Politik

Danmark skal gøre mere for at redde klimaet, siger Mette Frederiksen

FN’s klimarapport har været et wakeupcall for statsministeren, der nu kræver bindende reduktionsmål for klimaet.

Det står værre til med klimaet, end vi troede, og derfor skal der nu endnu mere fart på den grønne omstilling i Danmark.

Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale ved Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

- Med rapporten fra FN’s klimapanel IPCC står det klart, at selv de lande, der er nået langt, skal gøre mere, end de gør i dag. Det gælder også for Danmark, siger hun.

Vil have bindende mål

Meldingen kommer, efter at regeringen igennem de første to år ved magten gentagne gange er blevet kritiseret for at gøre for lidt af regeringens støttepartier, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, og netop som Radikale Venstre har foreslået at fremrykke planen for, hvornår Danmark skal være klimaneutralt med ti år til 2040.

Ifølge Mette Frederiksen bør første skridt på vej mod en endnu større klimaindsats være en snarlig aftale om en klimaplan for landbruget.

Forhandlingerne på det område har stået på længe, men ifølge statsministeren skal de afsluttes nu, og det skal være med konkrete, bindende mål for, hvor meget CO2 landbrugssektoren skal reducere.

- Klimaforandringerne vil ske hurtigere, end vi troede. Konsekvenserne er større, end vi troede. Og udviklingen bliver sværere at begrænse, end vi troede. Klimaforandringerne er ikke et fjernt mareridt. De er her lige nu – og det vil kun blive værre, siger Mette Frederiksen.

- Klimakrisen kræver politisk handling. Grøn energi, forskning, biler, madvaner. Men vigtigst af alt: Det starter og slutter med ansvar.

Borgerlige kræver flere penge

Med kravet om bindende reduktionsmål lægger hun pres på ikke bare de blå partier, der lige nu kæmper med regeringen om udformningen af en landsbrugsaftale, men også landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S), der har fået til at opgave at lande en bred aftale.

De borgerlige partier kom i sidste uge med et fælles udspil til en klimaaftale på landsbrugsområdet. Det indeholdt ikke ønsker om bindende reduktionsmål, men det kan komme på tale. Det kræver dog, at der også følger penge med.

- Det er ikke noget, der er vokset i vores have, at man skal have et bindende klimamål for kun en sektor, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, lørdag til Ritzau.

- Omvendt har vi sagt, at det må vi diskutere ved forhandlingsbordet. Men det kræver, at der kommer penge på bordet, fastslår han.

Forhandlinger i Finansministeriet

Konkret vil de borgerlige partier have sprøjtet godt seks ekstra milliarder ind i en eventuel aftale, så staten i højere grad er med til at finansiere landmændenes grønne omstilling. Uden det vil de ikke være med, siger de.

Det har regeringen umiddelbart afvist. Rasmus Prehns udgangspunkt er, at der må forhandles inden for den ramme, som regeringen har fremlagt.

Men omvendt kan TV 2 nu erfare, at forhandlingerne om klimaplanen for landbruget om kort tid flyttes over i Finansministeriet, hvilket som regel skyldes, at der skal kigges på finansieringen.