Politik

Automatiske nedlukninger er fortid - og det samme er flere andre coronarestriktioner

Det er tid til at udfase automatiske nedlukninger for sogne og kommuner, lyder det fra Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Denne morgen vågner en del af danskerne måske med den slags ømme ben og ondt i hovedet, der har været på pause i halvandet år.

For i nat genåbnede nattelivet, og med coronapas kunne danskerne igen indtage landets dansegulve, hænge i baren og afprøve, om smalltalk-evnerne endnu er intakte. Men listen over coronarestriktioner, der nu er fortid, fortsætter.

Sundhedsministeriet annoncerede nemlig i en pressemeddelelse tirsdag aften, at den automatiske nedlukningsmodel for sogne og kommuner udløber i dag, 1. september.

Anbefalinger til grundskoler og dagtilbud

De automatiske nedlukninger erstattes af lokale tiltag, fremgår det af Sundhedsministeriets meddelelse. Og derudover vil der være en række anbefalinger om at iværksætte smitteforebyggende tiltag i sogne og kommuner med høj smitte.

De er særligt rettet mod grundskoler og dagtilbud, hvor der forventes smittespredning i efteråret og vinteren, lyder det.

Sundhedsministeriet opfordrer også kommuner med høj smitte til at indgå aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed om at få data, der kan bruges til intensiveret smitteopsporing.

Regeringen er klar til at sætte ind igen

Sundhedsminister Magnus Heunicke udtaler, at den effektive epidemikontrol og store vaccinetilslutning er grundene til, at den automatiske nedlukningsmodel nu er en saga blot.

Men coronavirus findes stadig, og overvågningen på sogne-og kommuneniveau fortsætter derfor, siger han. Derfor bliver sundhedsmyndighederne ved med at stille vejledning og indsatser til rådighed for kommunerne.

- På den måde kan vi holde smitten nede og samfundet åbent. Skulle der komme nye udviklinger, der truer epidemikontrollen, er regeringen klar til igen at sætte ind med de tiltag, der skal til for at få smitten under kontrol, siger han.

Alle restriktioner fortid fra 10. september

Fra i dag er det heller ikke længere nødvendigt med coronapas på indendørs serveringssteder og ved kulturarrangementer som teatre og spillesteder med 500 eller flere tilskuere. Kravet ophører også i indendørs bade- og legelande, spillehaller, kasinoer, fitnesscentre, hos frisøren og i andre liberale erhverv.

Herudover afskaffes forsamlingsforbuddet på 500 personer indendørs og udendørs.

10. september bortfalder de sidste coronarestriktioner, da covid-19 vil ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom i Danmark.