Her er landets mest troværdige partileder – og en der ligger katastrofalt

Ny troværdighedsmåling er godt nyt for Pape og Løkke, men en svidende besked til Sofie Carsten Nielsen.

Søren Pape Poulsen er uden sidestykke den mest troværdige partileder på Christiansborg.

Det svarer danskerne i en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken.

Mere end halvdelen (53 procent) af de adspurgte har nævnt Pape som en af de tre mest troværdige partiledere.

Den konservative leder lå også øverst, da Megafon lavede samme måling for et år siden. Dengang var afstanden til toeren, statsminister Mette Frederiksen (S), dog ikke så stor. Det er den denne gang.

2013 personer har deltaget i målingen, der er foretaget fra 14. til 16. september. De har alle haft mulighed for at nævne op til tre politikere, som de anser for mest troværdige.

Papes stil betaler sig

Pape ligger hele 15 procentpoint foran Mette Frederiksen, der bliver nævnt af 38 procent af de adspurgte.

Det er for statsministeren prisen for at vende tilbage til normale politiske tilstande, nu hvor coronakrisen er ovre, lyder det fra politisk kommentator Hans Engell.

Målingen er derimod "et kæmpe skulderklap til Pape".

- Det understreger den neddæmpede linje, han har valgt. Han gør sig ikke uvenner med de andre partier, han indgår ikke så mange forlig, så han får dej på fingrene. Den forsigtige stil, og så at der er fred og ro i konservative, det betaler sig, siger Hans Engell.

Han mener også, at det har styrket Søren Pape, at han smed den krænkelsesanklagede Naser Khader ud af partiet.

Hos de konservative selv vækker målingen glæde. Og i virkeligheden er de ikke så overraskede:

- Jeg tror, at danskerne har lært Pape at kende, som lige præcis den han er: En bundsolid og god fyr, som er godt opdraget og behandler sine omgivelser ordentligt. Der er ikke så meget fup og fidus over ham. Han siger tingene, som de er. Og det tror jeg, at danskerne godt kan lide, siger partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard.

De radikales krise er ikke ovre

Mindre sjovt ser det ud for Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen. Blot 6 procent af de adspurgte har nævnt hende som en af de tre mest troværdige partiledere.

Det er kun en my bedre end lederne fra de små partier Alternativet og Frie Grønne.

Det er et "elendigt" resultat, lyder det fra Hans Engell og i virkeligheden målingens mest "bemærkelsesværdige".

- Det er jo tegn på, at den radikale krise af vælgerne langtfra opfattes som overstået. Hun ses som en meget ringe og svag partileder. Det er en katastrofemåling for hende. Hun får det svært ved næste valg. Der er basis for nogle panodiler der, siger han.

Radikale Venstre har ikke ønsket at kommentere målingen, da partiet af princip ikke kommenterer meningsmålinger.

Løkke bliver svær at komme udenom

I midten af feltet ligger to tidligere partifæller side om side. Venstres Jakob Ellemann-Jensen og hans tidligere partiformand Lars Løkke Rasmussen.

Løkkes parti blev ellers først opstillingsberettiget onsdag, og han har endnu ikke så meget som fortalt, hvilken politik Moderaterne vil føre, eller hvem der skal gøre det.

- Løkke kan være tilfreds. Med den start han fået og en måling på dette niveau, så peger det jo på, at hans nye parti kommer i Folketinget og endda med pænt stemmetal. For Løkke er det her jo en supergod platform. En meget opmuntrende måling for Løkke, siger Hans Engell.

Han bemærker, at Jakob Ellemann nok ikke "synes, det er specielt sjovt". Og målingen bør også vække bekymring i resten af blå blok.

- Hvis jeg var de blå partier, så ville jeg være noget bekymret for denne måling. Den viser, at Løkke godt kan sætte sig på nogle mandater, som han tager fra de andre blå. Det tyder på, at Lars Løkke kommer til at blive en faktor i dansk politik, lyder det fra den politiske kommentator.