Politik

Et stort tab på det værste tidspunkt, siger kommentatorer efter Hegaard-exit

De radikale er gået forrest i kampen mod krænkende adfærd - derfor rammer det partiet ekstra hårdt, lyder det fra kommentatorerne.

Et stort tab for de radikale, men også en logisk konsekvens.

Sådan beskriver tre politiske kommentatorer Kristian Hegaards exit fra Christiansborg, efter det radikale folketingsmedlem torsdag trak sig.

Det er det værst tænkelige tidspunkt, sagen kommer på

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, Ekstra Bladet

Ad to omgange har Hegaard, der blandt andet var partiets rets- og udlændingeordfører, udvist grænseoverskridende adfærd.

Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen mener, at Kristian Hegaard nåede at markere sig som en af tingets flittigste politikere.

- Han var en af de nyvalgte, der slog mest igennem efter valget, og han var kendt for at være en af dem, der stillede de skarpeste spørgsmål ved samråd. Så det er et stort tab for de radikale.

Hegaard har fået succes på trods af, at han selv har været udsat for en grov tone.

- På de sociale medier har han selv været chikaneret udover alle grænser. Der har været en ond stemning imod ham, fordi han har kæmpet for radikale standpunkter, og alligevel er han i sin egen ret slået igennem, siger Joachim B. Olsen.

En dårlig historie for de radikale

Berlingskes politiske kommentator Bent Winther bakker karakteristikken op.

- Hegaard har været her, dér og alle vegne, og respekteret af sine politiske modstandere. Det er et markant tab, siger han.

Politisk kommentator Noa Redington er enig og påpeger, at Kristian Hegaard som både udlændinge- og retsordfører for de radikale havde en høj stjerne i partiet.

Han hæfter sig ved, at det er en samlet ledelse hos de radikale, der er enige i Hegaards beslutning om at trække sig.

- Kristian Hegaard står selv tilbage som den store taber. Men uanset hvad er det en dårlig historie for de radikale, siger Noa Redington til TV 2.

Sag rammer på det værst tænkelige tidspunkt

Timingen kunne næppe være værre.

Netop torsdag og fredag holder de radikale sommergruppemøde, men spørger man Joachim B. Olsen, vil partiets politiske projekter drukne i en snak om kulturen i partiet.

- Det er det værst tænkelige tidspunkt, sagen kommer på. De var lige ved at komme ovenpå efter sidste års sager med Morten Østergaard, og så lander den her midt i deres sommergruppemøde.

- Hvis ikke partiet internt formår at holde sammen nu, er der ikke nogen nedre grænse, for hvor langt partiet kan falde, siger Joachim B. Olsen.

I forbindelse med at #metoo-bølgen rullede over Danmark, valgte Radikale Venstre at være et af de mest vokale partier i debatten.

Radikale arrangerede et 24-timers-sexismedøgn og blev ifølge Bent Winther bannerfører for at bekæmpe sexisme.

Derfor rammer endnu en krænkelsessag partiet som en boomerang.

- Det vil rejse en diskussion internt i partiet om, hvorvidt man har rejst den moralske fane for højt med forbehold for, at vi ikke kender detaljerne i sagen, siger han.

Joachim B. Olsen tror, at flere vælgere vil spørge sig selv, om konsekvensen ikke er for hård.

- Også blandt radikale vælgere vil nogen tænke, om det ikke er for crazy. Men igen. Det er en logisk konsekvens, at han trækker sig. Det er en tabersag for alle, siger den politiske kommentator, der tidligere var folketingsmedlem for Liberal Alliance.

Parti er trist over Kristians beslutning

I en pressemeddelelse skriver de radikale, at man er triste over at skulle miste Hegaard, men man er enige i hans beslutning om at udtræde.

- Kristian Hegaard har netop meddelt os og resten af den radikale folketingsgruppe, at han for nylig har optrådt grænseoverskridende i festlig sammenhæng, skriver de.

- Vi er triste over Kristians beslutning, men efter at have hørt hans begrundelse, er vi enige i hans beslutning og tager den til efterretning.

Det var partiets uafhængige kontaktinstans, som håndterer partiets samværspolitik, der gjorde partiets politiske leder Sofie Carsten Nielsen opmærksom på to forskellige henvendelser vedrørende Hegaard i løbet af de seneste måneder.

- Jeg havde alle intentioner om, at det ikke skulle gentage sig. At jeg efter den første samtale med Sofie Carsten Nielsen har begået en ny fejltagelse, må jeg tage konsekvensen af, skriver Hegaard.

Partiet oplyser i pressemeddelelsen, at man ikke har yderligere kommentarer for nu.

Det er ikke første gang, at Radikale Venstre bliver ramt af en sag om grænseoverskridende adfærd.

Sidste år var partiets daværende politiske leder, Morten Østergaard, nødt til at trække sig fra posten, hvor han blev afløst af Sofie Carsten Nielsen.

Årsagen var, at han en del år forinden havde krænket partifællen Lotte Rod.