Politik

Regeringen vil fortsætte med bidrag til hegn om Europa

Grænsehegn skal være en integreret del af dansk og europæisk udlændingepolitik, mener udlændingeministeren.

Danmark kommer i fremtiden til at fortsætte sit bidrag med at etablere fysiske barrierer om Europa.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i interviews med Berlingske og Jyllands-Posten.

Tidligere i september kunne ministeren fortælle, at regeringen havde besluttet at sælge 15 kilometer pigtrådshegn til Litauen med henblik på at styrke den litauiske grænse mod et stærkt stigende antal flygtninge og migranter.

I et brev til Folketingets Europaudvalg lød det, at salget skulle ses i lyset af "regeringens generelle ønske at styrke EU's ydre grænse og specifikke ønske om at begrænse tilstrømningen til Danmark".

33 millioner til Tyrkiet

Det danske bidrag til etableringen af fysiske barrierer om Europa kommer til at vare ved, bekræfter ministeren nu.

- Ja, det er jeg overbevist om, siger Tesfaye i interviewet med Berlingske.

Allerede nu planlægger regeringen som det næste at sende 33 millioner kroner til en styrkelse af Tyrkiets grænse. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet til Berlingske.

Pengene har flere formål. De skal gå til at hjælpe de tyrkiske myndigheder med frivillige hjemsendelser, men de skal også forstærke den tyrkiske grænse gennem udstyr og træning af grænsebetjente.

En fælles opgave

Danmark har også sendt penge til blandt andet Balkan og lande i Afrika med det formål at bremse migrantstrømme.

Adspurgt om det at bidrage til Europas ydre grænser i form af hårde barrier skal være en lige så integreret del af flygtningepolitikken som spørgsmålet om hjemsendelse og fordeling, svarer ministeren "ja".

- Jeg mener også, at vi mangler at bruge fælleseuropæisk finansiering på at sikre de ydre grænse, for det bør vi betragte som en fælles opgave, siger Tesfaye til Berlingske.

- Det skal ikke være for beskidt for os til at bruge fælles midler på det. Det er vi ikke enige med EU-Kommissionen om, men vi er i bedre og bedre dialog med flere EU-lande om det.

Tak til Grækenland

Ministerens udtalelser kommer op til, at han torsdag får besøg af den græske migrationsminister, Notis Mitarachi.

Her vil Tesfaye ifølge Berlingske og Jyllands-Posten takke for Grækenlands indsats ved Europas ydre grænse.

Indtil for nylig har Grækenland færdiggjort en 40 km lang og fem meter høj mur i grænseområdet til Tyrkiet.