Politik

Regeringen trækker i land i sag om flerkoneri

Ifølge avis var et lovforslag på vej, der ville gøre det muligt for evakuerede afghanere af få flere koner eller mindreårige ægtefæller til Danmark.

Regeringen vil alligevel ikke acceptere, at evakuerede afghanere har flere koner eller mindreårige ægtefæller, som et lovforslag ifølge Jyllands-Posten ellers lagde op til.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- I næste uge planlægger jeg at fremsætte et lovforslag for Folketinget, der vil give de evakuerede afghanere mulighed for at søge et toårigt opholdsgrundlag.

- Lovforslaget bliver ændret på flere punkter i forhold til den tekst, der har været i høring. Det betyder blandt andet, at vi ikke vil anerkende flere ægtefæller eller mindreårige ægtefæller som grundlag for en opholdstilladelse efter særloven, lyder det i kommentaren.

Komplicerede forhold giver speciel situation

Det springende punkt er, at et stort flertal i Folketinget 11. august valgte at yde hjælp til afghanere, der havde hjulpet Danmark, mens vi var til stede i det krigshærgede land.

Kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stod uden for den politiske aftale.

Denne sikrede, at de mange evakuerede afghanere ville få lovligt ophold i Danmark i to år. Perioden kunne blive forlænget, hvis de søgte om asyl.

Muligheden for at opholde sig i Danmark omfattede også personernes nærmeste familie. Det skulle dog kun forstås som ægtefælle eller samlever - samt børn under 18 år.

Aftalen fra 11. august gjaldt altså ikke for flere ægtefæller eller mindreårige ægtefæller.

Dansk Folkeparti ville have minister i samråd

Nyheden fik torsdag aften både Venstre og Dansk Folkeparti til at kalde lovforslaget for et "klart aftalebrud".

Dog er Dansk Folkeparti ikke del af aftalen om evakuering.

Pia Kjærsgaard, der er udlændingeordfører, mener, at de andre partier i aftalen må føle sig ført bag lyset.

- Venstre og Konservative må føle sig snydt, så vandet det driver, lød det fra ordføren, der ville have Mattias Tesfaye i samråd.

Også hos aftalepartiet Venstre var utilfredsheden stor.

- Det her skal laves om. Det er dybt uacceptabelt og bare endnu en perle på den snor af dårlige beslutninger, som regeringen har truffet i hele miseren om Afghanistan, sagde Morten Dahlin til TV 2.