Taliban i Afghanistan

Støttepartier vil have regeringen til at tage imod afghanske flygtninge

Mette Frederiksen afviser at svare på spørgsmål om afghanske flygtninge til Danmark. Det må vente, til evakueringen er overstået, mener hun.

Den kaotiske situation i Afghanistan kalder på ekstraordinære løsninger, og derfor bør Danmark gøre som flere andre lande og tage imod afghanske flygtninge.

Det mener regeringens støttepartier Enhedslisten og SF.

Konkret foreslår Enhedslisten, at Danmark modtager mindst 2000 afghanske flygtninge. Det siger partiets politiske ordfører, Mai Villadsen.

- Vi kan alle se, hvor desperat situationen er. Mange frygter for deres liv, og jeg mener, vi i Danmark har et moralsk ansvar. Også fordi vi har været med i krigen, siger Mai Villadsen til TV 2.

- Danmark har et ekstra ansvar

Udmeldingen kommer, efter at både Storbritannien og Canada hver især har erklæret sig klar til at tage imod 20.000 afghanske flygtninge. Og senest har den tyske delstat Slesvig-Holsten sagt, at den står klar til at modtage 300 kvinder og børn fra Afghanistan.

Mai Villadsen forklarer, at Enhedslisten er nået frem til forslaget om mindst 2000 flygtninge ved at se på Danmarks befolkningsstørrelse. Men hos SF mener politisk ordfører Karsten Hønge, at det lyder som et noget tilfældigt tal.

Selvfølgelig skal vi hjælpe, men det er for tidligt at sætte tal på

Andres Steenberg, Radikale Venstre

Han er enig med Enhedslisten i, at Danmark skal gøre en ekstra indsats og tage afghanske flygtninge. Men hvor mange det skal være, mener han, at Danmark skal finde ud af i samarbejde med EU samt FN, der normalt fordeler kvoteflygtninge ud fra, hvem der har mest behov for hjælp.

- Danmark har ubetinget et ekstra ansvar, fordi vi i 20 år har deltaget i en fuldstændig håbløs og udsigtsløs krig, siger Karsten Hønge.

Radikale vil have internationalt samarbejde

Regeringen og dens støttepartier har i år afsat penge til at modtage 500 kvoteflygtninge. Indtil nu har regeringen sagt ja til 200 fra Rwanda, og ifølge SF er det derfor oplagt at tage 300 fra Afghanistan.

At Danmark skal tage de 500 kvoteflygtninge, der er sat penge af til, er Radikale Venstres politiske ordfører, Andreas Steenberg, enig i. Men han mener, at det bør være FN, der skal vurdere, hvilke flygtninge i verden der har mest behov, og han er derfor ikke sikker på, at de 300 nødvendigvis skal være afghanere.

I første omgang mener Radikale Venstre, at Danmark skal gå sammen med andre lande om at hjælpe med eksempelvis lejre i nærområderne, og derfra kan flygtninge via FN’s kvotesystem blive fordelt ud i verden, hvis der er behov, lyder det fra Andreas Steenberg.

- Selvfølgelig skal vi hjælpe, men det er for tidligt at sætte tal på endnu. Vi ved ikke, hvor mange flygtninge der kommer.

Hos Enhedslisten siger Mai Villadsen, at internationale løsninger er vigtige, og at FN er god til at fordele de flygtninge, der har mest behov for hjælp. Det kan dog ikke stå alene, mener hun.

- Lige nu står vi i en desperat situation uden særlig meget overblik, og der mener jeg, det er vigtigt, at ressourcestærke lande melder ind.

V og DF vil hjælpe i nærområderne

Der er i dag fem millioner internt fordrevne afghanere, og ifølge FN kan krisen give op imod en halv million flere.

Hvor mange af dem, der i givet fald vil søge videre mod andre lande, vides endnu ikke, og det kommer formentlig også an på, hvordan Taliban har tænkt sig at lede landet. Men allerede i dag er der over 2,5 millioner afghanere registreret som flygtninge. De fleste af dem befinder sig i Pakistan og Iran.

Hos Venstre afviser udlændingeordfører Mads Fuglede, at Danmark skal tage imod afghanske flygtninge. Men han siger, at hjælpen i nærområderne skal styrkes, fordi vi ifølge ham får mere for pengene og dermed kan hjælpe flere.

Det er Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, enig i. Og ligesom Venstre vil han sende flere penge til hjælp i nærområderne. Konkret peger han på at omdirigere dele af ulandsbistanden til indsatser i lande tæt på Afghanistan.

- Jeg har set, at der er transporteret en del afghanere til Qatar og Pakistan. Man kan mene, hvad man vil om de lande, men det er lande, som hjælper med at løsne op på den her situation, siger Peter Skaarup.

Mette Frederiksen vil ikke svare

På et pressemøde om den tilspidsede situation i Afghanistan onsdag eftermiddag blev statsminister Mette Frederiksen (S) flere gange spurgt ind til, om Danmark vil tage imod afghanske flygtninge.

Det afviste hun at svare på.

- Jeg vil rette en appel til, at vi tager tingene i den rigtige rækkefølge, og lige nu står vores folk i Afghanistan i en ekstrem svær situation (med evakuering, red.), som jeg ikke selv nogensinde har set lignende. Og det er det, vi bruger vores fokus på, sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

- Så vil der rejse sig mange diskussioner, og vi er villige til at gå ind i dem alle, men her og nu er det operationen, det handler om.

Den danske regering meddelte tidligere på ugen, at der bliver givet 100 millioner kroner til Røde Kors og FN "for at afhjælpe den humanitær krise i Afghanistan".