Politik

Regeringen vil forhindre fangeflugter med mere håndjern

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har sendt et lovforslag i høring, der skal forhindre fangeflugter.

Flere fanger har de seneste år haft succes med at flygte fra danske fængsler. Derfor vil regeringen skrue op for brugen af håndjern og indføre mere kontrol med breve blandt andet for de indsatte rocker- og bandemedlemmer.

Det sker blandt andet i kølvandet på en række fangeflugter. For eksempel lykkedes det sidste år kortvarigt den drabsdømte Peter Madsen at flygte fra Herstedvester Fængsel.

Lovforslaget, der fredag er sendt i høring, giver fængselsbetjente mulighed for oftere at bruge håndjern. Det kan være i situationer, hvor indsatte skal transporteres, eller hvor de optræder voldeligt over for personale.

Minister: Mulighed for at holde de indsatte i kortere snor

Der er tale om situationer, hvor man i dag ikke generelt kan bruge håndjern.

Det er der brug for, mener justitsminister Nick Hækkerup.

- Vi har desværre set nogle uacceptable eksempler på fangeflugter de seneste år. Derfor vil vi nu give myndighederne mulighed for at holde de indsatte i kortere snor med øget brug af håndjern og øget brev- og besøgskontrol, siger han i en pressemeddelelse.

- Dømte kriminelle skal afsone deres straf, og medarbejdere i fængslerne skal have bedre arbejdsbetingelser, så de kan gå på arbejde uden at skulle risikere at blive involveret i en fangeflugt.

Forslaget giver også mulighed for at øge brev- og besøgskontrol, så politiet i højere grad kan begrænse besøg og tilbageholde breve.

Regeringen vil også gøre det muligt at afholde flere retsmøder digitalt, hvis man vurderer, at der er risiko for, at en tiltalt eller sigtet vil forsøge at flygte under transporten til retsmødet eller under selve retsmødet.

Vil mindske lysten til flugt

Fængselsforbundet formand, Bo Yde Sørensen, ser positivt på forslaget.

- Vi har gennem den senere årrække set flugter af forskellig karakter, og øget brug af håndjern vil naturligt mindske lysten til flugt i et eller andet omfang, skriver Bo Yde Sørensen i en mail.

Han tilføjer, at det vil kunne øge sikkerheden for både Kriminalforsorgens personale og indsatte, der ikke er voldelige.

Også John Hatting, landsformand i Kriminalforsorgsforeningen, forventer, at forslaget vil kunne begrænse antallet af fangeflugter.

- Forslaget vil kunne afholde nogle fra at komme på fri fod, i og med at man holder digitale retsmøder.

- Man vil have håndjern i øget anvendelse i visse episoder, og på den måde vil man have bedre styr på klientellet, siger John Hatting.

Syrer byttede identitet med 27-årig

En rapport fra Europarådet i 2018 viser, at Danmark er højt på listen over lande i Europa, hvor flest flygter per 10.000 indsatte – både fra lukkede og åbne fængsler. Danmark lå nummer syv på listen.

De seneste år har flere bemærkelsesværdige fangeflugter fundet sted på dansk jord.

I august 2018 lykkedes det en 46-årig syrer, der var mistænkt i en omfattende terrorsag at flygte fra Vestre Fængsel. Han byttede identitet med en 27-årig, der var på besøg i fængslet.

I 2019 flygtede en bandeleder fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor han var fængslet. Han fik besøg af sin fætter, der i en kageæske havde medbragt to skydevåben.

De nye regler for brug af håndjern vil gælde fra januar næste år.