Radikal politiker forlader Folketinget efter grænseoverskridende adfærd
Kristian Hegaard søger ikke orlov, da han hverken er syg eller stresset. I stedet udtræder han med det samme.
Det radikale folketingsmedlem Kristian Hegaard udtræder af Folketinget.
Det sker, efter at han har udvist grænseoverskridende adfærd, skriver han på Facebook.
- Jeg har svigtet og fejlet. Jeg er netop blevet bibragt den information, at jeg ved festlig lejlighed i byen for nylig i en meget fuld tilstand, som jeg desværre intet husker fra, har udvist grænseoverskridende adfærd.
- Det er jeg simpelthen så ked af - for jeg har intet ønske om at overskride andres grænser, og jeg beklager dybt, skriver Kristian Hegaard.
En grænseoverskridende berøring
Udover den nylige upassende adfærd beretter Hegaard om en samtale, han havde med partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, for nogle måneder siden.
- Hun var af de radikales kontaktinstans blevet gjort opmærksom på, at Hegaard i radikal sammenhæng til en fest havde "overtrådt en grænse hos en radikal med en berøring", som han formulerer det i opslaget.
Hegaard forklarer sit exit fra Christiansborg med, at han har overtrådt de værdier, han selv står for:
- Derfor mener jeg ikke, jeg med troværdighed kan fortsætte i politik for nu og takker derfor af.
Den 30-årige Hegaard har været partiets rets-, social- og udlændingeordfører og uddannet i jura.
Han blev valgt ind i Folketinget i 2019.
Gruppeledelse er trist
På Twitter bekræfter Radikale Venstres gruppeledelse udmeldelsen.
I en pressemeddelelse skriver partiet, at man er triste over at skulle miste Hegaard, men at man er enige i hans beslutning om at udtræde.
- Kristian Hegaard har netop meddelt os og resten af den radikale folketingsgruppe, at han for nylig har optrådt grænseoverskridende i festlig sammenhæng, skriver de.
- Vi er triste over Kristians beslutning, men efter at have hørt hans begrundelse, er vi enige i hans beslutning og tager den til efterretning.
Politisk leder måtte også gå af
Udmeldelsen fra Hegaard kommer efter et turbulent 2020, hvor partiets daværende politiske leder Morten Østergaard måtte trække sig efter upassende adfærd.
Østergaard havde en del år forinden krænket partifællen Lotte Rod.
En rapport fra marts i år kortlagde omfanget af sager om krænkelser i Radikale Venstre.
Rapporten viste, at over en tredjedel blandt de mere end 400 besvarelser havde haft mindst én oplevelse med enten seksuel chikane, forskelsbehandling eller seksuel tvang.
I forlængelse af rapporten indrømmede Sofie Carsten Nielsen, at partiet i for mange tilfælde ikke havde håndteret sagerne ordentligt.
TV 2 forsøger at få en kommentar fra Kristian Hegaard samt politisk leder Sofie Carsten Nielsen.