Politik

DF-profil tvivler på genvalg - han har set skriften på væggen, mener redaktør

Martin Henriksen har oplevet pres for, at han stopper i partiet, siger han.

Det er ikke så ofte, at det tiltrækker stor bevågenhed, når partier vælger nye hovedbestyrelser.

Men på lørdag er der lagt op til et potentielt drama, når MCH Herning Kongrescenter danner rammen om Dansk Folkepartis årsmøde.

Her stiller Martin Henriksen endnu engang op som kandidat til partiets hovedbestyrelse efter en turbulent tid, hvor han har tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Nu melder Henriksen dog ud, at han faktisk ikke regner med at blive genvalgt. Det siger det tidligere folketingsmedlem søndag i et interview med Ritzau.

- Efter den seneste udmelding fra Pia Kjærsgaard og Søren Espersen - som er nogle af de veteraner, som jeg ved, at medlemmerne lytter til - må jeg være realistisk og sige, at det er meget op ad bakke. Og nok også usandsynligt, at jeg bliver genvalgt til hovedbestyrelsen, siger Henriksen.

Udmeldingen kommer efter flere måneders intern kamp i Dansk Folkeparti, hvor stridspunktet har været partiets varemærke, udlændingepolitikken.

Kampen i hovedbestyrelsen

Allerede i starten af juni satte et opsigtsvækkende Henriksen-opslag fut under de interne uenigheder. Her mente DF’eren, at statsminister Mette Frederiksen lavede et ’reklameindslag’ for Islam, fordi hun lod sig fotografere, mens en kvinde med hovedtørklæde vaccinerede hende.

I en række interne mails, som TV 2 og Politiken har set, mødte det kritik fra partikammeraterne Anders Vistisen og Peter Kofod, der også er medlemmer af DF’s hovedbestyrelse.

I starten af september kunne Jyllands-Posten så fortælle, hvordan Martin Henriksen talte åbent om udlændingepolitisk splittelse i partiet under et medlemsmøde i DF’s afdeling i Hjørring.

Her gjorde Martin Henriksen det klart, at han ønsker en strammere linje i partiet.

Dén udtalelse blev dråben, der fik partiveteranen Søren Espersens bæger til at flyde over. Martin Henriksens udmelding var ”uanstændig”, lød det fra Espersen.

- Det kan man simpelthen ikke tillade sig, når vi har Danmarks bedste udlændingeordfører, sagde han med henvisning til partistifteren Pia Kjærsgaard, der er partiets ordfører på området.

Jeg har ingen planer om at stoppe i partiet. Men jeg kan konstatere, at der er folk, der lægger et pres på i forhold til det

Martin Henriksen (DF)

Samme dag kom også DF-formand Kristian Thulesen Dahl på banen. Han gik offentligt ud og irettesætte sine medlemmer efter de gentagne slagsmål, der havde fundet vej til pressen.

- Vi har nogle få, der ikke kan finde ud af at holde tingene internt. Det skal de lære, for det tærer på et parti, lød det fra Thulesen Dahl.

Føler sig presset

Trods reprimande fra formanden lagde Martin Henriksen sig ikke ned. Mandag denne uge kunne Jyllands-Posten berette om, hvordan Henriksen i en lukket DF-gruppe skrev:

- Jeg agter at kæmpe kampen, selv om det helt indlysende er op ad bakke.

Opslaget blev senere slettet.

Den pågældende Facebook-gruppe har omkring 2200 medlemmer, så formand Thulesen Dahl tog dog ikke opslaget ilde op.

- Som jeg forstår det, var det netop tænkt som et rent internt opslag. Og så følger det min opfordring.

Perspektiv

DF's vælgerkrise

Kristian Thulesen Dahl har været formand i både opgangstider og nedgangstider for Dansk Folkeparti.

Ved valget i 2015 blev Dansk Folkeparti det næststørste parti i Folketinget, da hele 21,1 procent af danskerne satte kryds ved liste O.

I 2019 blev partiet mere end halvveret og opnåede blot 8,7 procent af stemmerne. Her røg profiler som Martin Henriksen, Christian Langballe, Kim Kristiansen og Kenneth Kristensen Berth ud af Folketinget.

Trods det dårlige resultat i 2019 står DF i dag til endnu færre stemmer. Ved den seneste Megafon-måling fra slutningen af august står partiet til blot 6,4 procent af stemmerne.

Til sammenligning står Nye Borgerlige til 8,9 procent. Ved det seneste valg opnåede partiet 2,4 procent af stemmerne.

Alligevel ser Henriksens håb for et genvalg til DF’s hovedbestyrelse skrøbeligt ud. Det siger politisk redaktør på Avisen Danmark Casper Dall til TV 2.

- Det er et parti, der er karakteriseret af en høj grad af topstyring. Så når man får den melding af Søren Espersen, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, så er der ikke meget, der tyder på, at Martin Henriksen har den store fremtid i partiets hovedbestyrelse efter årsmødet.

- Han har set skriften på væggen. Når partiets stifter Pia Kjærsgaard selv går ud og siger, at man ikke skal diskutere partiets udlændingeprofil i offentligheden, kan man godt kaste håndklædet i ringen. Og det har Martin Henriksen så gjort her en uges tid, inden de mødes i Herning, lyder det fra Dall.

Striden fortsætter

Udover sin manglende tro på genvalg til hovedbestyrelsen, kommer Martin Henriksen i søndagens interview med Ritzau med endnu en opsigtsvækkende udmelding. Han oplever nemlig et ”massivt pres” på ham selv og hans holdninger, fortæller han.

- Jeg har ingen planer om at stoppe i partiet. Men jeg kan konstatere, at der er folk, der lægger et pres på i forhold til det.

Om partiets hovedbestyrelse fortsat skal huse Martin Henriksen, afgøres lørdag i Herning. Lige meget hvad vil den interne kamp om udlændingelinjen dog forsætte i det kriseramte parti, lyder det fra Avisens Danmarks politiske redaktør.

- Der er en politisk uenighed i DF, som ikke forsvinder af, at Martin Henriksen ikke er i hovedbestyrelsen, hvis han ikke bliver genvalgt.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er Pia Kjærsgaards linje, man skal følge officielt, men bag linjerne er der en diskussion i partiet om, om man skal gå længere til højre ud mod Nye Borgerlige, eller om man - som eksempelvis Kofod og Vistisen ønsker - skal trække lidt længere ind mod midten, siger Casper Dall, der dog sår tvivl om, hvor store fløjene egentlig er.

Skal man tage partimoderen Pia Kjærsgaards ord for pålydende, står Henriksen meget isoleret.

- Der er ikke fløje i Dansk Folkeparti, og hvis der er fløje, så vil jeg sige, at Martin Henriksen repræsenterer en meget lille bitte fløj i Dansk Folkeparti, som jeg ikke kender noget til, sagde Pia Kjærsgaard 3. september til Berlingske.

Foruden Henriksen er også Anders Vistisen og Erik Høgh-Sørensen på valg til hovedbestyrelsen. Sidstnævnte er på Henriksens side i striden, skriver Ritzau.

DF's hovedbestyrelse består af 12 medlemmer og tæller blandt andre formand Kristian Thulesen Dahl, gruppeformand Peter Skaarup og politisk næstformand Morten Messerschmidt.

Hverken Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen eller Pia Kjærsgaard ønsker at udtale sig om Martin Henriksens udmelding over for TV 2.

TV 2 har også forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Martin Henriksen selv.