Politik

Radikale Venstre vil sikre eksternt blik på Afghanistan-evaluering

En uvildig part bør tage et blik på regeringens evaluering af Afghanistan-indsatsen, mener Radikale Venstre.

Radikale Venstre vil sikre sig, at regeringen har planer om et reelt eksternt blik på evalueringen af Afghanistan-indsatsen.

Det har partiets hovedbestyrelse stemt igennem lørdag. Dermed er det et officielt krav fra Radikale Venstre.

Det fortæller udenrigsordfører Martin Lidegaard:

- Vi synes, det er vigtigt, at der er en uvildig person, som er med til at lave evalueringen af evakueringsindsatsen, siger han.

- Den skal laves hurtigt. På nogle få måneder.

Evaluering i gang

Regeringen har fredag meldt ud, at den vil foretage en evaluering af evakueringsindsatsen.

- Der nedsættes som led i evalueringen en ekstern gruppe med henblik på at indhente bidrag om erfaringer fra evakueringsindsatsen, skrev Udenrigsministeriet fredag i en meddelelse.

Evalueringen skal foretages af regeringen selv i en "tværministeriel gruppe". Gruppen skal bestå af Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Justitsministeriet og andre underliggende myndigheder. Det arbejde skal "forankres" i et sekretariat hos Udenrigsministeriet.

Planerne mødte blandt andet kritik fra Venstre, der efterlyste en uvildig undersøgelse.

- Vi kan ikke have regeringen til at undersøge sig selv. Det forventer jeg også, at et flertal i Folketinget er enig i, sagde Michael Aastrup Jensen, Venstres udenrigsordfører, fredag til Berlingske.

Vil sikre uvildig undersøgelse

Martin Lidegaard fra Radikale Venstre er dog ikke helt så skeptisk over for regeringens planer. Men han understreger, at der er behov for en uvildig part i undersøgelsen.

- Det er naturligt nok, at myndighederne selv er med til evalueringen, da de har forestået hele evakueringen selv.

- Det, vi nu vil finde ud af, er, hvad regeringen mener med "ekstern". Vi mener, det er vigtigt, at der er nogen - der ikke er regeringen selv - som er med til at lave denne redegørelse, siger Martin Lidegaard.