Henriksen vinder dramatisk kampvalg efter hård infight med Pia Kjærsgaard
Tidligere partiformand Pia Kjærsgaard er vred og føler sig personligt ramt af den tale, som Martin Henriksen holdt ved kampvalget.
Martin Henriksen er blevet genvalgt til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse efter et dramatisk kampvalg på partiets landsmøde i Herning lørdag.
Valget til hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti har normalt ikke så stor mediebevågenhed, men har fået det denne gang, fordi et kampvalg lørdag har blotlagt store uenigheder i partiet.
Her har Martin Henriksen og partistifter Pia Kjærsgaard været på voldsom kollisionskurs.
Ni kandidater kæmpede om tre ledige pladser i hovedbestyrelsen, og foruden Martin Henriksen, der blev genvalgt med 272 stemmer, valgte Dansk Folkepartis medlemmer også Jens Vornøe og Merete Dea Larsen til hovedbestyrelsen. De to fik henholdsvis 257 og 201 stemmer.
Til gengæld måtte den tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen se sig vraget. Han har siddet i hovedbestyrelsen indtil nu og har offentligt været i heftige diskussioner med Martin Henriksen.
Dramatisk kampvalg
Dansk Folkepartis hovedbestyrelse har på det seneste udviklet sig til en kampplads om partiets politiske linje. Især om udlændingepolitikken.
Hovedbestyrelsen er ellers som udgangspunkt et organisatorisk organ, hvor der ikke træffes beslutninger om partiets politiske kurs, men lørdag udviklede valget af nye medlemmer til hovedbestyrelsen sig alligevel særdeles dramatisk.
Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen var den første af de ni kandidater på talerstolen, og han brugte sin taletid på at gå hårdt til sit partis linje på udlændingeområdet. Han mener, at den er blevet for blød.
- Der er nogle, der mener, at vi skal forvandle os til nogen, der ligner alle de andre og er sådan nogle pæne nogle. At vi skal strømlines og have fokusgrupper, sagde Martin Henriksen og fortsatte:
- Vi bliver nødt til at være skarpere. Men i stedet diskuterer vi, om vi skal være pænere, og hvordan tonen i debatten er. Det lyder næsten halvradikalt.
Rasende Pia Kjærsgaard
På tilhørerpladsen sad partistifter og nuværende udlændingeordfører Pia Kjærsgaard og hørte talen. Hun var rasende og vendte sin tommelfinger nedad og pegede op mod Martin Henriksen, mens hun tydeligt skældte ham ud.
Efterfølgende forklarede hun over for TV 2 optrinnet med, at hun mener, Martin Henriksen er illoyal over for partiet.
- Jeg bliver vred, når man underkender vores udlændingepolitik, som vi har kæmpet for i masser af år. Det er ikke rimeligt. Jeg føler mig også personligt ramt. Det er mig, der i 30 år har kæmpet for den her udlændingepolitik, som alle andre partier i Folketinget nu forsøger at efterligne, lød det fra Pia Kjærsgaard.
Hun slog samtidig fast, at valget til hovedbestyrelsen ifølge hende ikke bør handle om den politiske linje, men i stedet om det organisatoriske arbejde. Efter Martin Henriksens genvalg sagde Pia Kjærsgaard:
- Jeg håber, han opfører sig ordentligt.
Kamphaner skal arbejde sammen
Martin Henriksen fik opbakning til sin kritik fra Erik Høgh-Sørensen, der forsøgte at blive genvalgt til hovedbestyrelsen. Han sagde i sin tale, at en stemme på ham er en stemme på en "hård linje over for islam". Han opnåede dog ikke genvalg.
De to mødte skarp kritik fra Dansk Folkepartis tidligere EU-parlamentariker Anders Vistisen. Han har indtil nu siddet i hovedbestyrelsen med netop Henriksen og Høgh-Sørensen og stillede også op til genvalg.
Fjendskabet mellem Vistisen og de to andre var tydeligt i hans indlæg forud for valget. Her sagde Vistisen blandt andet, at Dansk Folkeparti er Pia Kjærsgaard, og at han bakker fulgt op om hendes linje på udlændingeområdet.
- Sagt lige ud af posen: Jeg har simpelthen svært ved at kende mit gamle parti. Faktisk er jeg meget bekymret, lød det blandt andet.
- Det minder mig om en dysfunktionel skolegård, hvor der spredes rygter om hinanden.
Thulesen Dahl: Henriksen skal holdes i kort snor
Partiformand Kristian Thulesen Dahl slog i sin tale på landsmødet fast, at hovedbestyrelsesmedlemmerne skal være loyale over for den politiske linje, som lægges på Christiansborg.
Han sagde også, at al uenighed efter denne weekend skal tages internt og ikke i medierne. Overholdes det ikke, kan der komme eksklusioner, har DF-formanden varslet.
Netop Martin Henriksen har luftet sin utilfredshed offentligt, men det skal stoppe nu,forklarede Kristian Thulesen Dahl efter kampvalget.
- Martin Henriksen er en, der hele tiden skal holdes tæt på og i kort snor.