Politik

Messerschmidt er katten med de ni liv – hvor mange har han tilbage nu?

Morten Messerschmidt har anket sin dom i Meld- og Feld-sagen og nægter at lade andre skrive sin historie. Præcis som han altid har gjort.

En af Mortens Messerschmidts nærmeste bekendte kalder ham katten med de ni liv.

Og få har da også som Dansk Folkepartis næstformand taget så mange fald fra de øverste etager, for så alligevel at rejse sig og komme tilbage endnu stærkere.

Racismedom, nazi-anklager og endda en udstødelse af sine egne er blevet modsvaret med folketingsvalg, stemmerekord og en plads som sit partis kronprins.

Fredag blev Messerschmidt dømt skyldig i dokumentfalsk og misbrug af EU-midler, men selv om dommen lød på betinget fængsel, betyder det ikke nødvendigvis farvel til Messerschmidt.

- Jeg er selvfølgelig overrasket og har hele vejen igennem troet på, at jeg ville blive frifundet. Det er også derfor, vi anker, sagde han foran retten.

Nægter at give op

Morten Messerschmidt gør det, han altid har gjort.

Hvis andre forsøger at skrive hans historie, protesterer han og skriver sin egen version.

Hvis han bliver angrebet, går han til modangreb. At erkende et nederlag eller give op er for ham utænkeligt.

Da Dansk Folkeparti i 2015 kunne fejre 30-års fødselsdag, holdt Messerschmidt en tale på partiets landsmøde, hvor han kom ind på netop det:

- Hvis der er noget, jeg har lært gennem de 10 år, hvor jeg har været jeres og danskernes repræsentant, så er det, at man aldrig nogensinde skal holde op med at kæmpe. At hver eneste dag er en kamp, og når man så føler, at nu har man vundet den kamp, så er der en ny.

Racismedommen

Som 21-årig var det retten i Hvidovre, Messerschmidt kæmpede mod.

Sammen med tre partikolleger fra Dansk Folkepartis Ungdom havde han fået trykt en annonce, som udløste en politianmeldelse fra medlemmer af Radikal Ungdom.

På annoncen var billeder af hætteklædte mænd med Koranen i hånden, og teksten opremsede "massevoldtægter", "grov vold" og "kvindeundertrykkelse" som nogle af de konsekvenser, et "multietnisk samfund byder os".

- Vi opfattede indvandrerdebatten som hæmmet og ville egentlig blot lave en plakat, som provokerede og satte gang i debatten om udlændingepolitikken, fortæller Messerschmidt i portrætbogen ”Messerschmidt – en politisk ener” af journalist Martin Flink fra 2011.

Hver eneste dag er en kamp, og når man så føler, at nu har man vundet den kamp, så er der en ny

Morten Messerschmidt, tale, 2015

Det lykkedes i en sådan grad, at Messerschmidt og tre partifæller blev idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 om freds- og æreskrænkelser – også kaldet racismeparagraffen.

Da dommen blev læst op, reagerede ungdomspolitikerne med hovedrysten og dybe suk.

Messerschmidt mener, at retten burde have taget hensyn til den udvidede ytringsfrihed, der gælder for politikere og politiske bevægelser.

- Jeg er også fuldstændig overbevist om, at tog man sagen op i dag med den praksis, der ligger, ville vi være pure frifundet, sagde han i portrætbogen fra 2011.

Holdningen går igen i stort alle de ombruste sager, han har været igennem: Han bliver udsat for en unfair behandling, han ikke vil finde sig i.

Gang i Grøften

Det ville han heller ikke, da BT smed ham på forsiden i 2007.

"Hylder Hitler i Tivoli" stod der med fed skrift ved siden af et billede af den 26-årige Messerschmidt.

Straks gik han til modangreb og truede med et sagsanlæg for injurier og bagvaskelse, hvis historien ikke blev trukket tilbage. Messerschmidt afviste, at han havde sunget nazi-sange og hyldet Hitler, som BT påstod.

Politiken lavede en detaljeret rekonstruktion af den "våde dag", og historien fik massiv mediedækning. Til sidst lagde et samlet Dansk Folkeparti sag an mod BT og vandt.

- Først blev jeg jordet fuldstændig, så kom oprejsning med sagen mod BT, og så lige før EU-valget vandt vi retssagen. Det har nok været medvirkende til valgresultatet, sagde han i portrætbogen og henviste til valget til Europa-Parlamentet i 2009, hvor han indtog andenpladsen som den politiker med flest personlige stemmer nogensinde.

Det overgik han dog selv ved Europa-Parlamentsvalget i 2014.

Læg 10 procent til

Et af Morten Messerschmidts stærkeste våben i kampen for overlevelse er hans evne til at fange opmærksomheden og udnytte den.

I Meld- og Feld-sagen har han sagt ja til at blive filmet og undervejs inviteret journalister til interviews om anklageskriftet mod ham, så han selv kan styre fortællingen.

Den strategi gennemsyrer hele Messerschmidts politiske liv.

Siden teenageårene har han vidst, at han var nødt til at få mediernes opmærksomhed.

- Er du ikke kendt, bliver du ikke valgt, sagde han i Martin Flinks portrætbog fra 2011.

- Derfor er du nødt til at finde nogle nicher, hvor du bliver kendt. Du er nødt til at gøre noget, så du skiller dig ud. Så i tiden indtil du bliver valgt, handler det om, at folk ved, hvem du er, så du må hellere lægge 10 procent til. Bagefter handler det om, at folk skal synes om den, du er, så der må du hellere trække 10 procent fra.

Dit højreorienterede svin

I 2003 skulle Messerschmidt bare være kendt.

Året forinden havde han stiftet foreningen Kritiske Licensbetalere, som ville gøre op med den venstreorienterede nyhedsdækning på DR.

Han deltog i offentlige debatter, og det var også i rollen som foreningens stifter, at journalist Mikael Bertelsen inviterede ham i studiet til et interview.

Det endte med at blive legendarisk, fordi Bertelsen sluttede alle sine spørgsmål med at tiltale Messerschmidt som "dit højreorienterede svin" og opfordrede ham til at slå igen.

Det var dog først, da Messerschmidt blev kontaktet af et tv-hold, at opmærksomheden for alvor tog fat.

Big Brother-kendis

Egentlig var Messerschmidt slet ikke kendt nok til at medvirke i realityprogrammet Big Brother VIP.

Han kom kun med, fordi wrestleren Asbjørn Riis i sidste øjeblik var nødt til at melde afbud på grund af hold i ryggen.

Sammen med sanger Michael Teschl, nøgenmodel Kira Eggers, danser Gigi Fredie Pedersen og flere andre kendte danskere skulle Messerschmidt opholde sig i Big Brother-huset med 24 timers konstant overvågning og undgå at blive stemt ud undervejs.

For enden ventede en præmie på 500.000 kroner.

Så langt nåede Messerschmidt dog ikke. Han endte med at blive stemt ud lige inden finalen, men alligevel opnåede Messerschmidt præcis det, han gerne ville med opholdet i Big Brother-huset.

Han fik opmærksomhed.

Kendt som andet end politiker

I en anmeldelse af det første Big Brother-afsnit skrev en komiker i BT, at "ham fra Dansk Folkeparti" agiterede "lige så ivrigt som Dyne-Larsen på epo".

Messerschmidt blev kaldt et "Big Brother-idol" og gav interviews til Ekstra Bladet.

- Jeg er vant til, at folk råber grimme ting efter mig på gaden, så det har været helt underligt at blive stoppet for at skrive autografer, sagde han til avisen.

- Det er rart, at jeg gennem Big Brother-programmet er blevet kendt som menneske og ikke som politiker.

Kirkegården Bruxelles

- I Bruxelles kan ingen høre dig skrige.

Sådan beskriver tidligere ansatte i Europa-Parlamentet ofte situationen for danske politikere i den europæiske hovedstad.

Uanset hvor meget larm du laver, er de danske medier ligeglade. Bruxelles er kirkegården, hvor afdankede politikere ryger ned for at få en pause eller for helt at blive glemt.

For Messerschmidt skulle det være løgn. Han ville bevise, at hans talent for at skabe opmærksomhed gælder uanset, hvor han befinder sig.

En ægte love story

I 2012 skulle daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt besøge parlamentet i Strasbourg, og Messerschmidt så det som en oplagt mulighed for at markere sig.

Aftenen inden færdiggjorde han en tale, som hans rådgiver vurderede til at være så markant, at den ville sende chokbølger gennem dansk politik.

Hårde ord og konfronterende taler var ikke unormalt i Europa-Parlamentet, men i en dansk offentlighed ville Messerschmidts tale blive opfattet som ekstraordinært hård.

Det vidste Messerschmidt og hans rådgiver.

Morten kører folk over, hvis ikke de tænker lige så hurtigt som ham

Søren Søndergaard, pressechef for Dansk Folkeparti i 15 år

- Det har været spændende at være vidne til sådan en ægte love story, begyndte Messerschmidt sin tale i salen, hvor Thorning-Schmidt sad og lyttede med.

- Helle Thorning-Schmidt er præcis, vil jeg tro, den statsminister, I alle sammen sukker efter. Uddannet på bureaukratakademiet i Brügge, oplært og optrænet her i Europa-Parlamentets sakrale haller, og kun kommet til magten på én lang stribe af løgne over for sine vælgere fuldstændig på samme måde, som hele EU er blevet grundlagt, fortsatte han.

Nogle måneder senere forklarede Messerschmidt, hvorfor han havde holdt talen.

- Netop det besøg i parlamentet var den første lejlighed, hvor Thorning kunne træde i karakter som statsminister på et område, hvor hun faktisk kan sine ting. Hvordan kunne jeg så bedst ødelægge det for hende? Det var ved at tage mediedagsordenen. Og det lykkedes. Der var ikke én avis, der skrev om hendes tale i substansen, det hele handlede om mig, sagde han til BT.

Samme dag kørte Messerschmidt til Danmark med sin rådgiver, hvis telefon gik "fuldstændigt amok" med pressehenvendelser undervejs.

Selv fra Bruxelles var det lykkedes Messerschmidt at få de danske medier til at skrive om ham.

Østers og franske rødvine

Ligesom i Big Brother-huset er der også en anden side af den stædige og konfrontatoriske politiske kriger.

Det er den flamboyante og underholdende Messerschmidt, der har indspillet et julealbum med sin kæreste Dot Wessmann, sunget opera på live-tv og været fast gæst i satireprogrammet Den Korte Radioavis.

I modsætning til mange andre politikere er Messerschmidt særdeles ligeglad med at fremstå snobbet.

På hans Instagram-konto er der østers, skaldyr og dyre franske rødvine.

Han går op i at være et dannet menneske og er velbevandret i litteraturen, europæiske sprog og har fortalt til Berlingske, at han gerne kaster sig ud i at lave fireretters menuer til 20 gæster ad gangen.

Messerschmidts venner og bekendte er ikke i tvivl om, at han har et særligt overlevelsesgen.

Kombineret med højt selvværd og en overlegen viden kan han virke overrumplende.

- Med kvikheden følger også en arrogance. Morten kører folk over, hvis ikke de tænker lige så hurtigt som ham eller er enige med ham, siger Søren Søndergaard, som i 15 år har været pressechef i Dansk Folkeparti.

- Du har sikkert nogle kolleger, der synes, han er en nar.

Kristen vækkelse

Messerschmidt er stadig er i sit es, når han saver sine politiske modstandere over med ord i taler og debatter.

Alligevel er den vilde ungdomspolitiker, der dukkede op i medierne i start-00’erne, blevet mere afdæmpet, vurderer hans bekendte.

Du har sikkert nogle kolleger, der synes, han er en nar

Søren Søndergaard, pressechef for Dansk Folkeparti i 15 år

En af dem begrunder det med den "kristne vækkelse", han har fået.

I sommeren 2020 gav Messerschmidt flere interviews om, at kristendommen burde spille en større rolle i samfundet.

- Jeg synes, der er et kulturelt tab i, at unge mennesker i dag kan komme igennem folkeskolen uden for eksempel at have stødt på Grundtvigs salmer eller Ingemann eller andre af dem, der har været definerende for dansk identitet, hvor kristendommen er en central del, sagde han til DR2-programmet Deadline.

- Da jeg mødte ham første gang, var han overbevist ateist og totalt gudsfornægtende, fortæller hans tætte bekendte og partifælle Kenneth Kristensen Berth.

Flere i Messerschmidts omgangskreds peger på, at især hans tætte bånd til præsterne Søren Krarup og nu afdøde Jesper Langballe har spillet en rolle i vækkelsen.

- Jeg tror, at troen har hjulpet ham. Det styrker et menneske at have en gudstro, siger Kenneth Kristensen Berth.

Ikke kun frikadelleparti

Foran retten fredag sagde Messerschmidt, at han vil fortsætte med at "bestride sit politiske hverv".

Dansk Folkepartis næstformand er ikke færdig med Dansk Folkeparti.

Partiets stifter Pia Kjærsgaard har støttet ham undervejs. For hende er han stadig en naturlig del af Dansk Folkepartis ledelse.

- Forleden dag kaldte Berlingske ham for ”aparte”. Det blev jeg skidesur over. Hvad bilder de sig egentlig ind? siger hun.

Pia Kjærsgaard ved selvfølgelig godt, at Messerschmidt skiller sig ud fra de andre DF-politikere med sit formfuldendte sprog og smag for østers og franske rødvine.

- Som om Dansk Folkeparti alene er et frikadelleparti. Hvorfor skulle vi ikke være et parti for en som Morten, der har andre sider?

Det vil de kommende måneder vise, om partiet stadig er.