Politik

Mai Villadsen har kendt til krænkelser, mobning og stress i partiet i "noget tid"

Arbejdstilsynet har påbudt Enhedslisten at få en ekstern rådgivningsvirksomhed til at lave en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø.

Dårligt arbejdsmiljø hører ingen steder hjemme.

Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

Hun har den seneste uge nægtet at kommentere på TV 2s afsløring af store problemer med krænkelser, mobning og stress på partiets landskontor, men siger nu, at hun har kendt til problemerne i "noget tid".

- I Enhedslisten tager vi det meget alvorligt, når der er udfordringer med arbejdsmiljø. Ligegyldigt om det er i vores egen organisation eller andre steder. Og der er jeg helt overbevist om, at den ansvarlige ledelse, som landskontoret jo er, har håndteret de her sager, siger Mai Villadsen og tilføjer:

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at håndtere sagen.

Konflikter og manglende tillid

TV 2 kunne i sidste uge gennem en aktindsigt afsløre, hvordan Arbejdstilsynet i april konstaterede, at medarbejdere oplevede krænkende handlinger og mobning.

Op mod halvdelen af de ansatte fortalte, at de har følt sig stressede, og flere var langtidssygemeldte. Kontrollanterne beskrev arbejdsmiljøet som både konfliktfyldt og præget af manglende tillid.

Problemerne var så grelle, at Arbejdstilsynet påbød Enhedslisten at få en ekstern rådgivningsvirksomhed til at lave en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet beskriver blandt andet, at de ansatte oplever et stort arbejdspres på grund af "skiftende politiske krav", "udefrakommende hasteopgaver" og "ambitiøse ansatte", der anser arbejdet som "mere end blot et arbejde, men også politisk hjerteblod, som gør det svært at gå på kompromis".

Vil undgå "utidig indblanding"

Ifølge Ekstra Bladet modtog partiets gruppeformand, Peder Hvelplund, allerede i oktober 2020 et fire sider langt fortroligt advarselsbrev om det dårlige arbejdsmiljø på partiets landskontor.

Et brev, som Mai Villadsen først fik kendskab til, da hun kunne læse det i avisen, siger hun.

Det er den ansvarlige ledelse på landskontoret, der har ansvaret for at sikre et godt arbejdsmiljø

Mai Villadsen (Ø), politisk ordfører

Mai Villadsen fastslår imidlertid, at det i hendes optik ville være "utidig indblanding", hvis hun fra Christiansborg skulle "diktere", hvad der fremadrettet skal gøres på landskontoret.

- Det er den ansvarlige ledelse på landskontoret, der har ansvaret for at sikre et godt arbejdsmiljø dér, og det er jeg overbevist om, at de har arbejdet på i mange måneder for at sikre. Blandt andet med opbakning fra forretningsudvalget, siger hun.