Politik

Dramatisk årsmøde i DF i sigte, mener politisk kommentator

Tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen har skabt uro og dramatik internt i Dansk Folkeparti kort tid inden årsmødet.

En video fra et internt partimøde har skabt uro blandt flere profiler i Dansk Folkeparti.

I videoen taler Martin Henriksen, der er hovedbestyrelsesmedlem i partiet, åbent om en dyb splittelse og forskellige fløje i partiet.

Udmeldingen fra den tidligere udlændingeordfører kommer blot 14 dage før, at Dansk Folkeparti afholder årsmøde.

Ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup kommer den seneste uges begivenheder til at blive et stort tema til mødet, hvor der er valg til hovedbestyrelsen.

- I virkeligheden skal man se det som en meget dramatisk optakt til det årsmøde, der finder sted om to uger, siger hun.

Videoen er optaget lørdag, hvor Martin Henriksen holdt et oplæg på et medlemsmøde i partiets afdeling i Hjørring i Nordjylland.

Strid om udlændingepolitikken i partiet

I oplægget siger Martin Henriksen, at der i partiet hersker en strid om, "hvor partiet skal placere sig strategisk og politisk".

En strid, der ifølge den tidligere udlændingeordfører har delt Dansk Folkeparti i to fraktioner på udlændingeområdet.

Formand og partileder Kristian Thulesen Dahl er uenig med Martin Henriksen i, at der skulle være en åben fløjkrig i partiet.

- Det her handler om nogle få personer, der ikke kan finde ud af at holde de her diskussioner inden døre, siger han til TV 2.

Partiformanden pointerer, at folketingsgruppen på hans anbefaling har holdt partiets kurs på udlændingeområdet.

- Det er partiets dna, og det står vi vagt om.

Også folketingsmedlem i Dansk Folkeparti og tidligere partiformand Pia Kjærsgaard negligerer den fløjkrig, Martin Henriksen forsøger at bringe frem i lyset. Hun mener, at det er en søgt uenighed:

- Jeg tror, at Martin Henriksen gør det for at gøre sig bemærket op til landsmødet, hvor han er på valg til hovedbestyrelsen. Men det her skader ham mere, end han havde regnet med, siger hun til Berlingske.

Kommentator: - Ekstremt alvorlig sag

Ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup, som for nylig har skrevet en bog om Dansk Folkeparti, har Martin Henriksen skabt en alvorlig sag for partiet.

- Det hører til sjældenhederne, at man lufter intern uenighed offentligt. Så det her er en ekstremt alvorlig sag.

Søs Marie Serup mener samtidig, at på trods af timingen bag udmeldingen fra Martin Henriksen, så er det forkert, når partitoppen påstår, at der ikke findes fløje.

- Det handler både om politik, personer, timing og alle mulige andre ting, men at sige, at der ikke er fløje, det er simpelthen forkert, for det er der, siger hun.

Uenighederne internt i partiet har ifølge den politiske kommentator normalt været "lukket land".

- Men nu er der altså uenigheder, som er af politisk karakter, der stikker så dybt, at man ikke længere kan kontrollere det internt, siger Søs Marie Serup.

Valg til hovedbestyrelsen

Til årsmødet i Dansk Folkeparti, der afholdes 18-19. september, er der valg til hovedbestyrelsen.

En af dem, der er på valg, er Martin Henriksen.

- Sidste gang partiet afholdte valg til hovedbestyrelsen, var det en dramatisk affære, hvor udfordrerne til Kristian Thulesen Dahl var blot syv stemmer fra at skifte to af hans støtter ud med to medlemmer, der ønskede fornyelse, siger Søs Marie Serup.

Hun mener, at den samme dramatik kan ramme det kommende årsmøde.

- Man kan se ugen som en kampagne fra Martin Henriksens side, der ikke blot er blevet et skud i egen fod, men også et skud i Kristian Thulesen Dahls fod, da sagen kan skabe usikkerhed om partiets sammenhold, siger Søs Marie Serup.

Til Ekstra Bladet siger Martin Henriksen:

- Alle kan jo se, at det er lidt op ad bakke for mig. Det er det engang imellem, men jeg har jo sagt det, jeg har sagt, og jeg har ikke flere bemærkninger.

Martin Henriksen tilføjer, at han ikke har planer om at melde sig ud af partiet efter den seneste ballade.