Khaders kredsformand bakker op om eksklusion: - Jeg stoler mere på partiets ledelse end Naser

Ifølge kredsformand Keld Holm giver advokatundersøgelsen et noget andet billede af Naser Khader, end hovedpersonen selv har fortalt ham.

Hos Naser Khaders nu tidligere kredsformand i Det Konservative Folkeparti er der stor forståelse for, at Khader onsdag er blevet smidt ud af partiet.

Det fortæller den konservative kredsformand i Sjællands Storkreds, Keld Holm, onsdag til TV 2. Det sker efter, at en advokatundersøgelse, bestilt af partiet efter beskyldninger mod Khader om seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd, er blevet færdiggjort.

- Jeg har fuld tillid til partiledelsen i den her sag. Jeg registrerer også, at der er enighed i folketingsgruppen og i forretningsudvalget om, at det her måtte blive konsekvensen. Det er jeg fuldstændig enig i og bakker op om, siger Keld Holm til TV 2 og fortsætter:

- I denne sammenhæng stoler jeg mere på partiets ledelse end på Naser, siger Keld Holm.

Naser Khader selv betegner på Facebook beskyldningerne mod ham som ”påstande, rygter og sladder” og er overbevist om, at de ikke holder i en retssag. Omvendt siger den konservative partiformand Søren Pape Poulsen, at ”alvoren er mere end blevet bekræftet” med advokatundersøgelsen.

Har ikke talt med Khader

Keld Holm fortalte i sidste uge til Politiken, at Naser Khader er i færd ved at samle penge ind til en retssag mod de tre navngivne kvinder, der i juli stod frem hos DR og beskyldte folketingspolitikeren for seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd, samt de medier, der har videregivet beskyldningerne mod ham.

Keld Holm understreger, at hans storkreds ikke har haft noget med den indsamling at gøre, og at han ikke ved, om Naser Khader stadig forsøger at samle penge ind.

Han siger også, at han ikke har talt med Naser Khader i forbindelse med eksklusionen onsdag, men at han har gjort det tidligere i forløbet.

- Han sagde, at han var helt uskyldig og ikke kendte noget til beskyldningerne. Der må jeg bare forstå, at den advokatundersøgelse, partiet har lavet, viser et lidt andet billede.

Flere sager er dukket op

Det var på et pressemøde onsdag middag, at den konservative partiformand Søren Pape Poulsen fortalte, at Naser Khader ikke kan fortsætte i partiet.

Baggrunden er en netop afsluttet advokatundersøgelse, som er nedsat i kølvandet på DR’s historie fra juli. Søren Pape Poulsen forklarede, at undersøgelsen inkluderer syv kvinders oplevelser og 17 vidner, og at der er kommet flere sager frem end dem, der allerede har været beskrevet i medierne.

- Da vi indledte undersøgelsen, så anklagerne alvorlige ud. Med de nye anklager er alvoren mere end bekræftet, siger Søren Pape Poulsen på partiets sommergruppemøde.

TV 2 forsøger at få et interview med Naser Khader.