Politik

EU-lande lover ekstra støtte til Afghanistans trængte naboer

EU's medlemslande vil undgå strømme af flygtninge fra Afghanistan ved at hjælpe i nærområderne.

Der er mere støtte på vej til Afghanistans nabolande såvel som til nødhjælpsorganisationer i området fra EU's medlemslande.

Det fremgår af en erklæring tirsdag, hvor ministre har drøftet situationen i Afghanistan og dens betydning på migrationsområdet.

Den ekstra støtte skal sørge for, at afghanere på flugt bliver i nærområderne i stedet for at sætte kurs mod Europa.

Danmark skal til lommerne

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) repræsenterede Danmark ved mødet i EU. Og han er godt tilfreds med aftalen. Ifølge ham forhindrer den en situation som i 2015, hvor flygtninge strømmede til Europa.

- Jeg er godt tilfreds med, at vi er enige om, at hvis vi skal undgå en flygtningekrise i Europa, så skal vi undgå en humanitær krise i Afghanistan.

- Det er det absolut vigtigste, at vi kommer til lommerne og får hjulpet de internationale organisationer og nabolande til Afghanistan, som står med problemerne lige nu, siger Tesfaye.

Danmark kommer også til lommerne, oplyser Tesfaye. Danmark har i forvejen doneret 100 millioner til Røde Kors og FN-organisationer i området. Og der kommer endnu et bidrag, fordi det er i Afghanistan, det brænder netop nu, fortæller Tesfaye.

Det bliver mere end 100 millioner kroner i næste omgang

Ministeren sætter ikke et konkret beløb på. Men det bliver mere end 100 millioner kroner i næste omgang, lover han.

- Vi er klar over, at de lande, der ligger tæt på Afghanistan, står med en kæmpe opgave.

- Og lige nu er der kun et signal til dem. Og det er, at de ikke kommer til at mangle penge, støtte eller teknisk assistance fra Europa, siger Tesfaye.

Det er ikke kun ekstra støtte, som medlemslandene tirsdag er blevet enige om. Af erklæringen fremgår det, at evakueringen af EU-borgere samt afghanere, som har samarbejdet med EU og det internationale samfund er en fortsat prioritet.

Samtidig er det en prioritet, at nødhjælp når frem til udsatte befolkningsgrupper - særligt kvinder og børn - i Afghanistan og dets nabolande.

Derudover er landene også blevet enige om, at de medlemslande, der har ydre grænser, skal have hjælp til at bevogte de grænser for at forhindre en tilstrømning af flygtninge.