Politik

Bramsen afviser anklager om ulovlig sejltur

Der var tale om et tjenestestedsbesøg, da forsvarsministeren i midten af august fik et lift af et af Forsvarets skibe til og fra Ærø, siger hun.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) havde intet at gøre med planlægningen af det efterhånden omstridte Ærø-besøg 15. august.

Det fortæller ministeren til TV 2 i forbindelse med, at B.T. de seneste dage har kunnet afsløre, hvordan Bramsen fik "et lift" fra Svendborg til Ærø af et af Forsvarets skibe.

Altså det er jo svært at besøge marinehjemmeværnet til lands, ikke?

Forsvarsminister Trine Bramsen (S)

Fremme på sydhavsøen brugte hun primært tiden på at tale med lokale partifæller om det kommende kommunalvalg. Det fik onsdag aften en juraprofessor til at kalde liftet direkte ulovligt.

"Jeg kommer til at fortsætte"

Men turen til og fra øen var slet ikke et lift, siger ministeren nu til TV 2. Det var et tjenestestedsbesøg.

Mener du, det er okay, at Forsvaret bruger et skib på at fragte dig over til Ærø, så du kan lave noget, som overhovedet ikke relaterer sig til Forsvaret, men kun handler om, at du skal føre valgkamp for en socialdemokratisk borgmester?

- Jeg kan sige fuldstændig klart, at jeg kommer til at fortsætte med at besøge vores dygtige hjemmeværn og være i hele landet, siger Trine Bramsen.

- Planlægningen lader jeg være op til ministeriet. Og jeg har selvfølgelig en forventning om, at ministeriet overholder alle forskrifter, når de arrangerer besøg. Det har de også gjort i den her sammenhæng, har de slået fast.

Så kommer du også til at fortsætte med at bruge Forsvarets skibe, når du skal ud og føre kommunalvalgkamp?

- Altså det er jo svært at besøge Marinehjemmeværnet til lands, ikke?

Du kan da bruge et andet skib?

- Jamen jeg kommer til at besøge Hjemmeværnet og alle dele af Forsvaret. Planlægningen har jeg altså en forventning om, at ministeriet varetager. Det er ministeriets ansvar, og de har meget, meget klart sagt, at alle rammer er overholdt. Jeg har ikke været inde over.

Ikke en finger at sætte

Ministeren fastholder altså, at der var tale om et ministerbesøg, da hun i midten af august blev fragtet til og fra Ærø.

Det til trods for at ministerens særlige rådgiver ifølge en aktindsigt givet til B.T. specifikt skriver til øens borgmester, at hun vil forsøge at arrangere et "lift" med et af Forsvarets skibe, og at besøget ikke behøvede at være "forsvarsrelateret".

Hvorfor skal du bruge et af statens skibe til at sejle over og føre valgkamp?

- Jamen jeg kommer rundt og besøger Hjemmeværnet i hele Danmark. Det har jeg et ønske om, og det kommer jeg til at fortsætte med at gøre, siger Trine Bramsen.

Hun tilføjer, at der ifølge ministeriet "ikke er en finger at sætte i forhold til arrangementet".

Så på sæler og talte med partifæller

Da først ministeren var i land på Ærø, blev hun hentet af partifælle og borgmester Ole Wej Petersen, som tog hende med på et kort besøg på Marstal Navigationsskole.

Herefter kunne de socialdemokratiske politikere gå gennem byen mod partiets kampagnevogn, 'Røde Grethe', hvor ministeren mødte lokale S-kandidater og medlemmer.

På vejen tog Bramsen kort ophold og talte med en lokal fisker om sæler.

Der var ifølge borgmester Ole Wej Petersen tale om et samlet besøg på cirka halvanden time.

"Fuld af søforklaringer"

Forsvarsudvalget har kaldt forsvarsministeren i samråd om sagen.

I udvalget sidder blandt andre Lars Christian Lilleholt (V) og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, som begge kritiserer, at Trine Bramsen går i forsvarsposition og siger, at der ikke er en finger at sætte på den omstridte Ærø-tur.

- Der er begået en ulovlighed, og det er endnu et bevis for, at Statsministeriet og Socialdemokratiet er ved at smelte sammen. Det må de altså høre op med.

Men ministeren siger jo, at hun har været ombord på som led i et forsvarsrelateret besøg. Så hvad er problemet?

- Det er Trine Bramsens søforklaringer. Hun har vist været for meget ude at sejle. For det her handler udelukkende om, at Socialdemokratiet vil føre valgkamp, siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

Det er fortsat uvist, hvornår samrådet kan finde sted.