Pia Kjærsgaard undrer sig: Hvorfor har Kristian Thulesen Dahl aldrig spurgt om råd?
Det er hårdt for Dansk Folkepartis stifter, Pia Kjærsgaard, at se sit livsværk smuldre.
Pia Kjærsgaard havde aldrig troet, at hun skulle opleve, hvad hun har oplevet den seneste tid.
Da hun i 1995 stiftede Dansk Folkeparti, skete det i protest mod de magtopgør og intriger, der åd moderpartiet, Fremskridtspartiet, op indefra.
Men nu, 26 år senere, ser historien alligevel ud til at indhente hende, og det påvirker den 74-årige politiker. Det fortæller hun i aktualitetsprogrammet 'Kernen' der kan ses på TV 2 Play.
- Jeg har det faktisk ret hårdt. Jeg er meget et følelsesmenneske, så det påvirker mig, at der er begået så mange dumheder.
Er du bekymret?
- Ja, det er jeg.
Åbenlys protest
Pia Kjærsgaard er interviewet til 'Kernen' dagen efter Dansk Folkepartis årsmøde. Et årsmøde, hvor frustrationerne over partiets splittelse blev så store for hende, at hun for rullende kameraer både rystede på hovedet og vendte tommelfingeren nedad, mens hendes partifælle Martin Henriksen var på talerstolen.
Hendes optræden gav reminiscenser til det skæbnesvangre landsmøde i Fremskridtspartiet, der endegyldigt førte til, at hun brød med partiet og stiftede sit eget.
Selv afviser hun, at situationerne kan sammenlignes, men …
- Der er magtkampe og politiske uenigheder, og det, havde jeg helt ærligt ikke forestillet mig, skulle ske i Dansk Folkeparti, siger hun.
Savner inddragelse
Det er efterhånden en del år siden, Pia Kjærsgaard styrede partiet, hun selv stiftede. I 2012 overdrog hun formandsposten til Kristian Thulesen Dahl. Dengang med et håb om at kunne blive ældre ”på en lidt roligere måde".
Set i bakspejlet blev det dog måske lige en tand roligere, end Kjærsgaard havde forestillet sig. Det indrømmer hun i programmet:
- Det var en rigtig beslutning at forlade de styrende organer, men derfor havde jeg nok troet, at man ville trække lidt på mine erfaringer, min rutine og de ting, jeg har været igennem. Og det var nok det, der overraskede mig mest, at det gjorde Kristian Thulesen Dahl ikke.
- Det har jeg sådan set aldrig rigtigt forstået, siger Pia Kjærsgaard.
Vil ikke være formand
Derfor lægger hun i 'Kernen' heller ikke skjul på, at det ene og alene er formand Kristian Thulesen Dahl, der bærer ansvaret.
Op til landsmødet blev hun af lokalformændene i Dansk Folkepartis største kredse opfordret til at tage roret tilbage og få rettet skuden op.
Det var hun først vævende omkring, men slog så tidligere på ugen i programmet ’Lippert’ på TV 2 NEWS fast, at hun ikke skulle være formand igen.
Begrænset tillid
Det betyder dog ikke, at hun nødvendigvis er tilfreds med den siddende ledelse.
- Den er valgt på årsmødet, og så skal man have respekt for det.
- Hvis de delegerede viser tillid, så gør jeg det også, siger Pia Kjærsgaard.
Det virker ikke, som om det kommer indefra…
- Det er din tolkning. Jeg svarer på, hvad du spørger om.
Uvis fremtid
Hvor tror du, Dansk Folkeparti er om et år?
- Det har jeg ingen anelse om.
Hele interviewet med Pia Kjærsgaard og andre udgaver af 'Kernen' kan ses på TV 2 PLAY her: