Politik

Khader langer ud efter K: Partiet blev bange for den militante MeToo-bevægelse

Det nu tidligere medlem af de konservative mener ikke, han fik lov at forklare sig, før hans parti ekskluderede ham.

Han siger, at han godt forstår beslutningen.

Alligevel kan Naser Khader ikke skjule sin skuffelse over sit nu tidligere parti, Det Konservative Folkeparti.

For lidt over to uger siden blev han ekskluderet på baggrund af en advokatundersøgelse af talrige krænkelsesanklager mod ham. Partiformand Søren Pape Poulsen var sikker i sin sag, sagde han.

Men det undrer Khader, for Pape lod ham aldrig forklare sig. Det hævder han i et længere interview med TV 2s Søren Lippert.

- Man traf en beslutning, inden man havde haft en samtale med mig. Søren (Pape Poulsen, red.) konfronterede mig ikke med de enkelte sager og spurgte mig, om det var rigtigt, siger Khader og fortsætter:

- Da man havde læst advokatundersøgelsen, konkluderede man, at jeg ikke længere kunne være med i partiet, inden man havde hørt mit syn på sagen.

Ville undgå shitstorm

Khader tilføjer, at advokatundersøgelsen efter hans opfattelse end ikke var færdig, da den blev videregivet til den konservative ledelse. Ifølge hovedpersonen havde han dagen inden, han blev ekskluderet netop afleveret ny dokumentation til støtte for hans sag, og han var derfor overrasket, da han siden fik at vide, at undersøgelsen var færdig.

Under interviewet med Søren Lippert siger Khader direkte, at han mener, den konservative ledelse pressede på for at få advokatundersøgelsen færdig inden partiets sommergruppemøde og på den måde få sagen ud af verden.

Ifølge Naser Khader var partiet dels presset af den larm, som ”dem, der hader mig i indvandrermiljøet” lavede om sagen, og dels af det, han kalder ”den meget stærke, militante og fanatiske MeToo-bevægelse”:

- Partiet ville være blevet udsat for en shitstorm af MeToo-bevægelsen, hvis det havde truffet en anderledes beslutning, siger han.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Det Konservative Folkeparti og Søren Pape Poulsen til Naser Khaders anklager, men de ønsker ikke at stille op til interview.

Fortsætter som løsgænger

Med ekskludering fra de konservative er Naser Khader nu løsgænger i Folketinget, og det har han tænkt sig at vedblive med indtil næste valg.

Hvad han herefter gør, har han endnu ikke besluttet. Han understreger, at han umiddelbart ikke kan se sig selv i et andet parti. Med mindre…

- Inger Støjberg laver et nyt parti. Hahaha.

Du kan se hele interviewet med Naser Khader i programmet ’Lippert’ her.