Politik

V og K siger nej til regeringens ultimatum

Men partierne vil ikke forlade forhandlingerne og overlade det til blandt andet Enhedslisten at stemme aftalen igennem.

Venstre og Konservative afviser regeringens ultimatum om budgettet til en ny landbrugsaftale, skriver Jyllands-Posten.

Regeringen har fremlagt, at de ikke vil bruge mere end 22,6 millarder kroner til en ny aftale, der skal nedbringe landbrugets udledning af drivhusgasser.

Men det er ikke nok, mener de to blå oppositionspartier, for det vil betyde, at landmændene selv skal bruge for mange penge på omstillingen, lyder det. Dermed ligner det ikke en bred aftale om fremtidens landbrug.

- Når vi har diskuteret klima på industri- og energiområdet, så har vi tilføjet 1,5 milliarder kroner hvert år i nye penge. På transportområdet har vi tilføjet en halv milliard kroner. Nu er det kommet til landbrug og fødevarer, og regeringen vil ikke tilføre flere penge end 80 millioner om året. Det er altså ikke i orden, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2 lørdag morgen.

Han vil dog ikke konkretisere præcis, hvor mange flere penge, der skal på bordet for at stille Venstre og Konservative tilfreds.

- Sådan spiller klaveret ikke

Heller ikke De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, vil fortælle, hvor stort et budget de to blå partier stiler efter.

- Men at komme med et ultimatum og sige: Her er skitsen, og den skal I sige ja til. Sådan spiller klaveret ikke. Det kommer vi ikke til at stå model til, siger han til TV 2.

Han har svært ved at forestille sig en situation, hvor Venstre og Konservative ikke vil stå last og brast i forhandlingerne.

- De borgerlige partier tror jeg vil stå sammen om det her, for det handler om arbejdspladser i Danmark og en hel fødevaresektor, lyder det fra Søren Pape Poulsen.

Fra fødevareminister Rasmus Prehn lyder det dog, at der ikke er flere penge på vej.

- Mit mål er stadig en bred aftale. Det er det bedste for klimaet og for landbruget. Men alle skal flytte sig og spille konstruktivt ind, siger han i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.

I udspillet foreslår regeringen, at der reduceres for 7,3 millioner ton CO2 i landbruget. Tidligere hed målet 7,1 millioner ton.

Frygter landmænd flytter produktion til udlandet

TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren kalder udmeldingen fra Venstre og Konservative for "ret håndfast".

- Her får han ( Rasmus Prehn, red.) en ret markant afvisning fra Venstre og Konservative, som siger, at hvis de skal være med i en aftale, så skal der flere penge på bordet. De er simpelthen bange for, at det kommer til at koste danske arbejdspladser, hvis man ikke bruger flere statslige penge, siger han.

Jesper Vestergren forklarer, at udkastet til dels er finansieret gennem EU-midler, som skal lægges om, så støtten også bliver betinget af grønne tiltag. Derudover skal også statslige penge bruges til omlægningen, eksempelvis gennem ændring i fodersammensætningen til dyrene, eller udtagning af lavbundsjord, som udleder meget CO2, men kan være svær at dyrke.

Med de udsigter frygter de blå partier, at mange landmænd flytter deres produktion og besætning til udlandet. Derfor kræver Venstre og Konservative flere penge, så landmændene kan få et større tilskud til den grønne omstilling i Danmark.

Taktik i at blive smidt ud af ministeren

Men trods den skærpede retorik vil Venstre og Konservative ikke benytte sig af muligheden for at forlade forhandlingerne, vurderer Jesper Vestergren.

For de to oppositionspartier har også en interesse i fortsat at være med og skubbe udkastet til deres fordel.

- Der er også noget taktik i at blive smidt ud af ministeren, i stedet for at man selv siger nej tak til et tilbud. Det handler også om at få indflydelse. Ved at Venstre og Konservative nu siger, at de vil have flere penge, håber de på at kunne presse Rasmus Prehn til at få finansministeriet til at udstede en større statslig check, lyder det fra TV 2s politiske analytiker.

Overfor TV 2 understreger Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre og Konservative er klar til at bide sig fast i forhandlingsbordet.

- Hvis vi skal ud derfra, er det ikke os, der kommer til at gå. Så må de smide os ud, siger Venstre-formanden.

Hvis Venstre og Konservative forlader forhandlingerne, vil aftalen i stedet skulle bæres igennem af regeringens røde støttepartier.

- Og så bliver det en helt anden aftale, hvor landmændene får endnu færre penge, end de gør nu, hvis eksempelvis Enhedslisten skal stemme aftale igennem, siger Jesper Vestergren.

Opfordrer til bred politisk aftale

I Landdistrikternes Fællesråd, er formand Stefen Damsgaard bekymret for udsigten til en aftale uden de blå partier.

- Det er flere tusinde arbejdspladser, som er på spil i hele landet. I nogle kommuner er hver femte beskæftiget i fødevareklyngen. Der er tale om områder som fiskeriet, der i forvejen er udfordret af Brexit. Det vil have fatale virkninger, hvis man ikke får en løsning, som både er bred politisk og sikrer ordentlige rammer for, at fødevareerhvervet kan udvikle sig, siger han til TV 2.

Partierne har fået indtil mandag klokken 12 til at finde ud af, om de vil forhandle videre på regeringens præmisser.