte danskere nævnte Ellemann som værende blandt de mest troværdige partiledere.

"Jeg beklager"

Over for pressen har Ellemann stædigt gentaget, at han ikke læser meningsmålinger, hver gang en ny har spået yderlige tilbagegang.

Selvfølgelig gør han det, lyder det nu til medlemmerne. Og "de har ikke været sjove". Derfor var han nervøs, da han sad i bilen mod landsmødet i Herning.

Nervøs for at møde de medlemmer der de seneste år har set deres parti skrumpe.

Da TV 2 lørdag talte med flere af partiets medlemmer, lød det, at Ellemann ikke nødvendigvis vil være en bedre statsminister end den konservative Søren Pape Poulsen som landet ligger lige nu.

- Jeg har haft vanskeligt ved at finde mig selv i rollen som Venstres formand. Jeg skulle lige finde mig selv og konstatere, at det ikke var nødvendigt at tage en anden formandskasket på og være en anden end den, jeg er, siger Ellemann og tilføjer:

- Jeg beklager, at det tog lidt tid at finde ud af.