Politik

Pressechef undrer sig over, at pressemeddelelse blev instruks

En pressemeddelelse skal være retvisende, men behøver ikke være udtømmende, siger tidligere pressechef i Rigsretten.

Mia Tang, der var pressechef i Inger Støjbergs ministerium, har onsdag i Rigsretten svært ved at huske mange detaljer fra forløbet i 2016, hvor Støjberg besluttede at adskille asylpar.

Men hun fortæller, at det undrer hende, at den pressemeddelelse, som ministeriet udsendte 10. februar 2016, blev til en instruks.

- Nu bliver det langt hen ad vejen til en instruks, og det har jeg undret mig meget over, fordi det er en pressemeddelelse, siger Mia Tang.

Pressemeddelelse behøver ikke at være udtømmende

Pressemeddelelsen er central i rigsretssagen mod Støjberg, for ifølge sagens anklagere blev den til en ulovlig instruks. Og Støjberg er tiltalt for at have iværksat den ulovlige instruks og fastholdt den.

I pressemeddelelsen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet meddelte Støjberg, at hun satte en stopper for, at mindreårige kunne bo med en ægtefælle eller samlever på danske asylcentre.

Det blev ikke nævnt, at der kunne være undtagelser, selv om parrene har krav på en individuel vurdering.

Lyn-analyse

Man kunne godt tro, at pressechefen og ministersekretæren var så tæt på processerne, at de vidste noget. Men svaret på stort set alle spørgsmål i dag var: ”Det husker jeg ikke”.

Da dagen var slut, sagde retsformanden, om man ikke kan bruge instrukskommissionen her til at konstatere, at der er spørgsmål, man ikke kan forvente svar på og korte det ned.

For mig lugter det af, at anklagemyndigheden er på fisketur. De håber på, at noget dukker op, men de ved det ikke. Den her sag står påstand mod påstand. Og anklagemyndigheden er nødt til at prøve at feje i alle hjørner. Sagen er ikke så lige til.

Anklager Anne Birgitte Gammeljord spørger i Rigsretten Mia Tang ind til, om pressemeddelelsen skal være retvisende.

- Selvfølgelig skal den være retvisende, men den behøver i min optik ikke at være udtømmende, siger hun.

Undskylder, at hun ikke kan huske mere

Samme udlægning af pressemeddelelsen kom Støjberg med, da hun blev afhørt tidligere i rigsretssagen.

Dagen inden pressemeddelelsen godkendte Støjberg et notat, som tilsagde, at der var undtagelser. Mia Tang kan ikke huske at have hørt om notatet på møder, og hun kan ikke huske at have fået det.

- Jeg kan ikke udelukke at have set det, men jeg kan ikke huske at have fået det, siger hun.

Jeg kan godt forstå, at det måske er svært at forstå… Jeg burde måske kunne huske noget mere

Mia Tang, tidligere pressechef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Pressechefen bliver også spurgt ind til flere mails fra forløbet i januar og februar 2016, men hun kan ikke huske dem. Og hun har også svært ved at huske detaljer omkring forløbet med pressemeddelelsen.

På et tidspunkt i forløbet var der to versioner af pressemeddelelsen. Men Mia Tang afviser at have erindring om det.

- Nej, det har jeg ikke. Jeg kan sagtens huske, at pressemeddelelsen går rundt i systemet, men jeg kan ikke huske, hvem der sagde hvad, hvornår, siger hun.

Hun beklager flere gange, at hun ikke kan huske mere.

- Jeg ville - i bagklogskabens klare lys - ønske, at jeg havde taget en stor stak mails med mig, da jeg forlod ministeriet, men det gjorde jeg altså ikke. Derfor er det rigtig svært at huske i dag.

- Jeg kan godt forstå, at det måske er svært at forstå… Jeg burde måske kunne huske noget mere af forløbet, men der var et langt flow omkring sagen, siger hun.

Fik grønt lyst til at fjerne undtagelser

Mia Tang husker dog, at hun gik ind på Støjbergs kontor med den printede pressemeddelelse, da den var klar. Støjberg ville dog havet fjernet et afsnit om undtagelser.

Derfor gik Mia Tang til departementschef Uffe Toudal Pedersen, og han vendte det på et kort møde med Støjberg og hendes rådgiver, Mark Thorsen.

På mødet tillod Uffe Toudal, at det blev taget ud, selv om han ikke mente, at det skulle være sådan, og han har fortalt, at han understregede, at der ville blive administreret med undtagelser - uanset pressemeddelelsen.

- Jeg får grønt lys til, at det afsnit kan tages ud, og så sender vi den ud, siger Mia Tang.

Udover Mia Tangs afhøring blev afhøringen af tidligere departementschef, Uffe Toudal, afsluttet. En daværende ministersekretær blev afhørt, og så begyndte anklagerne på afhøringen af Jonas Christoffersen, der var direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Torsdag fortsætter sagen med afhøring af Christoffersen og tre embedsfolk fra ministeriet.