Store krav til landbrugsforhandlinger - én knast kan afgøre det hele

Forhandlinger om grøn landbrugsaftale er stadig i gang, men Venstre og Det Konservative Folkeparti har med nye krav strammet skruerne om regeringen.

Søndag er der igen gang i forhandlinger om en grøn landbrugsaftale.

Og der er meget på spil på begge sider af forhandlingsbordet, hvor både regeringen og de blå partier har understreget behovet for en bred aftale.

Det siger TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren.

- Pointen i en bred aftale er, at der er sikkerhed for, at den består, hvis der kommer et regeringsskifte. Meget af aftalen handler om at lave om på den grønne landbrugsstøtte, og hvis man som landmand skal lave store investeringer, er det rart at vide, at aftalen står ved magt, siger han.

- Det her er alvorligt

Men lørdag eftermiddag satte Venstre og de konservative foden ned og sagde, at de ikke vil acceptere regeringens udspil til den grønne landbrugsaftale.

De mener, at det, de er blevet stillet i udsigt af regeringen, lige nu vil "have katastrofale konsekvenser for landbruget og tusindvis af følge arbejdspladser".

Det skrev Søren Pape Poulsen i et opslag på Facebook.

- Det her er alvorligt, står der i opslaget.

Med opslaget fulgte fire krav til regeringen i de fortsatte forhandlinger.

Men trods af det kan Jesper Vestergren godt se de to partier - der forhandler på vegne af resten blå blok - gå med i en aftale, selvom den ikke imødekommer alle fire krav.

- Det vigtige og det væsentlige for Venstre og de konservative er at få nogle flere penge, for de mener, at skal man lave en grøn omstilling ude i landbruget, er man nødt til at kompensere den enkelte landmand. Det er hovedkravet fra Venstre, siger han.

- Når alt kommer til alt, handler det her om penge. Det er det store stridspunkt i forhandlingerne, siger Jesper Vestergren.

Landmand forlanger penge fra statskassen

Landmand Kurt Pedersen dyrker brødkorn på lavbundsjord ved Dianalund nordøst for Slagelse, og han vil gerne tilbyde staten noget af sin lavbundsjord - hvis der er en "fornuftig erstatning".

I hans øjne er sådan en på størrelse med markedsværdien af hans jord.

- Jeg skal jo kunne betale mine regninger og drive en virksomhed fremadrettet, siger han til TV 2.

Landmand Kurt Pedersen dyrker brødkorn på lavbundsjord ved Dianalund nordøst for Slagelse, og han vil gerne tilbyde staten noget af sin lavbundsjord - hvis der er en 'fornuftig erstatning'.

Regeringen lægger op til, at kompensationen skal hentes fra landbrugsstøtten. Men det er Kurt Pedersen uenig i.

- De må kunne finde de penge i statskassen, hvis vi skal deltage i samfundets opgave om at nedbringe CO2-udslippet, siger han.

Regeringen mødes søndag formiddag med sine støttepartier, mens de forhandler med Venstre og de konservative søndag eftermiddag.