Minister indkalder til møde i sygepleje-konflikt
Sygeplejerskerne og regionerne skal give en status på den igangværende konflikt til beskæftigelsesministeren.
Parterne i den igangværende konflikt på sygeplejerskernes område skal onsdag til møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet på Twitter.
Dansk Sygeplejeråd skal møde op klokken 16, mens Danske Regioner og Kommunernes Landsforening skal møde 30 minutter senere.
- Møderne omhandler status på konflikten på sygeplejerskeområdet, skriver ministeriet i opslaget på Twitter.
Møderne vil finde sted i Beskæftigelsesministeriet.
Strejke har fået konsekvenser
Konsekvenserne af sygeplejerskestrejken begynder at kunne mærkes i sundhedsvæsenet, der for øjeblikket kører for halv kraft.
Det har onsdag fået sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at sende en kraftig appel til parterne om at finde en løsning.
- Fra uge til uge forværres situationen ganske dramatisk. For hver uge forlænger vi puklen med ti uger, siger Magnus Heunicke til TV 2.
Udmeldingen fra Magnus Heunicke kommer samme dag, som Sundhedsstyrelsen har udgivet en statusrapport over strejkens konsekvenser for sundhedsvæsnet.
Her skriver Sundhedsstyrelsen, at strejken, der har varet i knap ti uger siden 19. juni, kan mærkes.
Det sker efter en konfliktfyldt sommer, hvor det ikke er lykkedes for parterne – regionerne og sygeplejerskerne – at blive enige om en ny overenskomst. Sygeplejerskerne kræver mere i løn, men regionerne siger, at de ikke har flere penge at give dem.
Stort efterslæb af operationer
Det nuværende behandlingsefterslæb for planlagte operationer vurderes at udgøre cirka 35.500 udskudte operationer, og antallet forventes "at stige væsentligt i de kommende uger".
Ifølge Sundhedsstyrelsen vil det tage cirka to år at få puklen væk, hvis strejken sluttede omgående. Det estimat kan dog bringes ned, hvis nogle af operationerne kan foretages i det private sundhedsvæsen.
Konflikten blev udløst af, at medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd to gange afviste de overenskomster, som blev forhandlet på plads med arbejdsgiverne - som for flertallet er en af de fem regioner.
Siden da er antallet af strejkende sygeplejersker blevet udvidet seks gange.
Danske Regioners chefforhandler, Anders Kühnau (S), har meddelt, at han mener, at mulighederne ved forhandlingsbordet er udtømte.
DSR-formand bad om hjælp
Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, har som en konsekvens bedt om hjælp udefra for at løse den gordiske knude i konflikten.
- Der ikke længere tvivl om, at vi har brug for hjælp udefra, skrev hun som en reaktion.
Regeringen har dog hidtil holdt fast i, at politikerne ikke bør blande sig i en konflikt på arbejdsmarkedet.
Historisk hører det til sjældenhederne, at politikerne gør en ende på arbejdsmarkedskonflikt.
Det skete senest i 2013, hvor lærerne blev lockoutet af kommunerne. Dengang sluttede politikerne konflikten med et lovindgreb.