Forsvarsekspert revser regeringens aftale: - Der er ikke meget at være stolt af
Omkring 200 personer kan nu evakueres til Danmark. De er taknemmelige, men mange andre tidligere medarbejdere er ikke omfattet af aftalen.
Vi har ladt dem i stikken igen og igen.
Og selv om et bredt flertal onsdag aften blev enige om at evakuere afghanske ansatte på den danske ambassade i Kabul til Danmark, er denne aftale endnu et politisk kapitel i den historie.
Det mener Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.
- Jeg mener godt, man kan være fræk og sige, at den er "how low can you go" (hvor langt ned kan man komme, red.), siger han til TV 2.
- Hvor få kan vi slippe afsted med at hjælpe og stadig bevare anstændigheden? Det er den balance, de prøver at ramme.
"Danmark redder vores liv"
Dagen efter aftalen faldt på plads, er der stor lettelse blandt de afghanere, der arbejder på den danske ambassade i hovedstaden Kabul.
Det siger TV 2s korrespondent, Simi Jan, der har snakket med flere af dem.
- En af dem skriver til mig, at "vi er meget taknemmelige for, at Danmark hjælper os og redder vores liv", siger hun.
De seneste døgn har ambassaden bedt de afghanske ansatte om deres pasdetaljer samt deres fulde navne og navne på børn under 18 år.
Samtidig har Taliban marcheret frem i de fleste egne af Afghanistan og erobret den ene provinshovedstad efter den anden. Så sent som torsdag morgen faldt den 10. af dem.
Taliban erobrer mere og mere land
Aftalen gælder tidligere ansatte på ambassaden eller i Forsvaret, der har haft ansættelse i løbet af de foregående to år.
De pågældende afghanere og deres nærmeste familie bliver tilbudt to års midlertidigt ophold i Danmark med mulighed for at søge asyl derefter. Der vil blive foretaget en sikkerhedsscreening af dem både før evakuering, og efter de er kommet til Danmark.
Men det betyder, at en stor stribe eks-medarbejdere, der i løbet af den 20 år lange krig har hjulpet Danmark, ikke er omfattet af aftalen.
En af dem er en tolk, der arbejdede for Danmark for over to år siden og bor i et distrikt, hvor Taliban har taget kontrollen de seneste dage. Derfor er han bange for, at hans arbejde for de danske styrker nu kan koste ham livet.
- Han siger, at Taliban går uden for hans dør, og hvis de opdager, han har arbejdet for de danske styrker, så lever han ikke mere, siger Simi Jan.
Lader en masse medarbejdere i stikken
Tolken er bare en af mange, der ikke kan reddes trods onsdagens aftale.
Andre er de medarbejdere, der nu bor i distrikter, som Taliban har taget kontrol over. For kan de ikke komme gennem Talibans kontrolposter og hele vejen til Kabul, kan de ikke reddes med ud af Afghanistan.
Og det er netop det store problem, mener Peter Viggo Jakobsen. At der sker for lidt, og at det sker for langsomt.
- Min definition af ikke at lade nogen i stikken er en noget andet end politikernes, siger han til TV 2.
- Når jeg ser på, hvordan vi har behandlet tolke i både Irak og Afghanistan, er der ikke meget at være stolt af. Man har altid ventet til sidste øjeblik, og der er typisk nogen, der er død inden. Men det er da dejligt at se, at man nu endelig tager hånd om det.
Det samme mener Mads Silberg, der er tidligere kaptajn og var udsendt til Afghanistan.
- Det store problem er, at den ikke dækker alle dem, der var ansat i 2001-2019. Det er for eksempel de tolke, der lå og kæmpede sammen med os, da jeg var udsendt i Helmand-provinsen for snart 11 år siden, siger han til TV 2.
Mads Silberg kender flere tolke, der forsøgte at komme til Danmark gennem tolkeaftalen fra 2013, men fik afslag.
- Det er et moralsk spørgsmål. Vi har tabt krigen. De her mennesker har satset alt for at kæmpe for os, og nu står de til at blive slået ihjel, siger han.
Familier følger med
Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har omkring 45 lokalansatte afghanere søgt Danmarks hjælp. Med deres familiemedlemmer kan omkring 200 personer blive evakueret til Danmark som følge af aftalen.
- Aftalen leverer på regeringens ønske om at lave en hurtig, holdbar og ordentlig løsning for de lokalansatte afghanere i Danmarks tjeneste, siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.
I den nærmeste familie medregnes én medfølgende ægtefælle eller samlever og ugifte børn under 18 år. I helt særlige tilfælde kan andre personer i husstanden, som den lokalansatte har forsørgeransvar for, også komme i betragtning. Ægtefæller under 18 år kommer dog ikke med.
Evakueringen vil begynde snarest og gennemføres gradvist, så ambassaden i Kabul fortsat kan fungere, fremgår det af aftalen.
Kun Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti står uden for aftalen.