Politik

Partier vil have undersøgt sene Afghanistan-evakueringer

Et politisk efterspil om de danske evakueringer fra Afghanistan kan være på vej. Flere partier vil have forløbet endevendt.

Flere partier vil have undersøgt, hvorfor Danmark kom så sent i gang med at evakuere danskere og lokalt ansatte ud af Afghanistan.

Både SF og Enhedslisten siger til TV 2 og DR, at de kræver en undersøgelse af, hvorfor der først blev reageret så sent.

SF ved endnu ikke, hvilken undersøgelse de vil have nedsat, mens Enhedslisten ikke vil kommentere et politisk efterspil nærmere nu.

Forsvaret fik afslag

Det vil Venstre dog godt. Partiet ønsker en uafhængig undersøgelse, siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen til TV 2.

- Der brug for en undersøgelse af, hvorfor man ikke lavede evakueringsplaner i god tid, så man var godt forberedt. Man skulle som minimum have startet med at evakuere lokalansatte og deres familier på samme måde som Canada gjorde længe før Danmark, siger han til TV 2.

Han påpeger, at Udenrigsministeriet angiveligt skulle have afvist et ønske fra Specialoperationskommandoen, der står for Jægerkorpset, om at udarbejde en plan for evakuering. Det har anonyme kilder fortalt til mediet Olfi.

Derfor ønsker han "at få vendt hver en sten," siger han.

Det var først 11. august, at et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om en aftale om at evakuere lokalt ansatte afghanere på den danske ambassade samt deres nærmeste familie.

Afghanerne får midlertidig ophold i to år i Danmark, når de er blevet evakueret.

Klar til at placere ansvar

At aftalen først blev indgået så sent, skyldes regeringens tøven, lyder det fra Karsten Hønge, udenrigsordfører for SF.

- Vi skal have evalueret hele forløbet, fra Biden meldte udtrækningen ud og frem til i dag. Hvorfor skulle vi vente til efter sommeren med at tage sagen seriøst. Vi har vidst det længe – jeg og SF har ligesom andre partier længe krævet handling, så hvorfor er der først for alvor sket noget den sidste uges tid?, siger Karsten Hønge til TV 2.

Han understreger, at han og SF er klar til at placere et ansvar.

- I sidste ende melder spørgsmålet sig, om det her i sidste ende til at koste liv – det kan jeg sagtens forestille mig. Og hvis det skyldes, at regeringen var for langsom til at reagere, skal der handles på det, siger Karsten Hønge.

USA meldte ud i april

Allerede i april meddelte USA's præsident, Joe Biden, at de sidste amerikanske tropper ville forlade Afghanistan i slutningen af august.

Søndag indtog den militante, islamistiske bevægelse Taliban hovedstaden Kabul.

Derfor har USA kun kontrol over lufthavnen i Kabul, hvor evakueringer af diplomater og civile afghanere, der har hjulpet blandt andre Danmark, finder sted fra.