Politik

Rørt Ellemann takker sin far for frihedskamp: - Jeg savnede ham

Mere frihed var det gennemgående tema i Jakob Ellemann-Jensens formandstale, men der blev også tid til at give en personlig tak til sin far.

Friheden er under pres.

Sådan lyder det fra en rørt Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, som indledte sin tale under partiets landsmøde med at takke sin far og alle dem, der gennem årene har kæmpet for mere frihed.

Jeg var stolt over, at det var min far

Jakob Ellemann-Jensen (V), formand

Konkret nævner han, da han som 16-årig sad og overværende murens fald i fjernsynet. Dengang savnede han sin far, den daværende V-formand Uffe Ellemann-Jensen, husker han.

Men sønnike havde forståelse for, at faren ikke kunne være hjemme. At han havde en kamp, der skulle kæmpes. Det var "åbenlyst", lyder det:

- Han kæmpede for, at andre skulle have den frihed, vi selv havde. Så jeg var stolt over, at det var min far, der repræsenterede vores land i den kamp, siger Jakob Ellemann-Jensen og rømmer sig.

Til store klapsalver og våde øjne blandt publikum, der samtidig blev bedt "anerkende og vise respekt for" de soldater, der har været udsendt til Afghanistan.

- Nogle er vendt hjem med ar på krop og sjæl. Og vi har mistet kammerater, der er faldet i kampen for frihed. I skal vide: Jeres indsats ikke har været forgæves, siger Ellemann.

Ordene fra sønnen gjorde både Uffe Ellemann-Jensen "bevæget og rørt", lød det efterfølgende.

Lyn-analyse

Den tak, som Ellemann gav til sin far, er momentet, man vil huske fra den her tale. At han viser følelse og taler om det savn, han selv oplevede ved at have en Venstre-formand som far. Man kunne mærke, at der var følelser på spil for en mand, som har været et par hårde år igennem. 

Frihedsløfte

Det er to år siden, at Venstre-medlemmerne sidst har været samlet til et fysisk landsmøde. I mellemtiden er partiet gået markant tilbage i meningsmålingerne, og både Inger Støjberg og den tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, har meldt sig ud.

Sidstnævnte har sågar valgt at stifte et nyt parti, Moderaterne, som 15. september havde samlet tilstrækkelig mange vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Der er da også "meget at tale om", som formanden formulerer det. Alligevel kredsede langt det meste af talen om én ting; hvordan man sætter danskerne mere fri.

Faktisk blev ordet frihed brugt intet mindre end 49 gange under den næsten en time lange formandstale.

- Danmark har brug for en ny borgerlig-liberal regering, der har som selve sit fundament at give danskerne mere frihed og flere muligheder på tværs af vores samfund. Og som skridt for skridt bevæger sig mod det mål, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Derfor vil Venstre give danskerne et frihedsløfte. Et løfte om et samfund, hvor staten bestemmer mindre, og hvor danskerne bestemmer mere, lyder det fra formanden.

Et skridt på vejen dertil går gennem det udspil til en "fritvalgsgaranti", som partiet forud for landsmødet lagde frem. Derudover vil Venstre sikre, at der laves friplejehjem i alle landets kommuner.

Lyn-analyse

Ellemann forsøger at koge Venstre ind til en boullionterning. Altså hvad er det for en størrelse, Venstre skal være? Han er i gang med at genopfinde partiet, og der må friheden være kernen.

Det var også tydeligt, at det var vigtigt for Ellemann at positionere sig og vise, hvor hans skab står. Ikke andres. Det havde jo nok været bedst, hvis ikke han havde den der Kennedy-stemning om, at han har fået alt foræret på grund af sin far. Nu er han begyndt at omfavne det. 

Kritiserer regeringens velfærdslov

V-formanden bruger også en del af sin taletid på at gentage, at han ikke er tryg ved regeringen og støttepartiernes planer om en velfærdslov.

En lov, der har været længe undervejs, og som har til formål at forpligte fremtidige regeringer til at lade pengestrømmen følge demografien.

Venstre ser hellere, at man laver en "vækst- og velfærdslov". For pengene skal tjenes, inden man bruger dem, argumenterer Ellemann:

- Jeg er i hvert fald glad for, at Anker Jørgensen ikke havde forpligtet de borgerlige regeringer til at videreføre sin politik, da de kom til midt i en økonomisk krise og skulle rydde op efter socialdemokraterne.

Landsmødet afholdes i Boxen i Herning, hvor flere end 1500 medlemmer er stimlet sammen til en - et år forsinket - fejring af partiets 150 års jubilæum.