Politik

Løkkes parti kommer i Folketinget, vurderer analytiker

Moderaterne har nu vælgererklæringer nok til at komme på stemmesedlen. Nu kommer den svære tid for Løkke, siger kommentatorer.

Der er gode chancer for, at Lars Løkke Rasmussen med sit parti Moderaterne kommer i Folketinget.

Det vurderer TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren.

- Et navn og en profil som Lars Løkke Rasmussen vil formentlig i sig selv og alene trække de 2 procent af stemmerne, det kræver for at komme i Folketinget, siger han.

Derefter bliver det ifølge Jesper Vestergren interessant at se, hvilken parlamentarisk situation det ender ud i, når Moderaterne med stor sandsynlighed bliver valgt ind.

- Lars Løkke vil formentlig pege på en borgerlig statsministerkandidat, men der jo stor splid i blå blok om, hvordan det skal foregå. Så det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at spænde af, når Moderaterne træder ind i det miks.

Hvad vil Løkkes parti egentlig?

Moderaterne har onsdag morgen indsamlet flere end 20.182 vælgererklæringer, som er påkrævet, for at partiet kan blive opstillingsberettiget.

Det viser tal fra Indenrigs- og Boligministeriet.

Den tidligere statsministers parti er dog endnu ikke officielt godkendt til at kunne stille op til det kommende folketingsvalg. Partiet skal først søge om opstillingsberettigelse hos Indenrigsministeriet, men det forventes at blive en formsag, der kan godkendes inden for få uger.

Nu kommer den svære tid for Løkke

Hans Engell, politisk kommentator

Politisk kommentator Hans Engell mener, at Lars Løkke Rasmussen nu for alvor skal stå sin prøve.

For den tidligere Venstre-formand skylder ifølge Engell at svare på en lang række spørgsmål, nu hvor hans parti, Moderaterne, er blevet opstillingsberettiget og vil komme til at figurere på stemmesedlen til næste folketingsvalg.

- Nu kommer den svære tid for Løkke. Hidtil har han kunnet flyve under radaren, men nu melder alle spørgsmålene sig for ham. Hvilke kandidater er det, han møder med? Hvad er det politiske program? Hvem peger han på som statsminister? spørger Hans Engell.

Den gode udlægning...

En anden politisk kommentator, Noa Redington, er enig i, at Lars Løkke Rasmussen med dagens udvikling ikke længere kan skjule sig på den politiske scene.

Han mener, at Moderaterne kan gøre en forskel, men hvilken er helt afhængig af øjnene, der ser.

For der findes både en god og en dårlig udlægning af teksten i blå blok.

- Den gode udlægning er, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne kan bidrage til at hente stemmer ind over midten - primært fra Socialdemokratiet og Radikale Venstre, siger Noa Redington til TV 2.

Ifølge den tidligere statsminister skal yderfløjene ikke have for stor magt, og deres mulighed for at styre dansk politik skal derfor stækkes. Og dette synspunkt er interessant for et stort vælgersegment, mener Noa Redington.

- Lars Løkke indtager nogle voksne synspunkter på en lang række områder, men vi ved endnu ikke, hvilke kandidater der skal tegne partiet. Det bliver interessant at se.

... og den dårlige

Moderaternes indtog på Christiansborg kan imidlertid også skabe dårlige nyheder for blå blok.

Det kan potentielt skabe kaos i det blå Danmark

Noa Redington, politisk kommentator

Hele syv partier i form af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Moderaterne og Kristendemokraterne har en sandsynlig mulighed for at komme i Folketinget efter næste valg.

Og de mange forskellige borgerlige partier kan vise sig at være en ulempe.

- Det viser, at der er kaos i blå blok, og det kommer let til at se meget ustabilt ud. For kan så mange partier overhovedet blive enige om noget? Det vil skabe historie, hvis hele syv partier skal tegne dansk politik, siger Noa Redington.

Han mener, at Socialdemokratiet vil kunne profitere af de mange borgerlige partier, og dermed vil partiet lettere blive opfattet af befolkningen som den stabiliserende kraft i dansk politik.

Endelig er der hele dynamikken mellem Lars Løkke Rasmussen og den nuværende Venstre-formand, Jakob-Ellemann Jensen, som endnu er uafklaret.

- Vil Løkke overhovedet give sin opbakning til Venstres formand? Det kan potentielt skabe kaos i det blå Danmark, mener Noa Redigton.