Ellemann revser Løkkes projekt
Jakob Ellemann-Jensen er fortsat "brandærgerlig" over, at Lars Løkke Rasmussen ikke er en del af Venstre.
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har svært ved at se nødvendigheden af Lars Løkke Rasmussens nye politiske projekt, partiet Moderaterne.
Det siger Ellemann i et interview med TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.
- Jeg har svært ved at se nødvendigheden i Lars Løkkes projekt. Det handler meget om, hvem man skal samarbejde med, og ikke hvad man skal samarbejde om, siger Ellemann-Jensen.
Ellemann mener ikke, at Løkkes ambition om at arbejde hen over midten holder politisk vand.
Ifølge Ellemann vil midtervælgerne på et tidspunkt blive skuffede, og efterfølgende vil de defilere ud på yderfløjene.
- Som jeg har forstået projektet (Moderaterne, red.), handler det om at bygge en bro over midten, og at løver og lam græsser fredeligt med hinanden, så yderfløjene ikke får for stor indflydelse. Udfordringen er, at når vælgerne bliver skuffede - og det gør vælgere engang imellem - hvor går de så hen? Så går de ud på yderfløjene, og så udmanøvrerer projektet sig selv, siger Jakob Ellemann-Jensen.
"Brandærgerlig" over, at Løkke ikke er i Venstre
I interviewet fortæller Ellemann-Jensen, at han fortsat ærgrer sig over, at Lars Løkke Rasmussen ikke er med i Venstre.
Ellemann-Jensen mener fortsat, at der ville have været plads til Lars Løkke Rasmussen i partiet.
- Jeg holder utroligt meget af Lars som politiker og menneske, og jeg er brandærgerlig over, at han ikke er i Venstre mere. Det har han valgt ikke at være, og det begræder jeg.
Moderaterne er dårligt nyt for Ellemann
Lars Løkke Rasmussens nye parti har rundet de nødvendige 20.182 vælgererklæringer, som er kravet for at blive opstillingsberettiget, men Moderaterne er endnu ikke godkendt af Indenrigs- og Boligministeriet. Det forventes dog at blive en formsag.
Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet er Løkkes nye parti dårligt nyt for Venstre.
Han forklarer, at de målinger, der er lavet indtil nu, "næsten entydigt" viser, at Moderaternes vælgere kommer fra Venstre.
- Det her udfordrer ikke bare Jakob Ellemanns vælgermæssige base, men også hans legitimitet som partileder, fordi det er hans tidligere chef, der står der som formand for et konkurrerende parti, siger Kasper Møller Hansen og fortsætter.
- Det er virkelig skidt for Jakob Ellemann. Og melder Inger Støjberg (tidligere næstformand i Venstre, red.) sig også ind i et andet parti, er der fuld plade i forhold til at blive udfordret fra alle sider.
Jakob Ellemann-Jensen møder sit bagland ved Venstres landsmøde i den kommende weekend i Jyske Bank Boxen i Herning.