Politik

Embedsmand om Støjbergs centrale notat: Det blev hurtigt glemt

I Rigsretten afhøres et vidne, som var med til at udarbejde notat, som ifølge Støjbergs forsvar er centralt.

Et notat, om er centralt i Støjbergs forsvar i Rigsretten, blev hurtigt "glemt", og det blev "overhalet" af efterfølgende drøftelser.

Det fortæller Anne Nygaard Just, der var fuldmægtig i Udlændinge- og Integrationsministeriet, da daværende minister Inger Støjberg besluttede at adskille mindreårige på asylcentre fra deres ægtefælle.

Anne Nygaard Just var en af dem, der arbejdede med notatet, da det skulle udarbejdes. Hun fortæller, at der blev holdt et møde efter notatets godkendelse, hvor der var en række drøftelser om den juridiske vurdering.

- Derfor var det min vurdering, at notatet blev overhalet af de drøftelser, som var efterfølgende, siger hun torsdag, hvor hun afhøres i Rigsretten.

Notatet omtaler undtagelser

Dermed gentager hun, hvad hun sidste år forklarede, da hun vidnede i Instrukskommissionen.

René Offersen bryder da også ind under hendes forklaring og påpeger, at hun ikke bør sidde med sin forklaring fra kommissionen i retten, hvilket hun accepterer.

Lyn-analyse

To af dagens vidner er besværlige for Inger Støjberg. Anne Nygaard Just var sagsbehandler på ministernotatet, men ifølge hende blev notatet allerede overhalet to timer efter, at det var godkendt.

Det passer med, hvad juristen Lykke Sørensen sagde; at det mistede sin betydning.

Det er underminerer Støjbergs nøglebevis nummer ét, nemlig ministernotatet.

Og så var der Frank Bundgaard, som jo i sine notater fra koncerndirektionsmødet 10. februar klart efterlader indtrykket af, at der var truffet en beslutning uden undtagelser.

Begge vidneudsagn er besværlige for Støjberg. 

Notatet, som ifølge Støjbergs forsvarer er centralt, tilsiger, at der er undtagelser til adskillelserne af asylparrene.

Instrukskommissionen mente dog, at notatet mistede sin betydning, da Støjberg i en pressemeddelelse - dagen efter at have godkendt notatet - ikke nævnte undtagelser.

Nu bliver det så op til Rigsretten at tage stilling til, om Støjberg udstedte og fastholdt en ulovlig instruks.

Notatet blev aldrig nævnt igen

Anklager Jon Lauritzen spørger torsdag også den tidligere fuldmægtige i ministeriet ind til, hvorfor hun tror, at notatet hurtigt blev glemt.

- Jeg baserer det på, at notatet blev lavet og godkendt i februar (2016, red.), og så husker jeg ingen drøftelser om notatet efterfølgende, siger hun, men nævner dog, at hun på et tidspunkt sendte det til et familiesammenføringskontor.

Rigsretssagen fortsætter på onsdag, hvor den ministersekretær, der godkendte notatet på vegne af Inger Støjberg, skal afhøres om formiddagen.

Om eftermiddagen bliver det tid til at påbegynde afhøringen af Line Skytte Mørk Hansen. Det var hende, der instruerede Udlændingestyrelsen i at begynde at adskille asylparrene.